annonce

Hvert år bebudes der en officiel start på høsten i Champagne – altså den dato, hvor man forventer, de første druer kommer i hus. I år er datoen ifølge avisen L’Union sat til d. 15. august. Dog, i de varmere områder af distriktet, som fx i Montgueux, der er kendt for sine meget tidligt modne Chardonnay-druer, kan startskuddet lyde allerede d. 10. august.
Hvis det holder stik, vil høsten årgang 2026 blive den tidligste nogensinde i Champagnes historie. Rekordåret er indtil videre 2020, hvor de første druer blev høstet d. 13. august.
Mistede 85% af druerne
Det er sket før, at druerne i Champagne høstes i august. Første gang var i 1822, hvor man begyndte høsten d. 20. august. Næste gang var d. 18. august 2003. Men i de senere år er det sket hyppigere.
Årets druehøst i Champagne bliver ikke blandt de store. Først på sæsonen kom varmen, og vinstokkene fik knopper forholdsvist tidligt. Men så kom frosten, der tog en stor del af den kommende høst. I nogle områder mistede producenterne 25% af druerne, mens kulden gjorde kål på hele 85% flere steder i det nordlige Aisne.
annonce








