annonce
Delamain er et af de ældste cognachuse, og netop i år kan huset fejre sit 200 års jubilæum. Det gør det blandt andet med frigivelsen af en særlig cognac i den meget flotte flaske, som ses på billedet ovenfor.
Flasken er en såkaldt damejeanne – en stor rund flaske, der rummer hele 10 liter.
Damejeanne kaldes også damejean eller demijohn. Sidstnævnte bruges mest om de store flasker med kurveflet til transport og opbevaring af vin eller brændevin.
Den damejeanne, som Delamains cognac er tappet på, er dog af en noget mere elegant kaliber. Den er dekoreret af et fornemt parisisk smykkefirma, Maison d’Art Goossens, og udsmykningen består af 245 forgyldte enkelte dele, der til sidst er blevet loddet sammen. Dekorationens fugle er støbt i håndlavede støbeforme.
200 mindre flasker til salg
Cognacen er en blanding af fem forskellige eaux-de-vie’er, hvoraf den ældste har ligget og modnet i cognachusets kælder siden 1947. Brændevinene er hver især kreeret af kældermestrene fra de sidste fem generationer af familien Delamain. I dag er det niende generation, der viderefører huset.
L’Edition Rare du Bicentenaire, som er navnet på jubilæumscognacen, vil blive sat på online-auktion hos auktionshuset Bonhams mellem d. 19. november og 7. december. Her kan man så byde med – hvis man har råd.
Startbuddet er endnu ikke oplyst, men det kommer uden tvivl til at ligge i den meget tunge ende af skalaen. Der eksisterer jo kun denne ene store flaske af cognacen.
Med i købet får man et to dages besøg hos Delamain med cognacsmagning sammen med tre gæster samt en “almindelig” 75 cl’s flaske af selv samme cognac, så man ikke behøver at åbne klenodiet lige foreløbig.
Der er fremstillet i alt 200 eksemplarer af disse 75 cl’s flasker, der ligeledes har en fin dekoration fra det parisiske smykkefirma. Flaskerne vil blive sat til salg i udvalgte spiritusforretninger rundt om i verden til 6000 euro (cirka 45.000 kr.) stykket.
Mon der tilflyder en dansk forretning et eksemplar? I så fald hører vi gerne på mariette@vinavisen.dk.
annonce