annonce
Vi ved jo godt, at man kan dyrke og fremstille vin i Danmark. Men i det store udland er det stadig opsigtsvækkende og noget, der trækker overskrifter. Og det er jo kun godt.
For nylig var der fx et indslag hos Storbritanniens nationale tv-kanal BBC om vin og vindyrkning i Skandinavien med et særligt fokus på Danmark.
Der er blandt andet en lille reportage fra Vejrhøj Vingaard i Fårevejle, hvor den britiske journalist taler med ejerne Nina og Niels Fink, der grundlagde vingården i 2011 og i dag fremstiller 20.000 flasker årligt. Man runder også både klimaændringerne og druesorterne – og en vinhandler, der mener, at kvaliteten trænger til et løft, hvis de danske vine skal kunne leve op til de forholdsvis høje priser.
Man kan se indslaget på YouTube, hvor det i løbet af det første døgn blev set mere end 17.000 gange.
Det er også lidt sjovt at se kommentarsporet nedenunder indslaget. Her er der fx en seer, der foreslår, at man bare skal iblande dansk vin sydeuropæisk, sydafrikansk eller chilensk vin…
annonce