annonce
Da prins Charles og Lady Diana sagde ja til hinanden i London i 1981, blev det af medierne kaldt for “århundredets bryllup”.
I anledning af den store begivenhed blev der fra champagnehuset Moët & Chandon leveret en særudgave af Dom Pérignon årgang 1961 til den efterfølgende bryllupsreception og fest.
Det drejede sig om et meget begrænset antal flasker – kun 111 styk – hvoraf de 12 var magnumflasker.
Nu er der mulighed for at erhverve en af de sjældne magnumflasker på en auktion d. 11. december hos Bruun Rasmussen. Auktionshuset vurdering ligger på 500.000 til 600.000 kr. – hvilket synes ret højt. I 2019 blev der hos det britisk auktionshus Bonhams solgt en af disse magnumflasker for 4880 pund (cirka 42.000 kr.) – en flaske, der ud fra billeder på internettet ser ud til at være i lige så god stand som den hos det danske auktionshus. Men selvfølgelig kan øjet bedrage.
Bliver nok ikke åbnet nytårsaften
Hos Bruun Rasmussen regner man med budkrig, når flasken kommer under hammeren, da den højst sandsynligt vil være eftertragtet af såvel vinsamlere som samlere af royale genstande fra ind- og udland.
Man skal nok ikke regne med, at den nye indehaver af flasken vil skåle i indholdet nytårsaften – og champagnen ville højst sandsynligt også være toppet for lang tid siden. Dog regnes årgang 1961 for en særdeles holdbar årgang, og i en magnumflaske udvikler vinen sig langsommere end i en almindelig 75 cl’s flaske.
Man kan læse mere – og byde med – ved at klikke her.
annonce









