19 postkort fra Veneto
VinAvisen har været rundt i den italienske region Veneto. Det er der blevet 20 postkort ud af .
annonce
1. postkort fra Veneto: Valpolicella, Soave og Prosecco
Italien er delt i tyve regioner, og en af dem er Veneto, området inde bag Venedig og over mod Gardasøen. Mod syd har området sin grænse langs floden Po.
VinAvisen har været på flere vinrejser i dette dejlige område, og i denne omgang besøgte vi de tre vindistrikter, der er markeret på kortet: Valpolicella, Soave og Conegliano-Valdobbiadene nord for Treviso.
Conegliano-Valdobbiadene – Prosecco-land – besøgte vi også på en vinrejse i 2008; det kom der 23 postkort ud af. I denne omgang var vi kun deroppe for at aflægge et meget interessant besøg i den ønologiske skole i Conegliano, Italiens ældste vinskole. Den fortæller vi om i postkort nr. 3 og 4.
2. postkort fra Veneto i Italien Tapetseret med vinflasker
I gamle dage var det almindeligt, at de italienske vinbønder solgte deres druer til nogle handelshuse, der fremstillede vinene og solgte dem under deres forskellige “brands”.
Sådan er det stadig nogle steder, men slet ikke mere så udbredt. Flere og flere vinbønder fremstiller deres egne vine, nogle med større dygtighed end andre. Så når man ser, at fx guidebogen Gambero Rosso omtaler 18.000 vine fra 2253 italienske producenter, så er det kun toppen af vinbjerget. Der er mange, mange flere.
Det får man et indtryk af, når man fx besøger vinbutikken Enoteca i Via IV Novembre 12 i Verona. Her er væggene simpelt hen tapetseret med flasker med primært italienske vine.
3. postkort fra Veneto i Italien Italiens ældste vinskole
I Prosecco-byen Conegliano besøgte vi den ønologiske skole, Scuola Enologica, der er Italiens første vinskole, grundlagt i 1876, og her blev vi vist rundt af professor Giovanni Moriani.
I dag er skolen primært en vinskole, men den er også en landbrugsskole med i alt 1200 elever. Den svarer nærmest til vore tekniske skoler med elever fra fjorten-femten år og opefter. Men skolen driver også forskning og samarbejder i den forbindelse med universitetet i Padua.
Giovanni Moriani har i en årrække været engelsklærer, men er i den grad blevet bidt af vin, at han i dag beskæftiger sig meget med den mellemstore vingård, som skolen driver.
– Vi har det hele, siger han, – vinmark, tanke og fade, og hvert år fremstiller vi 40-50.000 flasker, som bliver solgt fra en lille butik. Vi tjener faktisk pænt på det. Men forretningen er nu ikke det væsentlige. Det gælder først og fremmest om at kunne give eleverne en realistisk undervisning.
4. postkort fra Veneto i Italien Den forkerte Sauvignon
Under vores tur rundt i den ønologiske skole fortalte Giovanni Moriani om en række af de lærere, der siden 1876 har haft stor indflydelse på udviklingen af italiensk vin.
Især nævnte han Luigi Manzoni (1888-1968), der var både rektor, lærer, plantepatalog og foregangsmand, og som krydsede sig frem til nye og bedre druetyper.
Særlig kendt er hans “Incrocio Manzoni 2.15” – hans krydsning nr. 2.15.
Han troede, at han havde krydset de to grønne druer Prosecco og Sauvignon Blanc, men resultatet blev en blå drue – hvorefter en medarbejder måtte gå til bekendelse og indrømme, at han ved en fejl var kommet til at bruge Cabernet Sauvignon i stedet for Sauvignon Blanc.
Den blå drue gav imidlertid en udmærket rødvin og fik lov til at leve. Den fik navnet 2.15, fordi planten på forsøgsmarken var nr. 15 i 2. række.
5. postkort fra Veneto i Italien En dramatisk opbinding
Ca’di Rajo i San Polo di Piave ejes af familien Cecchetto, og det er sønnen, Simone, der er vinmager for en række dejlige vine, ikke mindst nogle virkelig gode Prosecco’er.
Vinene smagte vi i den nærliggende restaurant Parco Gambrinus, der selv fremstiller vine samt en interessant likør, Elisir, lavet på 21 meget hemmelige ingredienser.
Gambrinus lejer også værelser ud for et rimeligt beløb – dér kunne vi godt tænke os at overnatte, næste gang vi er på de kanter.
Men før vi tog hen til Gambrinus, gik vi en tur i Ca’di Rajo’s vinmarker, hvor vinstokkene er bundet op på en dramatisk måde, som italienerne kalder Bellussi.
