annonce
Det kan godt være, at mange vinproducenter lider under et vigende vinsalg. Til gengæld går det rigtig godt, når det gælder vinturismen, der har været i betydelig vækst gennem det sidste årti – og det er især de europæiske vinhuse der har sparket til væksten.
Det viser den hidtil største og mest grundige analyse af den globale vinturisme, Global Wine Tourism Report 2025. Den er udført i et samarbejde mellem universitetet i Geisenheim, OIV og WineTourism.com.
Rapporten omfatter en rundspørge blandt 1310 vinhuse i 47 forskellige lande, og vidner om, at vinturismen for to tredjedele af vinhusene bidrager med en fjerdedel af deres årlige indtægt. Og trods en nedgang i vinforbruget, økonomisk usikkerhed, amerikansk straftold osv., så planlægger halvdelen af vinhusene at øge deres investeringer i vinturisme i de kommende år.
Langt flere tilbud til de besøgende
Det er dog som nævnt frem for alt de europæiske vinproducenter, der får mange besøg af turister og tjener rigtig pænt på vinturismen. Hos 41 af de adspurgte oversøiske vinhuse er der direkte tale om en nedgang i antallet af besøgende.
Når det går så godt med vinturismen hos de europæiske vinhuse, skyldes det blandt andet, at rigtig mange af dem har udvidet de klassiske tilbud om smagninger og guideture til også at omfatte wellness, kulturelle events, samarbejder med lokale producenter af andre produkter osv.
Rapporten viser også, at det stadig er aldersgruppen fra 45 til 64, der dominerer vinhusbesøgene. Men antallet af yngre turister på mellem 25 og 44 har også været i kraftig vækst i de senere år.
Hvis man selv ynder at være vinturist, så kan det anbefales at klikke ind på Winetourism.com. Her kan man søge på lande, vinhuse og oplevelser – og booke tidspunkter med det samme.
annonce









