Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 29 2024



En ny type "klaser" er dukket op hos nogle af de sydfranske vinproducenter. Foto: Wikipedia/Safa.daneshvar.

Fra vin til pistacienødder Del på Facebook

At være vinproducent i Sydfrankrig er ikke nemt i disse år, og det skyldes ikke mindst klimaændringerne. Tørkeperioder og vandmangel er et stigende problem, og forårsfrosten gør ofte et alvorligt indhug i høstmængden af druer.

Stadig flere producenter tør ikke gå en fremtid i møde med vin som eneste indtægtskilde, hvorfor de nedlægger en del af deres vinmarker og planter andre afgrøder.
Ifølge Le Figaro er en af de erstatningsafgrøder, der vinder stadig mere terræn, pistacienødder, og de træer, hvorfra nødderne høstes, er meget hårdføre over for såvel tørke som forskellige plantesygdomme. Og afsætningen skulle der ikke være nogen problemer med. Alene de mange franske nougatproducenter, konditorier og chokolatiers bruger hvert år rigtig mange pistacienødder.

Planteskole med nøddetræer


Eneste lille problem er, at det tager seks år fra den dag, man planter et pistacienøddetræ, til det giver de eftertragtede nødder. Så plantning her og nu er udelukkende en udgift i en del år.
En af de sydfranske vinproducenter, der har nedlagt en del af sine vinstokke for at plante pistacienøddetræer, er Hugues Chaboud. I fire ud af de seneste seks år har han mistet en stor del af sin kommende druehøst til forårsfrost. Og han har ikke nøjedes med at plante egne træer - han avler også pistacienøddetræer, som han sælger til andre vinproducenter, der er nødt til at supplere deres indtægt.

Også kaktusser og Aloe Vera


Ifølge organisationen for pistacieavlere, France Pistache breder træerne sig i øjeblikket over cirka 450 hektar i Sydfrankrig, og halvdelen af dem er plantet af vinproducenter.
Som vi nævnte i uge 34 2021, er en lille gruppe sydfranske vinproducenter - ud over vin - også gået i gang med at dyrke kaktusser, som jo stort set ikke har brug for vand for at trives. Af frugterne fremstiller de selv safter, marmelader, cremer osv. På længere sigt er målet at grundlægge et kooperativ, hvor frugterne kan blive forvandlet til kommercielle produkter.
Aloe Vera planter, der heller ikke er vandkrævende, er ligeledes blevet en supplerende indtægtskilde for enkelte vinproducenter.


Japanbillen er ca. 1 cm lang og kan godt minde lidt om en almindelig gåsebille. Forskellen er, at den frygtede bille langs randen af hver dækvinge har fem hvide pletter og bagtil en større plet. Foto: Popillil.eu.

Farlig bille på grænsen til tyske vinmarkerDel på Facebook

Den er ganske smuk og farverig – og så er den alt ødelæggende, når det gælder 300 dyrkede og vilde planter, heriblandt vinstokke. Sådan er det med japanbillen (Popillil japonica).
Den kommer, som det fremgår af navnet, fra Japan, og blev set for første gang i Europa – i Norditalien – i 2014. Nu har den også invaderet Schweiz, hvor man foreløbig har fanget 38 eksemplarer af billen i fælder rundt om en planteskole i Basel – en by, der som bekendt ligger tæt på grænsen til Tyskland og til Baden-Würtentemberg, hvor der dyrkes rigtig megen vin. Billen er ifølge EU klassificeret som det næst værste skadedyr, når det gælder afgrøder.

Spiser alt på planterne


Det, der gør japanbillen så frygtet, er, at den spiser sig gennem alt på planterne – blade, blomster og frugter. Hver hunbille lægger 300 æg årligt, så det kan pludselig gå ret hurtigt med udbredelsen af billerne. Æggene er desuden svære at opdage, da billen gemmer dem i jorden. Larverne lever af rødderne på planten, hvorefter de forpupper sig og først kommer op til overfladen som fuldt udviklede biller.

