annonce

Med klimaændringerne følger stadig hyppigere perioder med udbredt tørke. Og det har medført en debat mellem de franske vinproducenter og landets myndigheder omkring vanding af vinmarkerne.
I flere lande er vanding af vinstokkene, når der er behov for det, en ganske naturlig ting. Men sådan forholder det sig ikke på fransk jord. Her er skrappe vandingsregler, der varetages af den franske appellationsmyndighed, INAO.
Som det er nu, må en fransk vinproducent ifølge Wine Intelligence vande de nyplantede vinstokke (plantiers) efter behov. Alle øvrige vinstokke må kun vandes fra 15. september til 1. maj.
Men reglerne hører en svunden tid til, lyder kritikken fra et stigende antal franske drueavlere og producenter. I store områder lider vinstokkene i dag under vandstress i sommermånederne på grund af ekstrem tørke. Uden vanding får man druer med manglende friskhed og syre og med et sukkerindhold, der giver vine med en høj alkoholprocent. Og det er ikke sagen i en verden, hvor forbrugerne i stigende grad vil have vine med færre procenter.
Den gyldne middelvej
VinAvisen har besøgt områder – blandt andet i Rhône – hvor producenterne har fortalt, hvordan tørken ikke længere kun rammer de unge vinstokke men også de ældre, hvis lange rødder ellers skulle have mulighed for at finde vand dybt nede i jorden. Så der må ske noget – hvilket INAO også har indset.
Appellationsmyndigheden overvejer derfor i øjeblikket forskellige forslag fra de franske vinproducentforeninger om en justering af vandingsreglerne. Målet er at tillade begrænset og overvåget vanding i sommermånederne, så vinstokkene i de enkelte marker ikke får en dråbe mere, end højst nødvendigt for at overleve og producere druer af bedste kvalitet.
Når man er så forsigtig fra INAO’s side, skyldes det, at man med for megen vandig kan ende med kvantitet i stedet for kvalitet, når det gælder druehøsten. Og så er der det med, at terroiret – klima- og jordbundsforholdene – skal kunne mærkes i den færdige vin, noget som den franske vinindustri om nogen værner om. Her er man bange for, at de enkelte vines særlige karakter rent bogstaveligt bliver udvandet, hvis druerne får for megen vand.
Hos INAO stræber man derfor efter den gyldne middelvej med et nyt regelsæt, der tilgodeser vinstokkenes trivsel samtidig med, at det ikke går ud over druernes kvalitet og vinenes karakter.
annonce










