annonce

“Goda Nyheter” er VinAvisens svenske søster-avis om nyheder fra vinens verden m.m. Den udgives af Mikael Mölstad, og i hans seneste nyhedsbrev bringer han en interessant og let ironisk artikel om Systembolaget.
Som bekendt har den svenske stat monopol på salg af vin og anden alkohol, og salget foregår i 452 fysiske Systembolag-forretninger.
Med monopolet ønsker staten ganske enkelt at begrænse de ”sundheds- og samfundsmæssige skader, der følger med indtagelsen af alkohol.”
Nedenfor bringer vi Mikael Mölstads artikel – som man kan læse på svensk ved at klikke her.
Systembolaget har offentliggjort sit årsregnskab for 2025. Det viser en nedgang i salget og en kraftig nedgang i driftsoverskuddet. Men det, der er vigtigst, er tilfredse kunder, lyder det ifølge en statslig pressemeddelelse.
Hvis Systembolaget havde været et børsnoteret aktieselskab, ville der være udsendt profitadvarsler, og aktien ville være styrtdykket. Men Systembolaget er ikke et almindeligt aktieselskab. Det er et statsligt aktieselskab, hvis formål er, at de alkoholrelaterede problemer bliver mindre, når alkohol sælges uden profitinteresse.
Årsregnskabet er således en succes i sig selv. I tal udgør nettoomsætningen 39 milliarder kroner (2024 = 39,4 mia. kr.), og driftsresultatet (det vil sige overskud før renter og skat) 30 millioner kroner (2024 = 33,8 mio. kr.).
Men hvordan måler man så sin succes, hvis det ikke handler om at tjene penge?
Jo, det gør man via kundetilfredshed – jo flere, der kan lide Systembolaget, desto gladere bliver man hos det statsejede monopol. Men husk – du må ikke blive så glad, at du køber mere. Med andre ord: Hold af os – men lad helst være med at handle.
Systembolagets kundetilfredshedsindeks viser, at 82% af kunderne er tilfredse med forretningerne. Godt gået! At man er glad for dette tal, har sin forklaring: uden folkets kærlighed vil Systembolagets monopol nemlig ikke bestå.
Men hvad er så det næst vigtigste succeskriterie? Hold fast – det handler om alderskontrol. Med stolthed meddeler monopolet i regnskabsmeddelelsen, at ”alderskontrollerne opnår det bedste helårsresultat hidtil med 97,8% godkendte kontrolkøb”. Godt gået!
Det er oplagt at spørge om, hvorfor folk køber mindre alkohol hos monopolet, når nu de er så glade for det. Det er der en helt anden årsag til. Alkoholforbruget falder i næsten alle samfundsgrupper. Det er også en international tendens.
Det dalende alkoholforbrug er altså ikke Systembolagets fortjeneste. Da Systembolaget er mere serviceminded end nogensinde og desuden tilbyder et stadigt større sortiment med stadig flere populære produkter, burde de jo sælge mere.
I princippet er Systembolaget én stor afvigelse fra reglen. Ligesom det med, at humlebien flyver, selv om den egentlig ikke burde kunne.
annonce