Jorden er fugtig der på egnen – grundvandet står kun 1 meter under overfladen – så druerne skal løftes højt til vejrs. De lange skud holdes derfor med en masse barduner ned fra en lang række pæle.
6. postkort fra Veneto i Italien Et glas vin i skyggen
I den lille by Asola kom vi forbi en bar, som skiltede med, at man kunne få et glas ombra de vino. Denne “skyggevin” er en gammel specialitet i Veneto-regionen.
For mange år siden var der på Markuspladsen i Venedig nogle boder, som solgte den perlende Prosecco-vin – vinen, som de lokale kærligt omtaler som “engletis”.
Vinhandlerne havde slået deres boder op i skyggen fra det høje klokketårn, kampanilen, og efterhånden som skyggen flyttede sig hen på eftermiddagen, flyttede de også deres boder, så de stadig var i skygge.
Vinen, de solgte, fik efterhånden navnet ombra de vin – skyggevin. Og sådan et glas vin i utide sælger man i dag mange andre steder i Veneto – ikke kun på Markuspladsens dyre restauranter.
Mere om Prosecco-vinen fortæller vi i en serie postkort fra en tidligere vinrejse.
7. postkort fra Veneto i Italien En fylde-op-vase af grønt glas
I flere af de vinerier, vi besøgte, er de store træfade, botti, kronet med en “vaso colmatore” – en fylde-op-vase af grønt glas med en smuk skulpturel form.
Vasen sættes i spunshullet øverst i fadet, og den er udformet, så CO2-gassen fra gæringen kan undslippe, mens luftens ilt ikke kan komme ned i fadet den anden vej. Altså en énvejs-ventil.
Vinen i fadet står op i vasen, og når det er tid til at fylde efter, løfter man det rørformede låg øverst og hælder vin i vasen.
8. postkort fra Veneto i Italien Drømmen om at være vinbonde
I Italien har vi flere gange mødt velhavende industrimænd, der har haft drømmen om at blive vinbønder – og har ladet drømmen gå i opfyldelse. De har sat sig ind i sagerne; de har hyret en dygtig vinmager og en begavet arkitekt og brugt en masse penge på at lave vine i topkvalitet.
Giuseppe Vizzotto på vingården Villa Almè i Manzué er en af dem. Sine penge har han tjent på at fabrikere udstyr til elektronisk temperaturkontrol, og hans tekniske indsigt afspejler sig i det perfekt indrettede vineri – og i hans glimrende vine på druerne Prosecco og Raboso samt på to af professor Monzonis krydsninger (se postkort nr. 4).
Villa Almè er i øvrigt også en agriturismo, hvor turister kan leje værelser, og de værelser, vi så, er overdådigt udstyret. (Mere om italiensk agriturismo kan læses i en anden af VinAvisens postkortserier).
Giuseppe Vizzotto eksporterer en stor del af sine vine til Kina. – Men kineserne vil ikke have hvidvine, siger han. – I den buddhistiske religion og kultur forbinder man farven hvid med død og sorg.
9. postkort fra Veneto i Italien Dette er mit hjerte
Sandro Tasoniero er endnu en af disse velhavere, der har opfyldt drømmen om at blive vinbonde. Han tjener gode penge i tekstilindustrien, hvor han laver stoffer bl.a. til Giorgio Armani, og i 2002 startede han sammen med familien Ferraretto sit vineri, som han gav sit eget og sin fars navn, Sandro de Bruno – Sandro, søn af Bruno. Vingården ligger i Soave-distriktet i 600 meters højde.
– Denne vingård er mit hjerte, siger han, – min store interesse.
Alt er nyt – strålende blanke ståltanke og en kælder med store egetræsfade, botti. Og naturligvis en masse flasker med herlige vine. Han har endnu ikke nogen dansk importør.
10. postkort fra Veneto i Italien En hårdhudet drue
Vingården Sandro de Bruno laver nogle fornemme hvidvine på den gamle Veneto-drue Durello – eller Durella, som den også kaldes. Det er druen, der lagde most til “Julies vin”, som Romeo og Julie drak.
Druello har et hårdt, læderagtigt skind, hvilket måske er årsagens til dens navn. På italiensk betyder duro hård eller hårdhudet.
Sandro Tasoniero bruger blandt andet Durello til en hvidvin under appellationen Monte Lessini DOC, et lille område på de høje bjerge mellem provinserne Verona og Vicenza, hvor jorden er af vulkansk oprindelse.
– Kan I lugte flinten? spurgte Sandro, da vi stak glasset under næsen. – Det er den vulkanske basalt.
Og så greb han to sten og gned dem mod hinanden, så vulkanen slog gnister, og vi fik den samme duft i næsten.
