annonce

EU-kommissionen har netop offentliggjort en prognose for landbrugets udvikling indtil 2035. Ud over tomater, olivenolie og mange andre råvarer, er der også (på side 45) et afsnit om vin. Og det er ikke just glædelig nyt for EU-landenes vinindustri.
Ifølge prognosen vil der være en årlig nedgang på 0,9% i det samlede vinforbrug, hvilket betyder, at forbruget i 2035 vil ligge på 19,3 liter vin pr. indbygger over 16 år mod de 21,2 liter, som det lå på i 2025.
Årsagerne er velkendte. Det er blandt andet ændrede forbrugsvaner hos de yngre generationer. Derudover er der også stadig flere, der dropper alkohol, fordi de er bekymrede for, at den skader helbredet, hvilket jo er direkte forkert, når det gælder et moderat forbrug – og især vinforbrug. Noget tyder på, at WHO’s fordømmelse af al alkohol desværre har vundet gehør rundt omkring i EU-landene…
En stigende forkærlighed for vine af højere kvalitet nævnes også som en årsag til det fremtidige faldende forbrug. Jo dyrere vine, desto færre køber forbrugerne.
Nedenfor bringer vi lidt flere oplysninger fra prognosen.
Nedgang for rødvin, optur for hvidvin
* EU-lande, der pr. tradition altid har haft et stort vinforbrug, som fx Frankrig og Tyskland, vil blive mest påvirket af de dalende forbrugs-tendenser frem mod 2035.
* Mens efterspørgslen på rødvin fortsat vil falde i de kommende år, vil forbruget af hvidvin, rosévin og mousserende vin vokse.
* Salget af vine uden alkohol eller med en reduceret mængde alkohol vil blive ved med at stige. Dog vil der ifølge prognosen stadig være tale om en lille andel af det samlede vinsalg i EU.
* EU-vinlandenes hjemmemarkeder er de største aftagere af egne vine. I gennemsnit tegner salget sig for to tredjedele i de respektive vinlande.
* Den samlede eksport af vin fra EU-landene lyder på 20%. Det forventes at eksporten vil falde med 0,6% og importen med 1,9% pr. år, indtil vi runder 2035.
Illustrationen øverst til højre er fra EU’s prognose. Den viser dels det samlede vinforbrug i EU-landene (lyseblå linje), dels forbruget i gennemsnit pr. indbygger fra 2010 til 2035.
annonce








