Nyheder

Bourgogne ramt af haglbyger

Alt tegnede godt i Bourgogne. Men lige pludselig blev en god vækstsæson afløst af et kraftigt hagluvejr...

annonce

Bourgogne ramt af haglbyger

Del artiklen

Vækstsæsonen i vinmarkerne i Bourgogne går i år helt efter bogen med en perfekt mængde regn efter en tørkeperiode og druer, der er sunde og uden meldug og andre vinmarkssygdomme. 
Men i den forgangne uge indtraf et katastrofalt hagl-uvejr, der endnu en gang bekræfter, hvor uforudsigeligt og usikkert livet som vinproducent kan være.
Uvejret kom pludseligt og uventet og ramte især Côte de Beaune-området, hvor det skabte store ødelæggelser i Beaune og Pommard.

Tab på op til 80%

Kraftig vind medførte, at haglene bombarderede og gennemhullede løvet. Og der, hvor de små nye druer ikke var beskyttet af løv, blev de hurtigt brune og ødelagte.
Skaderne er endnu ikke gjort op, men ifølge den lokale avis Le Bien Publique er der tale om tab af den kommende druehøst på mellem 10 og 40% – og i enkelte vinmarker helt op til 80%.
I en mark i Savigny-lès-Beaune mistede vinproducenten mellem 20 og 30% af sin kommende druehøst i løbet af kun 5 minutter.
Når det gælder høsten i Bourgogne, forventes den at starte meget tidligt i år nemlig allerede i slutningen af august. Hvis det holder stik, kan det blive den tidligste høst i distriktet nogensinde.

annonce