annonce
Coleburn Distillery vækkes af sin Tornerosesøvn
- 30. august 2025
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Der er sikkert nogle whiskyentusiaster blandt VinAvisens læsere, og de kan nu glæde sig over, at Skotland får endnu et destilleri, der vil bestræbe sig på at forsyne verden med dejlige udgaver af den gyldne spiritus.
Faktisk er der ikke tale om et nyt destilleri men genåbningen af Coleburn Distillery i Speyside, der har sovet Tornerosesøvn, siden det lukkede i 1985.
Destilleriet blev grundlagt i 1897, og var ejet af United Distillers & Vintners, en forgænger for en af verdens største alkoholproducenter, Diageo, da det lukkede.
Det er et firma, der sælger whiskyfade, D&M Winchester, som nu vil puste nyt liv i de smukke, gamle destilleribygninger. Og ikke kun det – ejendommen skal udvides til et resort med overnatningsmuligheder og en bistro.
De nye faciliteter forventes færdigopført i starten af 2027, og når der for alvor kommer gang i whiskyproduktionen, forventer man, at der vil blive fremstillet 1 million liter whisky årligt. Produktionen vil blive varetaget af en garvet masterdestiller, Keith Cruickshank, der har fremstillet whisky i 27 år hos destilleriet Benromach.
annonce










