annonce

Verdensmesterskabet i blindsmagning årgang 2025 er netop afgjort. Og ud af de i alt 40 deltagerlande fik Danmark en flot niende plads. Det var holdet The Muscadets bestående af Ali Amidi, Jannick Wang og Domen Presern, der repræsenterede de rød-hvide farver. Tidligere i år havde de vundet DM i blindsmagning i København.
Det er det franske vinmagasin La Revue du Vin de France, der siden 2013 har arrangeret VM i blindsmagning.
Rammerne var Fort des Rousses i Jura, og de 40 hold svandt i løbet af konkurrencen ind til fire finalehold.
I finalen skulle der smages 12 vine – seks hvide og seks røde – og holdene havde tre timer til at gætte vinenes oprindelsesland, druesort(er), appellation, årgang og producent.
Årets vinder blev værtslandet Frankrig – der sidste år måtte nøjes med en 28. plads.
Kina kom ind på andenpladsen efterfulgt af Australien og Macao på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen. Godt gået af Macao, der var med til VM for første gang.
Ved at klikke her kan man se placeringerne for samtlige af de 40 hold, og de point de indkasserede undervejs i konkurrencen.
annonce








