annonce

Som tidligere nævnt har mange vinproducenter, når høsten er lige om hjørnet, problemer med fugle, der stjæler de fuldmodne druer. Det er især i de oversøiske vinlande – i Australien, New Zealand og Californien – fuglene kan gøre et alvorligt indhug i høstmængden.
Producenterne tager forskellige midler i brug for at holde fugleflokkene væk. Nogle spænder net ud over vinstokkene, mens andre opsætter højtalere, der med jævne mellemrum sender skræmmelyde ud over marken. Andre igen ophænger reflekterende genstande, hvis lysglimt, når solstrålerne rammer dem, skræmmer fuglene. Og så er der dem, der sætter høgekasser op og lejer nogle høge, som skræmmemiddel. Ørne, falke og andre rovfugle bliver ligeledes anvendt som ”vagt-værn”. Igen andre anvender gas-kanoner – hvilket ofte ender med, at de bliver upopulære i lokalsamfundet, idet kanonerne larmer noget så frygteligt.
Forsøg med tre skræmme-metoder
Nogle af metoderne er relativt dyre, og det er ikke alle, der er lige effektive. Fuglene kan fx vænne sig til både lyde og lysglimt.
Men stadig flere steder anvender vinproducenterne droner. Og et forsøg udført af forskere fra University of Sydney har da også vist, at dronerne er ret effektive som fugle-skræmmere.
De australske forskere satte sig for at sammenligne effektiviteten af henholdsvis fuglenet, reflekterende genstande og så droner.
Dronerne blev udstyret med højtalere, som udsendte skræmmesignaler, ligesom man lod udstoppede krager hænge ned fra deres underside.
Forsøget fandt sted i tre vinmarker i South Australia i distrikterne Hunter Valley, Young og Orange – marker, der alle var lige hårdt ramt af forslugne fugle. Og man afprøvede alle tre skræmmemetoder samtidig i de tre marker og i forskellige vinmarkspartier.
Dronerne klarede sig godt
Nettene blev sat over vinstokkene, de reflekterende genstande blev hængt op, og dronerne fløj over vinmarkspartierne en gang i timen fra solopgang til solnedgang.
Da forsøget var slut, og forskerne undersøgte skaderne på druerne, viste det sig, at dronen i vinmarken i Hunter Valley havde været det mest effektive redskab, når det gjaldt om at få fuglene skræmt væk, mens nettene vandt marginalt over dronerne i Young og Orange. Man kan læse mere om forsøget ved at klikke her.
I Australien – og især i Victoria og South Australia – er droner, der flyver over vinmarkerne, efterhånden et almindeligt syn. Også på New Zealand tager stadig flere vinhuse dem i brug.
I Toscana og det spanske Catalonien tester man i øjeblikket også droner som et alternativ til fuglenet. Og ligeledes i Frankrig – i Champagne og Bordeaux – eksperimenteres der med droner som fugle-skræmmere.
annonce








