Nyheder

Fade af 1000 år gammelt egetræ

I1000 år overlevede et egetræ i Kilmessen i Irland lynnedslag og stormvejr. I 2023 faldt kæmpen til jorden - og nu er en del af den blevet forvandlet til fade...

annonce

Fade af 1000 år gammelt egetræ

Del artiklen

I Kilmessen i County Meath i det nordøstlige Irland var der indtil for få år siden et cirka 1000 år gammelt egetræ. Jorden, hvor det stod, har i 800 år tilhørt familien Preston. Og selvfølgelig syntes familien, at det var umådeligt trist, da det store, gamle træ væltede i et kraftigt stormvejr i 2023.
En del af det imponerende træ er nu blevet genanvendt til tre fade til modning af whisky. Det er sket i et samarbejde mellem familien Preston og det lokale whiskey-destilleri, Boann Distillery
Irsk egetræ, der egner sig til fremstilling af fade, er lidt af en mangelvare, og som regel anvender de irske destillerier importerede amerikanske fade, der tidligere har indeholdt Bourbon. 
Boann, der er et økologisk og bæredygtigt destilleri, er nu selv begyndt at plante et større antal egetræer årligt.

Irsk hele vejen igennem

Træet fra den gamle mastodont blev forvandlet til planker og endestykker til fadene, og træet er dernæst modnet i to år. Herefter er plankerne formet til stave og samlet med endestykkerne til i alt tre 225 liters fade.
Det er ifølge Wein.plus første gang i 100 år, at der er fremstillet fade af irsk eg af irske bødkere på irsk jord. Og at fadet er af 1000 år gammelt egetræ, gør det helt unikt.
Nu er fadene fyldt med whiskey, der forventes at blive tappet på flasker og frigivet til salg i 2027.

annonce