Nyheder

60% større høst med solcellepaneler

Der er flere fordele ved solcellepaneler i vinmarken…

annonce

60% større høst med solcellepaneler

Del artiklen

For nogle år siden dukkede de første anlæg med solcellepaneler op i de sydfranske vinmarker, og flere er kommet til – selv om der endnu ikke er tale om en udbredt tendens.
Panelerne fanger sollyset og omdanner det til energi til brug i fx vineriet. Samtidig kan de skærme vinstokke og druer for solskoldning og de ofte alt ødelæggende haglbyger, som er blevet et stigende problem på grund af klimaændringerne.
Panelerne kan indstilles separat, så mængden af sollys kan reguleres inden for ganske små områder af en vinmark.
Det er det franske firma Sun’Agri, der fremstiller anlæggene, og gennem de sidste par år har firmaet udført diverse undersøgelser med tre forskellige druer i to forsøgsvinmarker i Rhône. Formålet har været at kortlægge solcellepanelernes påvirkning af vinstokkene i vækstsæsonen, af druernes udvikling og af den færdige vin. Druerne var de grønne Grenache Blanc, Chardonnay og Marselan.
Ifølge firmaet var solcellepanelerne med til at øge høstmængden med mellem 20 og 60% afhængig af druesort sammenlignet med kontrolvinstokke, der ikke var skærmet af solcellepaneler. Den største effekt gjaldt Chardonnay-druen. Dernæst kom Marselan med en 30% større høstmængde og til sidst Grenache Blanc med en øget mængde på 20%.

Skaber balance i vinene

Ud over at skærme druerne for både hagl og brændende solstråler yder solcellepanelerne også skygge under hedebølger og holder dermed på jordens fugtighed, så vinstokkene bedre kan klare en langvarig tørke.
Skyggen fra panelerne er også under tørke med til at holde sukkerkoncentrationen i druerne i ave og bevare syreniveauet – noget, der igen er med til at give balance i den færdige hvidvin.
Sun’Agri planlægger nye forsøg i 2025 med den ligeledes grønne drue Viognier i en forsøgsmark i Languedoc.
Når det gælder de positive resultater, kan man selvfølgelig godt stille spørgsmålstegn ved Sun’Agris objektivitet. Det er jo trods alt det selvsamme firma, der fremstiller solcelleanlæggene. Men resultaterne er alligevel interessante og til dels også oplagte.

annonce