annonce

I øjeblikket kan man se falke, ørne og andre store rovfugle kredse over vinmarkerne hos det engelske vinhus Rathfinny Wine Estate i Sussex.
Hvert år, når druerne er næsten fuldmodne, får vinmarkerne besøg af måger, duer og andre fugle, der tager for sig af retterne. For at forhindre det har Rathfinny hidtil dækket druerne med i alt 300 kilometer plasticnet. Det er en almindelig beskyttelsesmetode, men den er tidskrævende, dyr og ikke just miljøvenlig med al den plastic. Og så skal nettene skiftes ud cirka hvert tredje år.
Derfor har Rathfinny i år engageret et team af falkejægere, hvis store rovfugle overvåger vinstokkene og skræmmer mågerne og de andre forslugne fugle væk.
Projektet er på forsøgsstadiet, men vinproducenter i Californien har allerede haft glæde af at “hyre” rovfugle som vagtværn. Og i 2012 blev der i tidsskriftet Conservation Biology offentliggjort en undersøgelse, der viste, at brugen af rovfugle i høj grad kan dæmme op for tabet af druer.
Rathfinny forventer at høste de første druer til årgang 2025 allerede i slutningen af september – cirka 10 dage tidligere end normalt – efter en lang, varm og tør sommer.
annonce