En dyr bille


Alle alarmklokker lyder derfor i Basel. Der er etableret en 1 kilometer lang og 5 kilometer bred ”observations-zone” rundt om planteskolen i Basel med flere fælder og et forbud for byens indbyggere mod at hente kompost, jord eller planter fra zonen.
Japanbillen findes også i USA, hvor man årligt bruger cirka 460 millioner dollars (cirka 3 milliarder kr.) på at forsøge at bekæmpe den.
På en EU-støttet hjemmeside kan man læse mere om billen og bekæmpelses-initiativerne - og se en liste over alle de planter, den ernærer sig ved.
Også herhjemme er myndighederne på vagt, og ser man en japanbille i sin have, skal man anmelde det til Landbrugsstyrelsen - der ligeledes har en fin side om billen.

Villa-vingårde på verdensarvslistenDel på Facebook

Bourgogne har fået sine “climats” - navngivne vinmarker - med på Unescos verdensarvsliste. Nu vil Chianti Classico i Toscana have sine historiske villa-vingårde - 150 ejendomme i alt - med på listen.

Disse villaer, hvoraf de ældste typisk er fra 1500-tallet, er ofte “mini-landsbyer” med et fornemt hovedhus samt adskillige andre bygninger - vinkælder, olivenmølle, et par arbejderboliger osv. Hver af disse landbrugsejendomme afspejlede alt efter størrelse ejerens rigdom. Og alle har de ifølge Winenews.it spillet en stor rolle for udviklingen af det lokale landbrug i Chianti Classico.
At få ejendommene med på verdensarvslisten er blandt andet et vigtigt skridt til at få dem beskyttet mod nedrivning eller for kraftig modernisering.



Hagl og afrevene grene fra vinstokkene hos Demencia Wine i Bierzo. Foto: Demencia Wine.

Spanske distrikter ramt af hagl Del på Facebook

Uvejr med meget store hagl ses stadig hyppigere. Herhjemme fik vi som bekendt for nylig en dosis af de største hagl nogensinde på dansk jord - nogle af dem var cirka 3 cm i diameter.
Det er dog intet mod de hagl, der i de senere år har smadret bilruder og druer i vinmarkerne rundt omkring i Sydeuropa. Her tales der om hagl på størrelse med golfkugler og endog tennisbolde.
Senest er det gået ud over to nabodistrikter, Bierzo og Valdeorras, i det nordvestlige Spanien. Her har kæmpehagl ifølge Decanter bombarderet cirka 850 hektar vinmarker, svarende til 20% af det samlede vinmarksareal.

Påvirker to års høst


Uvejret har efterladt et meget trist syn med smadrede druer og afrevet vinløv - selv vinstokkenes hovedstammer er flere steder blevet beskadiget.
Nogle producenter har mistet hele deres kommende druehøst, mens andre har så få druer tilbage, at det ikke kan betale sig at sætte en høst i gang. Skaderne forventes også at komme til at påvirke druehøsten i 2025.
Myndighederne i de to spanske distrikter har bedt producenterne om at sprøjte deres vinmarker for at forhindre et svampeangreb - og det gælder også de vinhuse, der kun har få og ødelagte druer tilbage på vinstokkene.

VinAvisen i LanguedocDel på Facebook

På vores rundtur i den store sydfranske appellation Languedoc har vi i de sidste to uger besøgt to af underappellationerne: Picpoul de Pinet, hvis sprøde, friske hvidvine er oplagte til fisk og skaldyr, og Faugères, hvis kvalitets-rødvine imponerede. Nedenfor skal vi til Saint-Chinian og Pic Saint-Loup.


Selv om det var varmt og ind imellem lidt uvejsomt, var det bestemt indsatsen værd at vandre i det bjergrige terræn.

Dejlige hvidvine fra Saint-Chinian Del på Facebook

Saint-Chinian er hovedsagelig en rødvinsappellation. Men fra og med 2004 blev også hvidvine omfattet af appellationen. De udgør stadig kun 5% af produktionen, men ifølge de producenter, vi mødte, øges arealet langsomt men sikkert, og man gør også en hel del for at markedsføre hvidvinene.

