Nyheder

For mange vincentre?

Bourgogne fik for få år siden hele tre nye vincentre plus en helt ny vin-bydel...

annonce

For mange vincentre?

Del artiklen

I 2023 besøgte VinAvisen et spritnyt, interessant og flot udstyret vincenter i Chablis. Det kan man læse mere om i vores serie af postkort fra den burgundiske hvidvinsappellation.
Centret var et ud af i alt tre vincentre, som Bourgognes vinråd, Bureau Interprofessionnel des vins de Bourgogne (BIVB), netop havde slået dørene op for.
Cité des Climats et vins de Bourgogne, som centrene kaldes under ét, befinder sig udover i Chablis også i Beaune og Mâcon.
De tre centre, som det har kostet omkring 22 millioner euro (cirka 164 mio. kr.) at opføre, åbnede kort tid efter hinanden. Og i 2024, der var det første driftsår, forventede BIVB, at centrene tilsammen ville få 180.000 besøgende.
Sådan blev det ifølge La Revue du Vin de France langt fra. Kun 86.000 gæstede de tre centre, og det var det største af centrene, det i Beaune, der tiltrak de fleste af dem.

Lever måske ”på lånt tid”

I 2025 har man derfor søsat flere initiativer og udstillinger i centrene for at få besøgstallet op. En forsigtig vurdering lyder på, at man vil runde de 110.000 besøgende i år.
Ud over disse tre vincentre åbnede man i 2022 en hel bydel for vin og gastronomi, Cité Internationale de la Gastronomi et du Vin, (CIGV) i Dijon. Heller ikke her lever besøgstallet op til forventningerne. Ved åbningen lød det, at man regnede med 1 mio. besøgende årligt. Tallet har ligget nogenlunde stabilt på 800.000.
Ifølge den lokale avis Dijon-Actualités lever CIGV måske allerede nu ”på lånt tid”.
Selv om det er al ære værd, at myndighederne i Bourgogne gør så stor en indsats for at markedsføre vindistriktet, må man uvilkårligt spørge sig selv, om man har slået for store brød op – har åbnet flere vincentre, end distriktet kan trække.

annonce