annonce

Når det gælder den globale vinindustri og industriens CO2-udslip, er glasflaskerne den store synder. Der er et betydeligt udslip forbundet med såvel produktionen som transporten af de tunge flasker.
Lettere flasker med tyndere vægge er en af løsningerne, som stadig flere vinproducenter benytter sig af. Derudover er der plastflasker af PET, og så er der papirflaskerne, som endnu er et sjældent syn.
63 forskellige vin- og spiritusmærker markedsføres i dag i papirflasker i 27 forskellige lande. Og det beløber sig til i alt 3 millioner flasker årligt. Flaskerne stammer fra den foreløbig eneste kommercielle producent, Frugalpac.
Snart kommer den første tyske vin i en papirflaske på markedet i sit hjemland, hvor den vil være at finde på hylderne hos vinkæden Rossmanns 2200 butikker.
Vejer kun 82 gram
Flasken stammer (selvfølgelig) fra Frugalpac, og den består af et indre af plastic og en ydre skal af papir, som er lavet af 94% genbrugspapir. De to dele kan smides ud som henholdsvis plastic- og papiraffald, og begge dele kan endnu engang genbruges.
Flasken vejer kun 82 gram, hvilket ifølge Frugalpac er fem gange lettere end en vinflaske af glas. En sådan vejer mellem 350 og 800 gram afhængig af, hvor tykke glasvæggene er.
Den tyske hvidvin, som flasken indeholder, er en Weissburgunder fra kooperativet Achkarren i Kaiserstuhl i Baden.
Man kan se en lille YouTube-film om Frugalpac-flaskerne ved at klikke her.
annonce








