Nyheder

Aude i flammer

Naturbranden i den sydfranske region Aude har ædt sig gennem et område, der er større end Paris. Nu er branden under kontrol, men den har efterladt nedbrændte landsbyer og vinmarker...

annonce

Aude i flammer

Del artiklen

Den sydfranske region Aude har været udsat for den største naturbrand i Frankrig siden 1949. Nu er ilden omsider under kontrol, men den har nået at æde sig gennem hele 17.000 hektar skove, landsbyer og vinmarker.
En kraftig blæst hjalp ilden godt på vej, og da blæsevejret var på sit højeste, lagde flammerne cirka 1000 hektar øde i timen.
Når det gælder vinens verden brændte 9 km2 vinmarker ned til grunden – hårdest gik det ud over det berømte vindistrikt Corbières.
Myndighederne i Aude vurderer at omkring 80% af den lokale druehøst enten er ødelagt eller er så røgsmittet, at der ikke kan fremstilles vin på druerne. Det er en katastrofe for de berørte vinproducenter, der netop skulle til at høste deres fuldmodne druer.
De sidste tre års tørke og ekstreme vejrforhold har svækket mange af vinmarkerne, hvilket ”lettede” arbejdet for ilden.

Vinmarker som brandbælter

Vinmarkerne virker dog også i mange tilfælde som brandbælter, der stopper ildens fremmarch, eller i hvert fald forsinker den, da flammerne først skal uden om markerne for at kunne fortsætte deres fremfærd.
Af samme årsag får den franske regerings projekt vinmarks-rydning i Aude også en del kritik i forbindelse med naturbrandene.
Netop i disse år, hvor klimaændringerne giver stadig mere udbredt tørke og dermed større risiko for ildebrande, giver regeringen 4000 euro (cirka 30.000 kr.) i kompensation for hver hektar vinmark, producenterne nedlægger.
Alene i år er der indtil videre nedlagt 5000 hektar marker i Aude.
Selvfølgelig kan det være nødvendigt at nedlægge vinmarker for at få en balance mellem efterspørgsel og udbud. Men ifølge kritikerne har det måske taget overhånd.
En lille film på YouTube fra M6Info fortæller (på fransk) om ildebranden og om vinmarkerne som brandbælter.

annonce