annonce

Hvis man er sammen med Niels Strøjer Rasmussen, og snakken falder på portvin, bør man sætte sig godt til rette. Den portugisiske hedvin har i de sidste 25 år været hans store passion, og han elsker at formidle sin viden om vinen – hvilket han gør via foredrag, artikler og smagninger, ligesom han årligt afholder Odense Portvinsmesse.
Hans viden om portvin er så omfattende, at vinsamlere selv i udlandet (heriblandt portugisere) kontakter ham for at få vurderet deres ældre portvine.
I 2018 blev Niels Strøjer Rasmussen optaget i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto. Og nu er hans viden og gode formidlingsevne omkring portvin blevet belønnet med en fornem titel, som kun tre andre i verden er indehavere af (og ingen af dem er danskere).
For nylig blev han nemlig adlet som Fidalgo Cavaliers do Vinho do Porto (Ædel Ridder) af broderskabet.
Revurderes hvert femte år
Fildalgo Cavaliers er ikke, som de øvrige titler i broderskabet, en titel, man kan indstilles til. Det er broderskabets øverste syv mand store råd, der håndplukker folk, som det mener fortjener den.
Confraria do Vinho Porto blev grundlagt i 1982, og er et verdensomspændende broderskab med mere end 2000 medlemmer. Alene i Portugal er der i år optaget 99 nye brødre, og i Danmark findes der i alt 77 brødre.
Der er flere titler og kategorier inden for broderskabet alt efter, om man er ansat i et portvinshus, er portvinsskribent eller noget helt tredje. Den højeste titel, man kan opnå som vinprofessionel er dog den som Ædel Ridder.
Under selve optagelsesceremonien gik Niels Strøjer Rasmussen op ad den røde løber til præsidenten, der oplæste begrundelsen for adlingen, hvorefter han fik overrakt de emblemer og genstande, som viser hans rang.
Når man er blevet Fidalgo Cavaliers, kan man ikke bare hvile på laurbærrene. Som den eneste af broderskabets titler revurderes titlen hvert femte år. Indehaverne af titlen skal således bevise, at de fortsat gør en indsats for at udbrede kendskabet til portvin – hvilket nok ikke bliver noget problem, når det gælder Niels Strøjer Rasmussen!
Man kan læse mere om ham i denne uges Blå Bog nedenfor. Og i morgen søndag d. 13/7 vil man om aftenen kunne se et indslag på TV2 Fyn med den nykårede Ædle Ridder.
annonce