Det var også dem, vi først blev præsenteret for, og man kan kun glæde sig til, at der kommer mere hvidvin fra Saint-Chinian. Det var gennemgående dejlige, velafbalancerede og fyldige vine.
Rødvinene, der ligeledes er gode og krydrede, måtte vi vandre lidt for at smage. Højt oppe i det bjergrige terræn skænkede producenterne velfortjente smagsprøver i glassene.
Det var en flot tur - og varm. Også her har man i de senere år lidt under udbredt tørke. Som ejeren af et af vinhusene i Saint-Chinian, Domaine de Cambis, fortalte, så har han i de sidste to til tre år mistet omkring 40% af sine druer til tørken.



"Han er vendt tilbage", hedder denne skulptur på ruten, der sad med sin vindunk ude foran en af hytterne.

Vinbøndernes små hytterDel på Facebook

Vandreturen er på 2,5 kilometer, og dens navn er Chemin (sti) de capitelles. En capitelle – eller capitèlo, som man siger i Languedoc – er en lille hytte, som vinbønderne og andre bønder i gamle dage brugte til opbevaring af redskaber – og til selv at søge skygge og kølighed i under markarbejdet. Hytterne er lavet af stablede sten uden mørtel.
Det kan varmt anbefales at gå ad Chemin de capitelles, og denne sommer byder turen på en ekstra oplevelse. Hist og pist dukker der et kunstværk af en nutidig kunstner op på stien. Det er syv franske kunstnere, der er blevet bedt om at ”udsmykke” ruten, og det har de gjort yderst kreativt. Prøv selv at se værkerne ved at klikke her.


Garriguen er både farvestrående og yderst velduftende.

Vinene smager af garrigueDel på Facebook

I Languedocs nordligste underappellation, Pic Saint-Loup, var vi på endnu en vandretur – denne gang for at høre om garriguen, der i høj grad sætter sit præg på en stor del af de sydfranske vine.

Garrigue betyder krat på fransk og består af lave vækster – vilde blomster og krydderurter – der vokser over store dele af Sydfrankrig. Her lever de side om side med vinmarkerne, og får også lov til at brede sig mellem rækkerne af vinstokke.
Det er blandt andet vild timian, rosmarin, lavendel og blomster. Og tilsammen udsender de vilde planter en skøn og intens krydret duft.
Garriguen er rig på aromatiske og æteriske olier, der opsamles i jorden, optages af vinstokkene og giver smag til vinene. Man kan simpelt hen smage garriguen i vinene fra Languedoc – nøjagtig som eukalyptustræer i nærheden af en sydafrikansk vinmark kan give vinene strejf af eukalyptus. Eller Piemontes trøfler kan give vinene her en lækker svampesmag.
Med os på turen havde vi Alicia Koch, der fortalte om de enkelte planter, og hvordan de kan bruges i madlavningen. Hun har faste ture på programmet, også med efterfølgende madlavning, hele sommeren – dog kun på fransk.

Undurraga køber hele to vinhuse Del på Facebook

Viña Undurraga i Maipo blev grundlagt i 1885, og er dermed et af Chiles ældste vinhuse. Det er også et stort vinhus, der ejer 1700 hektar vinmarker og årligt fremstiller cirka 18 millioner flasker vin.

Og nu er Undurraga blevet endnu større med købet af to familieejede chilenske vinhuse, Viña Bouchon i Maule og Viña Bisquertt i Colchagua. Sidstnævnte besøgte VinAvisen i 2003 - det kan man læse mere om i vores postkortserie fra Colcahgua-dalen. Nyerhvervelserne betyder, at Undurraga kan øge sin vinproduktion med 15%.
De tre vinhuse - samt et fjerde, Volcanes de Chile, som Undurraga tidligere har erhvervet - vil alle indgå i et nyt selskab, Undurraga Wine Group.



Condón trenzado ses især i Valle de La Orotava på Tenerife. Foto: Dovalleoratava.com.

