Chianti i Toscana er en rødvins-appellation. Sådan er det bare – men sådan har det ikke altid været. Det viser en ny undersøgelse fra University of York.
I Chianti tæt ved Siena er arkæologer ved at udgrave en romersk bastion fra oldtiden. Dybt nede i en brønd fandt man 80 druekerner, der var mere end 2000 år gamle – og velbevarede efter at have været beskyttet af det mudrede vand.
Nu har de britiske forskere afkodet kernernes DNA og er nået frem til, at de alle stammer fra grønne druesorter, og at hovedparten af dem kommer fra vinstokke, dyrket med fremstilling af vin for øje. Enkelte kerner stammer fra vilde vinplanter.
En stor del af kernerne kommer fra én og samme druesort – som dog ikke har nogen forbindelse til de hvidvinsdruer, man kender i dag. Men en enkelt kerne er fra en drue, som er i familie med Baratcsuha szürke (en ren spiritusprøve… :)).
Det er en sjælden drue, som dyrkes i Ungarn, og som igen er i familie med Szürkebarát, der i Tyskland er bedre kendt som Grauburgunder.

Engang blev der blandet grønne druer i rødvinen

Det er ikke første gang, man har fundet og analyseret druekerner fra oldtiden. Og man kan ikke lade være med at forundres over de mange oplysninger, forskere kan udlede af de ældgamle kerner.
Man kan læse de britiske forskeres fulde rapport over undersøgelsen i Journal of Archaeological Science.
Nu er det jo ikke sådan, at der slet ikke fremstilles hvidvin i Chianti-området. Den må bare ikke have et “Chianti” på etiketten men kun den bredere appellation, “Toscana IGT”.
Der var engang, hvor man også blandede grønne druer i Chianti-rødvinen. Det var i 1800-tallet, hvor Barone Bettino Ricasoli udstedte den officielle “opskrift” på vinen. En Chianti-vin skulle ifølge ham bestå hovedsagelig af Toscanas store blå drue, Sangiovese. Men for at blødgøre de lidt kraftige tanniner og gøre den unge vin lettere drikkelig anbefalede han tilsætning af den grønne Malvasia-drue.
Den skik hører historien til. I dag er det forbudt ifølge Chiantis vinråd at tilsætte grønne druer til rødvinen.