annonce
Dræber meldug med ultraviolette stråler
- 9. august 2025
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Som nævnt i denne uges artikel ”PiWi i Portugal”, er svampeangreb i form af meldug i vinmarkerne et stigende problem for denne verdens vinproducenter. Og den gængse metode til at forebygge angreb er kemiske sprøjtemidler – hvilket selvsagt belaster miljøet.
Nu er der lanceret en ny vinmarksrobot, der ifølge magasinet Forbes gør det muligt effektivt at bekæmpe meldug. Den er udviklet i et samarbejde mellem det italienske firma Free Green Nature og vinproducenten Piccini i Chianti Classico.
Robottens navn er Icaro X4, og dens udvikling har været flere år under vejs. Den drives via solenergi, og dens teknologi er baseret på kunstig intelligens. Robotten er i stand til at analysere data fra sensorer og derved ”opdage” angreb af meldug, før symptomerne overhovedet er synlige.
Robotten vil finde frem til den eller de angrebne vinstokke og med få centimeters nøjagtighed ramme præcis det sted, svampen befinder sig. Og det, som Icaro X4 rammer med, er ultraviolette stråler.
Strålerne ødelægger melduggens dna og stimulerer samtidig vinstokkens eget immunforsvar – noget, som kemisk stråling ikke kan klare.
Icaro X4 er i stand til at arbejde i ét væk i vinmarken i hele 72 timer, hvilket jo lyder optimalt, hvis angrebet af meldug er omfattende.
Ifølge Free Green Nature kan robotten reducere brugen af kemiske sprøjtemidler med op til 70%.
Man kan læse mere om Icaro X4 på firmaets hjemmeside. Og i en video kan man se robotten i aktion.
annonce