En pose penge til De Kanariske ØerDel på Facebook

Rigtig mange danskere drager til De Kanariske Øer på sommerferie i disse uger, og det samme gør sol- og vandhungrende mennesker fra alverdens andre lande. For det er netop det, øgruppen er kendt for: sol, strand og vand.
Men der fremstilles også vin på øerne, og selv om turisterne måske nok nyder at skænke vinen i glassene, mens de er der, er vinene ikke særligt kendte viden om. Årsagen er blandt andet, at øerne ligger meget afsides - mere end 100 kilometer fra det afrikanske kontinent og over 1000 kilometer fra moderlandet Spanien.
Med en pose penge på 1,7 millioner euro (cirka 13 mio. kr.) vil den spanske regering nu hjælpe øernes vinproducenter. En stor del af beløbet er ren økonomisk støtte, da materialer og lønninger er steget, og flere producenter har svært ved at klare skærene. Men en del af pengene skal også gå til en massiv markedsføringsindsats på internationalt plan.

Jord af vulkansk oprindelse


Lad os bakke op om initiativet ved at fortælle lidt om vinfremstillingen på De Kanariske Øer.
Der fremstilles cirka 57 millioner liter vin årligt på øerne, hvoraf de 51% er rødvin - typisk friske og frugtrige vine. Hvidvinene er tørre og med en god syre til mad.
Vinen laves på samtlige syv øer og fra i alt 10 forskellige appellationer: Abona, Tecoronte-Acentejo, Valle de Guimar, Valle de la Orotava, Ycoden-Dante-Isora, El Hierro, Gran Canaria, La Gomera, La Palma og Lanzarote.
Derudover er der den brede alt omfattende appellation Islas Canarias fra 2012, der omfatter druer dyrket et hvilket som helst sted på øerne.
Jordbundsforholdene er af vulkansk oprindelse, men der findes et hav af små mikroterroirer, der sætter deres præg på vinene.
Det eneste vand, vinstokkene får, består af spartansk nedbør samt den fugt, vinden bringer med sig fra havet.

Unikke dyrkningsmetoder


Der er frem for alt to ting, der gør vindyrkning på De Kanariske Øer unik:
* Vinlusen, Phylloxera Vastatrix, der i 1800-tallet næsten udryddede samtlige af Europas vinstokke, nåede aldrig ud til disse fjerne øer, og der findes derfor et større antal upodede og meget gamle vinstokke. Nogle af dem har rødder 200 år tilbage i tiden.
* Der findes to helt unikke dyrkningsmetoder på øerne. Den ene er condón trenzado, hvor vinstokkene er flettet i lange vandrette snore, der let kan nå en længde på 10 til 15 meter. Denne metode ses især på Tenerife. Den anden, hoyos, finder man på Lanzarote, hvor vinstokkene dyrkes i gryder hugget ud i lavaklippegrunden. Her opsamles den sparsomme nedbør, ligesom planterne er beskyttede mod den ofte hårde vind. Denne uges store billede længere nede på siden viser endnu en metode til at beskytte vinstokkene med.

Øen med de mange hunde


Og så en smule historie: De første vinplanter på De Kanariske Øer blev plantet, da spanierne koloniserede øerne i 1400-tallet. Ud af druerne blev der fremstillet sød hedvin, som i store mængder blev sendt til resten af Europa, hvor den hurtigt blev en af adelens favoritter. Men populariteten varede ikke ved - i 1700-tallet begyndte den europæiske elite i stedet for at skænke franske og portugisiske vine i glassene, og øernes vinindustri gik næsten til grunde.
Det er der lavet om på i dag, hvor der igen er fuld aktivitet i vingårdene, og hvor håbet som nævnt er, at verden vil få øjnene op for den vin, øerne producerer.
Og så til navnet Kanariske - der intet, som nogle tror, har med kanariefugle at gøre. Det er derimod hunde, der har givet navn til øerne.
De første mennesker, der i en svunden tid kom til de dengang ubeboede øer var overvældet over bestanden af vilde hunde, og kaldte derfor øerne for “hundeøerne”, Las Islas Canarias. “Can” betyder hund på gammelspansk. På øernes officielle våbenskjold ses også netop to hunde.