Durello er også med sin gode syre fortræffelig til mousserende spumante, hvoraf Sandro de Bruno har en lille produktion.
11. postkort fra Veneto i Italien Den søde vin på klasens ører
Da vi i februar besøgte vingården Sandro de Bruno, var man netop i gang med at sortere druerne til vinhusets søde dessertvin. Det skete på et kørende bånd.
Druerne havde ligget til tørre i fire måneder i de lave plastkasser, der ses i baggrunden på dette postkort.
Den søde Recioto di Soave er en elegant og lækker vin med aromaer af appelsinskal, abrikos og mandler. Det er en vin, som ikke er helt billig – til hver liter Recioto går der 6 kilo druer.
Ordet Recioto kommer i øvrigt af et lokalt dialekt-ord, der betyder ører. Til den søde vin udvalgte man i gamle dage specielt de øverste druer i hver klase – de druer, der havde fået mest sol – og dem kaldte man klasens ører.
12. postkort fra Veneto i Italien Sankt Zeno passer på vinen
Valpolicellas vinavlerforening, consorzio, beskytter, promoter og kontrollere områdets vine – inklusive den berømte Amarone – og som logo benytter foreningen en tegning af Veronas skytshelgen, Sankt Zeno.
Sankt Zeno lægger navn til byens domkirke, hvor Romeo og Julie blev gift nede i den dybe krypt. Helgenen kom fra Nordafrika, var biskop i Verona og døde den 12. april i året 371 – hvis man ellers kan tro på de gamle historier.
Veronas domkirke er berømt for hovedindgangens kæmpemæssige portfløje, der er dækket af 48 relieffer støbt i bronze omkring år 1100. På et af dem ser man, hvordan Sankt Zeno uddriver en djævel af kejser Gallienus’ datter.
13. postkort fra Veneto i Italien En vinbonde multitasker
Vi bliver ved Sankt Zenos kirke i Verona med endnu et postkort, for vi må lige vise denne detalje fra kirkens indgangsportal.
Rundt omkring på de to svære bjælker, der bære portalens tag, er der blevet plads til tolv relieffer, som hver især beskriver en af årets tolv måneder. På dette billede ses september.
Her er vinhøsten i gang, og en flittig vingårdsarbejder optræder som multitasker. Med sin venstre hånd plukker han druer, med sin højre støtter han den druefyldte kurv på skulderen, og med sit venstre ben træder han druerne. Det hele på én gang.
Efter Venedig er Verona regionen Venetos næststørste turistmål med byens romerske arena (med Aïda), det gamle kvarter omkring Piazza delle Erbe (krydderipladsen) og Castelvecchio’s fine museum. Det er også i Verona, at man afholder den årlige vinmesse, Vinitaly.
14. postkort fra Veneto i Italien Med stjerner, bånd og sløjfer
Vingården Montecariano i hjertet af Valpolicella blev overtaget af arkæologen Mariella Gini i 1983, og siden 1992 har hun genplantet markerne, købt ny teknik og erhvervet mere jord, så gården er kommet op på 27 hektar. I dag driver hun den sammen med sine to sønner, Matteo og Marco.
Blandt andet laver mor og sønner en fantastisk flot Amarone, der trods sine 16,5% alkohol er i fin balance, superlækker, blød og fyldig. Men de har endnu ikke nogen dansk importør, siger de.
På næsten alle de italienske vingårde, vi efterhånden har besøgt, har man en samling af disse tykke vinguider – Gambero Rosso, Veronelli, Due Mila Vini, Migliori Vini Italiani, og hvad de nu alle sammen hedder. Sådan også hos Montecariano. Her har familien dem tilmed liggende permanent opslået på et stort bord, så de besøgende selv kan tælle stjerner, glas, point osv.
15. postkort fra Veneto i Italien Lever af regn og fossiler
– Vores vinstokke lever af regn og fossiler, siger Matteo Caltarossa på Montecariano. – Regnen kommer og går, nogle gange for meget, nogle gange for lidt. Men fossilerne har ligget der siden den eocæne periode, dvs. i mellem 56 og 34 millioner år. Når vi graver i jorden, finder vi masser af muslingeskaller.
Nogle af Montecarianos vinstokke er bundet op på pergolaer, andre er bundet op i lave rækker på ståltråd efter metoden “enkelt Guyot” og forsynet med lange sorte slanger til kunstvanding, der er åbenbart tilladt i Valpolicella.
– Men jeg foretrækker nu en opbinding højdemæssig lidt midt imellem, op over den fugtige jord, men ikke for højt, siger Matteo Caltarossa. – Og jeg kan egentlig ikke lide kunstvanding. Det får vinstokkenes rødder til at hygge sig i jordens øverste lag i stedet for at søge ned efter mineraler.
