Nyheder

Første medalje til dansk vin i DWWA

Kalum Winery på Møn sendte en mousserende vin til Decanter World Wine Awards og blev belønnet med en medalje...

annonce

Første medalje til dansk vin i DWWA

Del artiklen

Decanter World Wine Awards (DWWA) er verdens største og mest respekterede vinkonkurrence. Flere tusinde vine bliver hvert år smagt og vurderet, og de bedste af dem bliver belønnet med en medalje.
Nu er resultatet for DWWA 2025 offentliggjort, og for første gang nogensinde i konkurrencens 22 år lange historie har en dansk vin opnået en medalje.
Vinen, der er blevet hædret med en bronzemedalje, er den mousserende Steel Brut de Mon 2021 fra Kalum Winery på Møn. Et stort tillykke til det danske vinhus!
– Det var faktisk vores første vin overhovedet, vi sendte ind, fortæller en af ejerne, Stine Kold. – Da vi smagte den, blev vi begejstrede. Her havde vi noget rigtig godt, tænkte vi. Men det er lidt lettere at blive begejstret, når man har brugt en masse tid og kræfter i vinmark og vineri på at lave vinen. Så vi tænkte, at det ville være godt med en fuldstændig uvildig blindsmagning af vores vin. Og det var derfor, vi endte med at sende den ind til DWWA – for at få et objektivt feedback.
– Det er ikke sådan, at vi automatisk vil sende næste årgang af vinen ind til konkurrencen. Vi vil kun deltage, når vi selv synes, vi har noget virkelig godt at byde ind med.
Kalum Winery sendte faktisk to forskellige vine ind til DWWA – den anden vin blev hædret med 83 flotte point, hvor ”bronze-vinen” opnåede 87 point.
Man kan læse mere om den danske vingård på dens hjemmeside.

Kun 0,30% af vinene fik tildelt “best in show”

Til årets konkurrence deltog der cirka 18.000 vine fra i alt 57 forskellige lande – lige fra de traditionelle og kendte vinlande til lande som Albanien, Kosovo, Egypten – og altså Danmark med to vine.
Ud over medaljer af bronze, sølv, guld og platin tildeles konkurrencens absolut bedste vine en “best in show” medalje. Dem blev der kun uddelt 50 af, hvilket svarer til 0,30% af de mange indsendte vine. 137 vine opnåede platin, mens 732 fik guld.
Frankrig førte an i medaljehøsten med 3220 medaljer – heriblandt 14 “best in show”, mens 2204 italienske vine og 2025 spanske blev tildelt medaljer.
Det var op til et dommerpanel bestående af 248 internationale vinspecialister at bedømme de mange vine, der som altid var inddelt i en lang række kategorier. Blandt dommerne var der 22 Master Sommeliers og 72 Masters of Wine.
Man kan søge på lande, distrikter, kategorier og medaljer på konkurrencens hjemmeside – og måske finde nogle af de gode vine på danske hylder.

annonce