Nyheder

Endelig rapport over årgang 2023

Vinslottenes priser på den nye årgang vin fik et nyk nedad - dog ikke stort nok, lyder det fra négocianterne.

annonce

Endelig rapport over årgang 2023

Del artiklen

Liv-ex er den store London-baserede internethandel for fornemme vine, der ud over vinsalget også har sin egen vinbørs, som holder øje med priserne på fine vine på det internationale marked.
Liv-ex udgiver også hvert år en rapport over, hvordan primeur-kampagnen i Bordeaux er gået. Det er den kampagne, hvor distriktets vinslotte løfter sløret for prisen ex-négociant på deres nye årgang.
I år gjaldt det vinene årgang 2023, og det generelle råd til vinslottene fra vinbranchen var, at priserne skulle have et ordentlig nyk nedad på 30-35% i forhold til prisen på årgang 2022.

Fra 40 til 6%

Ifølge rapporten har rigtig mange slotte lyttet til rådet og har prissat deres nye vin en del lavere. Men det er slet ikke nok, lyder det fra Liv-ex.
Kampagnen startede ellers godt med store prisfald – blandt andet meldte Château Léoville-Las-Cases ud med en pris, der var 40% lavere end for årgang 2022. Men da kampagnen tog rigtig fart, blev slottenes pris-reduceringer stadig mindre og endte med prisfald på kun 6%. I gennemsnit er prisen på årgang 2023 derfor kun 22,5% lavere end for årgangen før – hvis primeur-priser i øvrigt var kolossalt høje.
Gennemsnitsprisen for den nye årgang er således også stadig 21% højere end primeur-prisen for årgang 2021.

En god årgang

Prissætningen af årgang 2023 medfører, at årgangen ifølge rapporten i gennemsnit er 2,8% dyrere end gennemsnitsprisen her og nu for Bordeaux-vine fra de sidste 10 årgange – hvilket igen betyder, at négocianterne og vinhandlerne har svært ved at sælge den nye årgang, da kunderne kan få rigtig gode drikkemodne årgange til billigere penge. Og – igen ifølge rapporten – er den generelle bedømmelse af årgang 2023, at det er en god men ikke bemærkelsesværdig årgang, dog med nogle højdepunkter blandt vinene hist og pist.
Det er noget skidt, da det truer hele ideen med primeur-priserne, hvor slutaftagerne, kunderne, gerne skulle kunne nyde godt af at få den nye årgang, der stadig ligger og fadmodner, til lavere priser, end når den til sin tid er tappet på flasker.
For dem, der vil nørde lidt videre med tal og holdninger til den nye årgang Bordeaux-vin, kan den fulde rapport downloades med at klikke her.

Seneste nyheder

annonce