Nyheder

25 år med dansk vin

I 2001 fremstillede to vinbønder den første kommercielle vin på dansk jord. Det var noget, der trak overskrifter dengang...

annonce

25 år med dansk vin

Del artiklen

Lige om lidt går vi ind i år 2026 og dermed i et jubilæumsår for dansk vin.
I år 2000 fik vi EU’s officielle godkendelse som vinland, og året efter så den første kommercielle danske vin (på druer) dagens lys. 1200 flasker var alt, hvad det blev til, og de to stolte producenter var Sven Moesgaard, der ejer Skærsøgaard, og Lars Hagerman med sin vingård, Domain Aalsgaard. Medens Hagerman debuterede med to hvidvine, lancerede Moesgaard både hvid-, rød-, dessert- og rosévin.
Der blev afholdt en pressesmagning i København, og nyheden om de danske vine trak overskrifter i aviserne. Selv i den britiske BBC News blev begivenheden omtalt under overskriften “Denmark’s Wine Challenge”.

En bog i støbeskeen

Danmark er stadig et ungt vinland, men vi er kommet langt siden den første spæde start. Og i dag er det svært at tænke sig, at det fra og med 1972, hvor Danmark blev en del af EF, og indtil 2001 simpelt hen ikke var lovligt at fremstille dansk vin med salg for øje.
Sven Moesgaard har således været med hele vejen, når det gælder dansk vinfremstilling. Han har oplevet, hvordan antallet af professionelle vingårde har haft vokseværk, så der i dag er mere end 100 styk, der sælger deres vine. Og hans egne vine har gennem årene vundet stor anerkendelse og adskillige medaljer i både ind- og udland. 
Han er derfor den helt rette til at skrive en bog om udviklingen i dansk vinfremstilling gennem de sidste 25 år. En sådan bog er på vej – når den udkommer, vender vi selvfølgelig tilbage til den.

Et generationsarbejde

Indtil videre har Sven Moesgaard skrevet en glimrende artikel i fagbladet Vinpressen, hvor han blandt andet kommer ind på, om det er rentabelt og dermed vedvarende at fremstille vin i Danmark:
– Svaret på dette spørgsmål vil flagre i luften i et par generationer, skriver han. Forudsætningerne er til stede, og Skærsøgaards vinproduktion har de sidste par år givet overskud, men der er et stykke vej tilbage til at genvinde investeringerne i de mange opbygningsår fra ingenting til fuld udbygning.
– De klimatiske forhold er med os, og en flytning af vinzonen mod nord er indlysende og global.
– Tricket for succes er imidlertid, at man skal blive ved længe nok. 25 år er ingenting i vinens verden, men fundamentet er godt. Når man bygger et luftkastel, er fundamentet vigtigt, men rentabiliteten er det sidste, som kommer på plads, og vedholdenheden er et generationsarbejde.
Herfra VinAvisen skal der lyde et stort tillykke med 25 års jubilæet, såvel til Sven Moesgaard og Lars Hagerman som til de øvrige danske vinbønder!

annonce