Nyheder

Dansk Vinskue med 284 vine, frugtvine og mjød

Hvert år i 27 år er der blevet afholdt Dansk Vinskue, hvor danske vinproducenter kan dyste om de bedste vine inden for en række kategorier...

annonce

Dansk Vinskue med 284 vine, frugtvine og mjød

Del artiklen

Hvert år får de danske vinbønder mulighed for at præsentere deres vine ved Dansk Vinskue, hvor der uddeles udmærkelser og medaljer til de bedste vine og frugtvine. Det er Foreningen Dansk Vin (FDV), der afholder skuet, hvis nyeste udgave løb af stablen i Køge d. 20. september.
Der var tilmeldt i alt 225 vine inden for ni forskellige kategorier. Hvidvinene dominerede med 67 styk, mens der var 65 rødvine, 38 mousserende vine, 32 rosévine og 8 hedvine af portvinstypen.
Derudover var der tilmeldt 17 frugtvine, 12 cidere og 30 mjød. Så sammenlagt blev det til 284 forskellige flasker – hvilket var noget mindre end sidste års 379 flasker. Her var der da også tale om det største antal nogensinde i vinskuets 27 år lange historie.
De mange flasker var i år indsendt af 33 erhvervsproducenter, som sælger deres vine i Danmark, og 53 hobbyproducenter. To skandinaviske producenter deltog også på lige fod med deres danske kolleger.

Flotteste stand og årets etiket

Det var op til et større smagepanel bestående af sommelierer og andre vinprofessionelle at kåre vinskuets vindere efter at have blindsmagt sig gennem de mange vine, cidere og mjød. Der blev uddelt medaljer af både guld, sølv og bronze samt et antal særlige udmærkelser.
Årets Vinbonde blev Kurt Lundkvist, der med sin hedvin Cuveé 10 scorede vinskuets højeste point samt en guldmedalje. Hans frugtvin Kirsa opnåede en flot sølvmedalje.
Også årets flotteste stand blev kåret, og her var det Jens Jørgen Dybing, der løb med sejren. Prisen for årets etiket gik til Jens Jørgen Fogh for den, der pryder hans Orangevin.
Man kan se samtlige resultater fra årets vinskue – samt flere billeder – ved at klikke her.
Skuet vender tilbage d. 12. september 2026, og alle medlemmer af Foreningen Dansk Vin kan melde sig som deltagere.

annonce