Den lille mærkat findes til flere forskellige vintyper.

Mærkat sladrer om temperaturenDel på Facebook

Det kan være svært at ramme den nøjagtige serveringstemperatur for de forskellige vintyper.
Men her kommer det amerikanske firma Manifest forbrugerne til hjælp med små mærkater til at klæbe på flaskerne for henholdsvis rødvin, hvidvin og rosé og mousserende vine.
Chill-O-Meter hedder opfindelsen, og hvis man fx sætter den runde mærkat på en flaske hvidvin, og den ikke er tilstrækkelig kold, vil mærkaten vise ordet “chill” (afkøl).
Når vinen har opnået den optimale serveringstemperatur, vil et lille vinglas på mærkaten blive fyldt med rød farve ledsaget af et "chilled".
Hvis vinen er blevet for kold, bliver vinglasset fyldt med blå farve, og mærkaten viser et "too chill”.
Det lyder som en smart rettesnor, men selvfølgelig heller ikke mere end det. Al rødvin bør jo ikke have samme temperatur - tænk bare på Beaujolais, der jo ofte anbefales nydt let afkølet. Eller visse hvidvine, der ikke bør være for kolde. Og så er der jo det, der hedder personlige præferencer...
Man kan læse mere om mærkaterne på Manifests hjemmeside.


Blenheim Palace ligger i Woodstock i Oxfordshire og blev opført i begyndelsen af 1700-tallet.

Vin ved Churchills barndomshjemDel på Facebook

Blenheim Palace er et af Englands mest berømte herresæder, der blandt andet har lagt rammer til flere film - heriblandt Harry Potter og James Bond.

Det var også i Blenheims kolossale gemakker, at Winston Churchill blev født, og ejendommen er stadig i familien Churchills eje - og har været det i de sidste 300 år.
Nu har familien besluttet, at der også skal fremstilles vin på Blenheims jorde. Som vi nævnte i sidste uge, havde Churchill en forkærlighed for champagne. Og det er netop mousserende vin efter champagnemetoden, man vil satse på.
Familien vil ikke selv stå for produktionen, men søger gennem ejendomsmægler Knight Frank en samarbejdspartner - en vinproducent, der vil leje de 60 hektar jord, der er afsat til en vinmark, stå for produktionen og sælge vinen i samarbejde med Blenheim Palace.

En godbid for en vinproducent


En bejler vil sikkert hurtigt melde sig - at have en vinmark hos Blenheim er forbundet med stor prestige. Og det behøver langt fra at være en britisk vinproducent, der melder sig ved døren. Englands stigende gode ry som vinland, har allerede fået flere udenlandske producenter til at opkøbe vinmarker eller vinhuse på britisk jord.
Champagnehuset Taittinger har fx plantet vinstokke i Kent, californiske Jackson Family Wines er ligeledes begyndt at dyrke vin i England, og for to år siden købte spanske Freixenet Copestick det britiske vinhus Bolney Wine Estate.


Det underskønne vinlandskab ved Northland med havet i baggrunden. Foto: New Zealand Winegrowers.

Ikke de store problemer...Del på Facebook

Mens stigende temperaturer har givet mange vinlande problemer, har New Zealands vinproducenter ikke mærket de store ændringer.
Landet er omgivet af tre forskellige have, der altid har sørget for en kølig brise ind over vinmarkerne og har givet vinene deres delikate friskhed. Tørke eller for megen nedbør og efterfølgende svampeangreb er heller ikke noget, man kender ret meget til.
Men ifølge en ny undersøgelse fra Stats NZ går New Zealand en ny og mere udfordrende fremtid i møde. Undersøgelsen viser, at temperaturen i havene rundt om New Zealand stiger langt hurtigere end forventet. Siden 1982 er den steget med mellem 0,16 og 0,26 grader i gennemsnit hvert 10. år og endnu mere i kystnære farvande. Det er en stigning, der ligger langt over den gennemsnitlige temperaturstigning i havene på globalt plan. Og varmen bliver ikke i havene men går i land - hvilket kan give vinproducenterne problemer i en ikke så fjern fremtid.

