annonce
En skarpere hjerne med ost og rødvin
- 13. december 2025
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Ost og rødvin er en populær kombination, og selv om nytårsforsættet lyder på skrump til januar, bør man ikke droppe lige netop de to fødevarer. De har nemlig begge en positiv indflydelse på, hvor skarpe vores hjerner er, når vi ældes. Det viser et fire år langt forskningsprojekt fra Iowa State University, hvor forskerne tog udgangspunkt i en stor biomedicinsk database med meget detaljerede helbredsinformationer om 500.000 briter. Ud fra databasen har de så kortlagt og gennem årene fulgt op på spise- og drikkevanerne hos 1787 personer i alderen 46 til 77 år.
Tog en FIT test
Deltagerne blev også bedt om at tage en såkaldt Fluid Intelligence Test (FIT) – en test, der viser, hvor hurtigt de tænkte. De blev ligeledes udspurgt om deres forbrug af specifikke fødevarer – heriblandt forskelligt slags kød, rå og kogte grøntsager, frisk frugt eller tørret, ost, brød, mælkeprodukter, te, kaffe, øl, rødvin, hvidvin og mousserende vin. Målet var at finde ud af, om visse fødevarer kan påvirke de kognitive funktioner – de mentale processer i hjernen, der gør, at vi kan tænke og opfatte – i negativ eller positiv retning.
Lam er godt, salt er skidt
Ifølge forskerne viste ost sig at være den mest beskyttende fødevare, når det gælder den aldersrelaterede nedsættelse i de kognitive funktioner. Et dagligt moderat forbrug af alkohol – og især rødvin – var ligeledes forbundet med forbedringer i deltagernes kognitive evner. Så man kan altså med god samvittighed sætte sig til et veldækket oste-rødvins-bord.
I øvrigt skulle det også forbedre de små grå celler at spise lam en gang om ugen, mens man bør lade saltbøssen stå i skabet. Et stort forbrug af salt kan give kognitive problemer senere i livet – dog tyder det på, at det kun gælder for personer, som allerede har en risiko for at udvikle Alzheimer’s.
Man kan læse mere om forskningsresultaterne her.
annonce









