annonce

Rundt omkring i de europæiske vindistrikter er der gang i forsøg med nye druesorter. Druer, der er resistente over for meldug eller andre vinmarkssygdomme eller er hårdføre over for længerevarende tørke. Disse forsøg er nødvendige i en tid med global opvarmning.
De nye druer kan være gamle kendinge fra sydeuropæiske vindistrikter, som på grund af klimaændringerne bliver oplagte i mere nordligt beliggende distrikter. Men druerne kan også være hybriddruer, hvor man har krydset sig frem til de ønskede egenskaber.
En sådan drue er den grønne Voltis, der er blevet udviklet til netop at kunne modstå angreb fra meldug. Nu er druen efter flere år på forsøgsbasis omsider blevet godkendt til anvendelse i Champagne. Voltis er dermed den første sygdoms-resistente hybriddrue, der har fået det blå stempel i den traditionsrige franske appellation.
Højst 10% af vinen
Med klimaændringernes stadig mere fugtig-varme vejr er meldug blevet en stigende plage i Champagne. Og det betyder, at der bliver sprøjtet stadig mere med kemiske midler for at reducere udbredelsen af svampesygdommen.
Hos Champagnes vinråd ønsker man naturligvis at begrænse brugen af sprøjtemidler, og netop derfor indledte man i sin tid forsøg med Voltis.
Nu er druen så blevet endelig godkendt til anvendelse i champagne – dog må den højst udgøre 10% i en flaske af den mousserende vin.
I 2023 lod man ifølge Wine Spectator et panel af flere hundrede vinspecialister blindsmage hvidvine indeholdende bare 5% Voltis, og her lød den generelle dom, at vinene var rundere og mere drikkemodne end sammenlignelige vine, der ikke indeholdt druen.
De første flasker champagne med et indhold af Voltis forventes på forretningshylderne i løbet af 2028.
I alt er der nu plantet Voltis i 170 vinmarksparceller tilhørende kooperativer, champagnehuse og drueavlere.
Et stort drue-samarbejde med Bourgogne
Endnu en meldug-resistent hybrid-drue er på forsøgsstadiet i Champagne. Det er den grønne Aurelis, der med sin fine syre minder lidt om Riesling. Det forventes, at druen bliver godkendt til brug i vin i appellationen i 2027.
Champagnes vinøse myndigheder har også gen-godkendt en drue, der fra og med cirka år 1900 bredte sig i distriktet men endte med at blive forbudt til brug. Det drejer sig om druen Chardonnay Rosé – en lyserød mutation af den kendte Chardonnay-drue.
Og så er der CEPINOV, der er søsat i samarbejde med Bourgognes vinøse myndigheder. I dette storstilede projekt tester man hele 400 forsøgsdruer og udfører forsøg med krydsninger af Chardonnay og Pinot Noir, to druer, der jo er udbredte i såvel Champagne som Bourgogne.
Så ja, der sker en del på drue-fronten i disse år i to af Frankrigs mest berømte appellationer.
annonce










