annonce
Ligesom i alle andre vindistrikter benytter producenterne i Bordeaux sig af en række forskellige metoder for at beskytte vinmarkerne mod sen forårsfrost.
Blandt de mest almindelige er fakler mellem vinstokkene, store ventilatorer og rør med infrarøde stråler. De producenter, der har råd, benytter sig også af helikoptere til at sprede kulden med.
Et par minusgrader over flere dage i det sene forår, hvor de spæde knopper viser sig på vinstokkene, kan gøre et større indhug i den kommende druehøst.
Da Bordeaux i år blev ramt af sen frost, tog Château Clarke i appellationen Listrac-Médoc en lidt alternativ metode i brug. Slottet sendte en større flok får ind i vinmarken, og mens de gik rundt og græssede, steg jordens temperatur relativt hurtigt med 2 grader.
Fjerde år med får
Fårene varmede simpelt hen jorden op, hvilket igen gav varme til vinstokkene. De par grader var ifølge Château Clarke nok til at afværge, at frosten gjorde kål på de nye knopper.
Det er fjerde år i træk, at Bordeaux-slottet – der siden 1973 har været ejet af Edmond de Rothschild – med succes har gjort brug af får i kampen mod den sene forårsfrost.
Er der tale om en særlig hård eller langvarig frost, får fåreflokken selskab af varmelamper og ventilatorer i vinmarkerne.
annonce