Flere varianter på vej


Mens andre lande har haft travlt med at udvikle tørke- og svamperesistente druer, så har man på New Zealand, når det gælder den førende drue, Sauvignon Blanc, altid kun haft én og samme klon. Den blev udvalgt, fordi den passede som fod i hose til det newzealandske terroir, og siden da er den blevet plantet vidt og bredt på begge øer. Der har simpelt hen ikke været behov for at udvikle nye varianter. Som vi nævnte i uge 21 sidste år er man heldigvis på forkant med situationen. Hos Bragato Research Institute i Marlborough har man nemlig søsat et projekt, hvor man ved at klone den nuværende Sauvignon Blanc-drue vil skabe hele 12.000 nye varianter af druen - der på længere sigt skal “koges ned” til langt færre.
Et af målene er at skabe druer med lidt forskellig aromaprofil, så man kan give lidt mere bredde i smagen af vinene. Der er dem, der mener, at newzealandsk Sauvignon Blanc er noget ensformig.
Et andet mål er netop at udvikle varianter af druen, der er mere modstandsdygtige over for fx tørke og svampeangreb samt andre vinmarkssygdomme.
Foreløbig har man fået udviklet 4000 varianter af Sauvignon Blanc.

Del på Facebook



Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!

Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Vindien, der importerer indisk vin, er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Johann-Joseph Krug

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Johann-Joseph Krug (1800-1866) var grundlæggeren af det berømte champagnehus der bærer hans efternavn.
Han blev født i Mainz som søn af en slagter. Som ung droppede han navnet Johann og forlod i en alder af 24 år sin tyske fødeby for at ernære sig som omrejsende handelsmand. I 1834 slog han sig ned i Frankrig - i første omgang i Paris. Dengang var tyskere efterspurgte som bogholdere og revisorer på fransk jord, og Joseph Krug fik hurtigt job som begge dele hos det førende champagnehus Jacquesson i Châlons-sur-Champagne.
Han arbejdede sig op i champagnehuset og fik stadig flere opgaver - blandt andet at rejse rundt i Europa for at besøge sælgere og kunder. Med årene erhvervede han sig også et stadig større kendskab til fremstillingen af champagne.
I 1841 giftede han sig med Emma-Anne Jaunay, og sammen fik de året efter sønnen Paul. Forholdet til Jacquesson begyndte at knase. Champagnehuset ønskede at fremstille en årgangs-champagne hvert eneste år, mens Joseph Krug mente, at man kun skulle lave årgangs-champagner i særligt gode år. I alle de andre år burde man blande den nye vin med vin fra tidligere år og dermed skabe champagner uden årgang - hvilket jo er det langt mest almindelige i dag.
Konsekvensen blev, at Joseph Krug forlod Jacquesson og flyttede med sin familie til champagne-byen Reims. Og det var her, han i 1843 grundlagde sit eget champagnehus, Krug et Compagnie.
I en notesbog skrev han, at hans mål var at kunne fremstille champagne af højeste kvalitet hvert år uanset det vekslende klima. Det var netop det, han nu blev i stand til ved at blande vine fra forskellige årgange. Sin første ikke-årgangs champagne kaldte han for Champagne no. 1 - den, der i dag er kendt som Grande Cuvée.
Joseph Krug var også dygtig til at markedsføre sin champagne i udlandet og havde den store fordel, at han ud over tysk og fransk også talte engelsk og russisk.
I dag er det den store franske luksuskoncern LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton), der ejer champagnehuset, men det er sjette generation Krug, Oliver Krug, der sidder i direktørstolen.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.


Hvem ved noget om de to flasker?Del på Facebook

Jette Vad har to gamle flasker. Af billederne ovenfor fremgår det, at den ene (øverst) er en madeira på Bual-druen fra 1920, mens den anden er en gammel flaske rom.

Vores læser vil rigtig gerne vide noget mere om de to flasker – om de er noget særligt, og om indholdet kan drikkes.
Hvis nogle af VinAvisens mange andre læsere har en eller anden viden om de to flasker, så giv endelig lyd på mariette@vinavisen.dk. Og send også en mail, hvis billederne ovenfor ønskes i et endnu større og mere læsbart format.



Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Dette billede har Kenneth Norling taget under et besøg i Sydafrika, hvor han for nogle år siden turede rundt og så en masse vinmarker og vingårde - blandt andet Klein Constantia (Lille Constantia), hvorfra billedet stammer.
Vingården er blandt andet kendt for at have genoptaget produktionen af den legendariske Vin de Constance – en sød vin, der var berømt viden om i 1700- og 1800-tallene, og som var den vin, Napoléon foretrak at drikke i sit eksil på øen St. Helena. Oprindelig blev vinen fremstillet på vingården Constantia, der 31 år efter sin grundlæggelse i 1685 blev delt i to. Den anden vingård kaldes for Groot Constantia (Store Constantia).

Send vinøse billeder fra sommerferien!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vin-billeder på jeres sommerferie, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-798
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


798 På Lanzarote beskyttes vinstokkene af lave mure (foto © Wikipedia/Norbert Nagel).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Southbank Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2023, lav alkohol (12,5%)

69 kr., pris på tilbud fra 18. til 24. juli: 59 kr., 365discount

En god hvidvin med en fin duft af kærlighedsfrugt. I smagen er de eksotiske frugtnoter ikke så fremtrædende som i mange andre Sauvignon Blanc-vine fra New Zealand. Her er grønne druer, en anelse prikken på tungen og en fin citrus-note til slut. Oplagt til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Marani, Sartori di Verona, Garganega, Bianco Veronese IGT, Italien, 2022, middel alkohol (13,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, Best Selection

En hvidvin lavet på let tørrede Garganega-druer. Her er moden frugt - mango og banan - i både duft og smag. En udmærket hvidvin med en fin frugtsødme og noter af ananas i eftersmagen. Vinen vil egne sig fint til sushi.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Bella Collina, Pinot Grigio, Delle Venezie DOC, Italien, 2023, lav alkohol (12,5%)

99 kr., pris på tilbud 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

En dejlig hvidvin med god mineralitet og en lille røg-note i duften. Smagen er fyldig, frisk og tør - og alligevel med en fin og frisk æblesødme i den lange eftersmag. Tilbudsprisen er yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pomone Mythes & Légendes, Sauvignon Blanc, Loire, Frankrig, 2022, lav alkohol (12%)

100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Holte Vinlager

En rigtig dejlig hvidvin med duft af lime og grønne blade og med en fint krydret frugtsmag og en pikant honningnote til slut. Drik vinen afkølet, som den er, eller til sushi.

stjernestjernestjernestjerne

Spier Private Collection, Chardonnay, Coastal Region, Sydafrika, 2022, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 19. juli til 1. august: 69 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er eg, vanilje og modne grønne druer i duften af denne hvidvin. Smagen er meget fyldig og med en god balance mellem frugtsødme og syre. Det er en dejlig vin - dog bider alkoholen en anelse til slut. Så drik den godt afkølet - og gerne ledsaget af fx stegt laks eller milde oste.

stjernestjernestjernestjerne

F. Chauvenet, Chardonnay, Chablis AOC, Frankrig, 2023, lav alkohol (13%)

139,95 kr., pris på tilbud fra 19. juli til 1. august: 89 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Det er så nemt med Bourgogne-appellationen Chablis - der laves kun hvidvin og kun på Chardonnay. Det er en god hvidvin, frisk og tør uden af knase, med drueskal og med en sprød syre til slut.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Paololeo, Negroamaro, Salento IGP, Italien, 2023, lav alkohol (12,5%)

64,95 kr., SPS Wine

Her har vi for en gang skyld en lidt mørkere rosévin end de trendy lyse. For de 65 kr. får man en rigtig dejlig vin med fylde, modne røde sommerbær og strejf af rødvinskarakter.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Bomont de Cormeil, Coteaux du Verdon IGP, Frankrig, middel alkohol (13,5%)

100 kr., Vinbørsen

En rigtig dejlig biodynamisk rosévin med mineralske noter i duften og med en fin og blød smag af røde sommerbær og en lille mild note af anis til slut. En vin i balance, når det gælder bærsødme, tørhed og syre.

