annonce

Indtil videre har det været tilladt at fremstille champagne på syv forskellige druer. De tre mest anvendte er de blå Pinot Noir og Meunier og den grønne Chardonnay. Derudover må champagnehusene ifølge det lokale vinråds regler også anvende Arbane, Petit Meslier, Pinot Blanc og Pinot Gris.
Nu har champagnehusene fået en ottende drue, som de må lave champagne på, og det er Chardonnay Rosé – en lyserød Chardonnay-drue.
Druen, der er en mutation af den kendte grønne Chardonnay, er blandt de mere sjældne druer. Den findes i få områder i Bourgogne og spredt i små vinmarkspartier i Champagne. Men man har altså ikke før nu måttet anvende den i fremstillingen af den berømte mousserende vin.
Opdaget i år 1900
Den lyserøde drue kan spores tilbage til år 1900. Her opdagede ampelografen Rémi Couvreur-Périn den i sin lille private vinmark med forskellige druesorter – heriblandt den almindelige Chardonnay-drue. Og første gang, han beskrev druen, var i en afhandling, “Le Vigneron Champenois”, fra 1926. Derefter gik druen stort set i glemmebogen, men for at sikre sig dens overlevelse blev den i 1950 indlemmet i den store samling af vinstokke med historiske druesorter, som varetages af forskningscentret for landbrug, INRAE.
Her har man løbende forsket i druen og har blandt andet fundet frem til, at den er resistent over for forskellige vinmarkssygdomme – især svampesygdomme, der jo trives ekstra godt i disse år på grund af klimaændringerne. Store mængder kraftig nedbør er guf for udbredelsen af svamp.
Selv om druen på mange måder minder om Chardonnay, når det gælder karakter og aroma, så har den et lidt højere syreindhold, hvilket igen er velegnet til en fremtid med global opvarmning. Det er derfor oplagt, at Chardonnay Rosé nu er kommet med på listen over tilladte druer til fremstilling af champagne.
Vinrådet i Champagne har faktisk arbejdet på sagen siden 2017, men det er altså først nu, at tilladelsen er kommet fra højeste sted, nemlig den franske appellationsmyndighed, INAO.
Champagnehuset Louis Roederer har allerede ifølge Wein.plus meddelt, at det vil plante Chardonnay Rosé og anvende druen til husets Brut Nature for at give champagnen mere kompleksitet.
annonce