16. postkort fra Veneto i Italien Det stærke Sator-kvadrat
Vingården Montecariano benytter som sin logo et ældgammelt magisk kvadrat, der er fundet hele to steder i oldtidsbyen Pompeji: Sator-kvadratet.
I århundreder har kvadratet været brugt som en talisman imod pest og sult, ildsvåde og djævle. Det er blevet skåret i dørkarme og ridset i brød, og den østrigske komponist Anton von Webern (1883-1945) byggede sin koncert opus 24 over det og fik det sat på sin gravsten.
I de fem vandrette rækker og de fem lodrette kolonner kan læses den samme latinske sætning, der kan oversættes til noget i retning af: Sædemanden Arepo holder med sit arbejde hjulene i gang.
Hos Montecariano beskytter det stærke Sator-kvadrat måske mod de biller, maggiolini, som spiser druerne. Hvem ved … Eller måske bliver billerne snarere spist af nogle endnu større biller, som bor i buskene rundt om vinmarkerne.
17. postkort fra Veneto i Italien Forskellen på vin og olie
Vore postkort skal ikke kun handle vin. Veneto er også et “oliedistrikt”, hvor man laver fortræffelig olivenolie. Så vi lagde vejen ind hos et frantoio per olive – et olivenpresseri ved navn Bonamini.
Siden 1965 har virksomheden været i familien Bonaminis eje, og Sabrina Sartorari Bonamini forklarede hele processen og lod os smage.
I Italien laver man olivenolie af cirka 250 forskellige olivensorter, men hos Bonamini bruger man kun to gamle, lokale sorter, Faverol og Grignano – i alt årlige 50 tons oliven, der bliver til 250.000 halvliters flasker med ekstra jomfruolie.
Der er forskel på vin og olivenolie på topniveau. Jomfruolien er et friskt produkt – ligesom friskpresset appelsinsaft. Den udvikler sig ikke yderligere, mens man jo med vinen kan ændre smagen gennem sammenstik, fadlagring og på anden vis.
Olien er den fede saft, som man ganske enkelt henter ud af olivenerne – hvorefter man fyrer op med kernerne og bruger pulpen som gødning på marken.
18. postkort fra Veneto i Italien Svinkeærinde til skinkeland
Endnu et svinkeærinde væk fra vinens vej tog vi med et besøg hos Brendolan Prosciutti i Meledo di Sarego, en virksomhed, der fremstiller lufttørrede skinker.
Aldrig har vi set så mange skinker. – Hvor mange hænger der her? spurgte vi direktøren, Alberto Arrighi. – 210.000, lød svaret. Det svarer til bagbenene fra 105.000 grise.
Og hvilken vin skal vi så nyde til Italiens herlige skinker?
– En mild, tør, middelkraftig og ikke for aromatisk hvidvin, fx en Soave, lød det fra Alberto Arrighi.
Også i skinkernes verden har man et appellations-system, og til typerne Parma PDO fra egnen omkring Parma og San Daniele PDO fra Friuli nordøst for Venedig bruges lokalt opdrættede grise. Til billigere skinker uden PDO importeres kød bl.a. fra Danmark.
De italienske skinker vejer cirka 7 kg, de udenlandske 5,5-6 kg – før skinkerne vel at mærke har været tørret i mindst tretten måneder og behandlet med havsalt. Under den proces taber de 32% i vægt. Men så kan de også opbevares i op til et år i stuetemperatur.
19. postkort fra Veneto i Italien Don Giovannis drue
Under vores vinrejse i Veneto kom vi forbi den lille by Refrontolo. Det er her omkring, man dyrker druen Marzemino. Men vi blev i bilen. Det var februarkoldt og øsregnede, så vi fotograferede ikke de nøgne vinmarker.
Men vi bliver nødt til at fortælle om Marzemino, så derfor bringer vi et billede, som vi tog for et par år siden i Stænderteatret i Prag under fremkaldelsen efter Mozarts opera “Don Giovanni”.
Den blå Marzemino-drue har nemlig fået et vis berømmelse, fordi den optræder i vinen, som skurken Giovanni drikker, lige før han ryger af sted til Helvedet. – Versa il vino! synger han. – Skænk vinen! Eccellente Marzemino!
Druen dyrkes flere steder i Norditalien, men det primære voksested er i det nordlige Veneto. Man mener, at Lorenzo da Ponte, der skrev teksten til Mozarts opera, havde opholdt sig netop der på egnen.
Nylige DNA-undersøgelser har i øvrigt vist, at Marzemino er i familie med druerne Refosco dal Peduncolo og Teroldego i regionen Friuli-Venezia Giulia.