stjernestjernestjerneØ

Château Bellini, Coteaux Varois en Provence AOP, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

145 kr., Vinbørsen

En rosévin med en svag herbal duft. Smagen er tør og med en fin bærsyre, men den mangler lidt bredde.

stjernestjernestjernestjerne

Terre des Anges, Château Paradis, Coteaux d'Aix en Provence AOP, Frankrig, 2023, lav alkohol (13%)

Der er grønne blade og friske jordbær over duften af denne gode rosé. Smagen har en fin bærsødme, og især hindbær udmærker sig i eftersmagen.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eclipse, Nero di Troia, Puglia IGP, Italien, 2022, lav alkohol (13%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

Her får man ualmindelig god kvalitet for prisen. Det er en meget kompleks rødvin med duft af toast, ristet træ, bitter chokolade, mørke kirsebær og korender. Smagen har dejlige krydrede noter - især peber og rosmarin - som afløses af en tilpas og frisk syre i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Brauer, Pinot Noir, Baden, Tyskland, 2023, lav alkohol (13%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., Kjær & Sommerfeldt

En absolut top-klasse Pinot-rødvin med en liflig duft af røde sommerbær - jordbær, hindbær og en anelse moden ribs. Smagen lever helt op til forventningerne med elegance, balance, blød bærfrugt, masser af frisk saft og afrundede tanniner. Nyd vinen, som den er let afkølet, eller til salater, grøntsagsretter og lidt kraftige fiskeretter.

stjernestjernestjernestjerne

Cellier du Pont d'Arc, Pinot Noir, Ardèche IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

119 kr., pris på tilbud online: 69 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

Denne rødvin har det, som en god Pinot Noir-vin bør have: saftig bærfrugt, noter af blåbær og en blød og læskende eftersmag med en fin syre til mad. Drik vinen til lette kødretter, kylling eller stegt laks.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ía, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2019, høj alkohol (14,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., YouAndWine

En rødvin med wow-effekt. Her er kirsebær og syltede blå blommer, kompleks frugt og en tilpas dosis krydrede noter. En frisk syre giver et fint modspil i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Wine, Scheiblhofer, Zweigelt, Neusiedlersee DAC, Østrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Druen Zweigelt er nok ikke så kendt. Men det burde den være, for den lægger most til nogle rigtig gode rødvine - som fx denne. Der er hyldebær i duften, mens smagen er tør med en fin note af anis, god saftig frugt og et tilpas tannninbid til slut. En vin til krydrede grøntsagsretter og tærter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Dame Guilherme, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages AOP, Frankrig, 2022, middel alkohol (14%)

129 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr., Skjold Burne Online

Dette er rød Rhône, når det er rigtig godt og samtidig til en menneskevenlig pris. Her er mørke kirsebær og strejf af kanel i duften, mens smagen er varm og imødekommende og med en hel kurv fuld af dejlige krydrede noter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Seven Oaks, J. Lohr, Cabernet Sauvignon, Paso Robles, Californien, 2020, middel alkohol (13,9%)

159,95 kr., pris på tilbud fra 19. juli til 1. august: 119 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En rødvin med en rig duft af syltede kirsebær, korender og modne brombær. Smagen er intens, kompleks, blød og rund, med moden frugt og afrundede tanniner. Et stykke rigtig god mørk chokolade og et glas af vinen er en perfekt kombination. Men den kan også anbefales til vildtkød af enhver art.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fabiano Historic Label, Valpolicella Ripasso classico Superiore DOC, Italien, 2022, middel alkohol (14%)

170 kr., pris på tilbud indtil 28. juli: 120 kr., Skjold Burne

Denne rødvin er lige til et par luksusbøffer fra grillen. Den har god fylde, dejlige krydrede noter, mørke kirsebær og en god frisk syre, der kan skære gennem lidt federe retter. Eftersmagen er fløjlsblød og slutter med afrundede tanniner. Et par gode lidt kraftige oste vil også være sagen.