Nyheder

Albariño-kvas som fiskefoder

Resterne fra vinfremstilling kan bruges til lidt af hvert - blandt andet til fiskefoder til dorader...

annonce

Albariño-kvas som fiskefoder

Del artiklen

Når druerne er presset, står vinproducenterne tilbage med store mængder drueskind og kerner. Dette kvas har vist sig at kunne anvendes til rigtig mange formål lige fra kvægfoder til stolebetræk.
Nu har ny spansk forskning vist, at kvaset også kan gøre gavn, når det gælder opdræt af dorader – en kødædende fisk, hvis føde hovedsageligt består af krebsdyr. I Middelhavslandene opdrættes fisken i stor stil i store åbne netbure, der er placeret i beskyttede havområder. Her består foderet frem for alt af foderpiller, og der skal indfanges rigtig mange krebsdyr og fisk for at producere pillerne, hvilket er en belastning for havmiljøet.
Derfor forsøger mange opdrættere at vænne fiskene til plantebaseret foder – hvilket dog har sine udfordringer. Fiskene ender ofte med at lide af ernæringsmæssigt stress – væksten stopper for tidligt, og deres produktivitet reduceres.

Øget vækst og produktivitet

I håbet om at finde frem til et bæredygtigt foder, som fiskene trives med, har de spanske forskere udført forsøg med tilsætning af ekstrakt fra druekvas til et plantebaseret foder. Kvaset stammer fra presningen af Albariño-druer, og resultatet (det nye foder), der også er blevet tilsat mikroalger, har forskerne døbt LB-GreenGrape.
Foderet er med succes blevet afprøvet på dorader i opdræt, der netop led af ernæringsmæssigt stress. Efter nogen tid øgede fiskene deres vækst og produktivitet. 
Man kan læse mere om forskningen og det nye foder i tidsskriftet Mis Peces.

annonce