annonce

Druer i exceptionel balance, top-kvalitet, elegante tanniner, en stor årgang i vente… De rosende ord vil ingen ende tage, når vinproducenterne i Piemonte-appellationen Barolo omtaler den nye årgang 2025.
Nu er de sidste Nebbiolo-druer kommet i hus, og forvandlingen til rødvin er flere steder godt i gang. Og den nye årgang har alle ingredienser til at blive helt fantastisk.
Førende producenter som Pio Cesare, Prunotto, Luciano Sandrone, Vietti og Michele Chiarlo har alle meldt ud om den gode druehøst. Gianlucca Torrengo fra Prunotto har til Winenews.it udtalt, at Nebbiolo-druerne er af en kvalitet, vinhuset ikke har set i årevis.
Eugenio Palumbo fra Vietti har ytret, at sammenlignet med de sidste 24 års høstårgange, så stikker de netop høstede druer af med deres perfekte balance mellem sukker, syre, farve og aroma.
Man regner også med, at det bliver en årgang, der vil kunne have en meget lang levetid i flasken. Og så vil årgang 2025 komme til at få et alkoholindhold på omkring de 13,5% mod kraftigere årgange som fx 2022 og 2023, hvor procenterne nåede op på 14,5.
VinAvisens reporter, Danny Bahl, har netop været i Piemonte:
– Hos alle de Barolo-huse, jeg besøgte og talte med, var udmeldingen den samme, siger han. – Årgangen er klart bedre i både volumen og kvalitet end årgang 2024.
Så det vil nok være en rigtig god idé at investere i nogle Baroloer årgang 2025 – når de til sin tid bliver sluppet løs fra vinhusene.
annonce









