annonce
Første italienske kvinde opnår en MW-titel
- 28. februar 2026
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Italienerne klarede sig flot til Vinter OL – og det samme gjorde italienske Cristina Mercuri nogenlunde samtidig til sin endelige Master of Wine eksamen.
Hun er nu blevet den fjerde italiener – og den første italienske kvinde – med den fornemme vinøse titel.
Mercuri blev for nylig udklækket fra den britiske vinskole Institute of Masters of Wine (IMW) sammen med tre andre kandidater – en fra Hong Kong og to fra USA.
Ud over en mundtlig eksamen med blindsmagning har de hver især skullet aflevere en større forskningsopgave om et vinrelateret emne. Og den kan så omhandle vin på næsten enhver tænkelig måde.
Mercuris opgave havde fx titlen “Wine, Women and Fascism”, mens en af de amerikanske kandidater, Bruce Wiatrak, i sin opgave udforskede vinens rolle i Giuseppe Verdis operaer!
Kun 10% består
Der findes også en enkelt dansk Master of Wine, Jonas Tofterup, der bor i Spanien, hvor han fremstiller vin sammen med sin bror. Derudover blev canadiske Qian Janice Wang, der bor i Danmark, MW’er i 2025.
Utroligt nok har Sverige hele fem Masters of Wine, mens Norge har en enkelt. Med de fire nye Masters of Wine findes der nu 422 aktive MW’ere fra 30 forskellige lande.
De eksaminer, man skal igennem, for at opnå titlen, har ry for at være utroligt svære, og kun omkring 10% af kandidaterne består. De bruger typisk mellem fem og ti år på at komme igennem uddannelsen, og rigtig mange opgiver, da det ud over at være svært, også er et tidskrævende og kostbart forløb.
annonce








