20 postkort fra Portugal
I 2009 var VinAvisen på rejse i Portugal, først og fremmest for at besøge vingårde i regionen Alentejo. Turen resulterede i en serie på 20 postkort.
annonce
1. postkort fra Portugal På den anden side af Tejo
Vi ser flere og flere vine fra den portugisiske region Alentejo. Ikke så mærkeligt, for regionen er meget stor, og man er begyndt at lave glimrende vine på dens magre jord.
Navnet Alentejo kan oversættes ved “på den anden side af Tejo-floden”; og floden Tejo (eller Tagus) er den, der kommer inde fra Spanien og flyder ud i Atlanterhavet nede ved Lissabon. Den er den iberiske halvøs længste flod.
Vine, der fremstilles i hele det store område kan have appellationen Vinho Regional Alentejano, men i otte mindre områder kan man lave Alentejo DOC.
De otte områder er Portalegre, Borba, Redondo, Évora, Reguengos, Granja-Amareleja, Moura og Vidigueira. Producenterne kan skrive disse navne på deres etiketter, men de fleste foretrækker at skrive Alentejo DOC. Det er navnet, de ønsker at få slået fast som et tegn på kvalitet.
2. postkort fra Portugal Den gamle by Évora
Vil man udforske Alentejo, er det en god idé at slå sig ned i byen Évora, 130 km fra Lissabon, en dejlig by med flere gode restauranter. Dens historie går helt tilbage til Romertiden – mellem dens gamle hvidkalkede bygninger står ruinen af et romersk tempel, og byen er med på Unesco’s liste over verdensarven.
Og vil man udforske områdets vin, bør man gå ind på turistkontoret i Évora og blive oplyst om områdets tre vinruter, Rotas dos Vinhos do Alentejo. Adressen er Praça Joaquim António de Aguiar 20-21.
Den nordlige vinrute er São Mamede-ruten, den midterste er den historiske rute og den sydlige Guadiana-ruten.
I byen Évora kan man blandt andet besøge vinhuset Fundação Eugénio de Almeida med en gammel vinpresse fra 1775. Et andet gammelt vinhus i byen er Jorge Manuel Ferreira Martins.
3. postkort fra Portugal Korkegenes land
Alentejo er et stort land – og et ret tomt land. Området dækker en tredjedel af Portugal, men der bor kun en tyvendedel af landets indbyggere i det.
På vejen fra Lissabon til Évora kommer man igennem verdens største skov af korkege, og senere på turen rundt i Alentejo vil man se masser af enkeltstående træer på de store vidder med den ofte røde jord.
Nogle steder er korkegene omgivet af flokke af sorte grise, der flygter i en sky af støv og grynt, hvis man kommer for tæt på. For at kunne levere den lækre porco preto-skinke skal grisene være fodret med agern fra korkegene.
Det er i Alentejo, at korkpropperne gror. Den portugisiske korkindustri er meget stor, og Portugal er ikke stedet, hvor man skal begynde at diskutere skruelåg. Det finder portugiserne ganske unationalt.
For nogle år siden gik tre portugisiske vinproducenter over til skruelåg. Det varede kun seks måneder; så måtte de gå tilbage til korkpropperne igen.
4. postkort fra Portugal Langt fremme i skoene
Før vi forlod Lissabon for at køre til Alentejo, besøgte vi årets store vinmesse, der samler over 350 vinproducenter fra nord til syd, fra Minho til Algarve.
Nogle store vinmesser er interessant og godt organiserede. Men der er også mange, som er uoverskuelige, og hvor man går rundt med et glas i hånden og ikke kan sidde ned og skrive smagenotater. Vi plejer at være ret allergiske over for den sidste slags messer.
Men vi var heldige i Lissabon. Vi var sammen med den svenske vinskribent Gunnar Törnquist og portugisiske Miguel Nora, og begge er specialister i portugisisk vin. Så de vidste, hvad vi skulle smage.
Resultatet var, at vi fik et fint billede af, hvor langt fremme i skoene, mange af portugiserne er. Der er en række vinhuse, som laver fremragende vine, og der er ingen tvivl om, at de har store muligheder for at gøre sig gældende på de europæiske eksportmarkeder.
Dette fik vi yderligere bekræftet, da vi dagen efter begyndte vor rundtur i Alentejo.
5. postkort fra Portugal De mange oprindelige druer
Vi var i Alentejo i midten af november, og vinhøsten var for længst overstået. Vinstokkene havde dog stadig deres løv, og når vi så ud over markerne, afslørede løvets farver de forskellige druesorter.
Sammen med Italien er Portugal det land, der har bevaret de fleste oprindelige druer. Hvis der i dag på verdensplan anvendes cirka 2000 forskellige druesorter, så tegner Portugal sig for halvdelen og Italien for en fjerdedel.
I Alentejo-regionen laver man mange hvidvine på druerne Roupeira, Rabo de Ovelha og Antão Vaz, mens rødvinene først og fremmest laves på Aragonez, men også på Trincadeira, Castelão og Periquita.
Under vores tur smagte vi dog mange andre vine blandt andet hvidvine på druerne Alvarinho og rødvine på Baga og Touriga Nacional. Alle originale portugisiske druenavne, der er værd at lægge mærke til.
6. postkort fra Portugal En månehøstet rødvin
En del portugisiske vinhuse arbejder med økologisk dyrkede druer og med bæredygtige teknikker, og et af de huse, vi besøgte, arbejder tilmed biodynamisk, nemlig Herdade dos Grous (De to Svaners Bondegård).
Her havde man ligefrem en vin ved navn “Moon Harvested” – fordi druerne blev høstet, da Månen var i tophumør. “Maximum potency harvesting” kalder man det på engelsk.
– Smager vinen bedre af den grund? spurgte vi.
– Du behøver ikke at tro på det, svarede vinhusets ønolog, Pedro Ribeiro, – men vi har naturligvis lavet forsøg. Vi har håndplukket druer fra den samme mark, dels mens Månen optimalt påvirkede transporten af safterne i vinstokkene – og dels mens den ikke gjorde det. Dvs. klokken 4 og klokken 15.
– De to partier druer blev behandlet på nøjagtigt samme måde, vinene blev passet og plejet, fadlagret i tolv måneder i ny fransk eg – og derefter smagt imod hinanden. Og den “månehøstede” vin smagte ubetinget bedre end den anden.
7. postkort fra Portugal De træder druerne med fødderne
Hvis man tror, at det med at træde druer med fødderne er noget, man gjorde i gamle dage, eller blot noget, som sker i portvinens Dourodal – så kan man godt tro om igen.
I næsten alle de supermoderne vinerier, vi besøgte, trædes druerne til i hvert fald til en del af produktionen.
Traditionelt sker det i et stort, firkantet granit-bassin, en såkaldt lagar, der er fyldt op med druer. Nogle mænd og kvinder stiller sig op på række, tager hinanden om skuldrene for ikke at falde, og så begynder den taktfaste march på stedet: Ind mod midten og baglæns ud igen. Højt hævede knæ, trampe, trampe. På denne uges STORE billede længere nede ses et billede af, hvordan det foregår i vingården Malhadinha Nova.
I nogle vinhuse er de trampende fødder afløst af automatisk fødder, der meget nøje udfører de samme bevægelser. Det så vi blandt andet i Herdade dos Grous, hvor otte lagare på række er formet som runde, åbne kar. De ses på postkortet her.
8. postkort fra Portugal Runde bedre end firkantede
På vej til Alentejo kiggede vi indenfor hos José Maria da Fonseca på Setúbal-halvøen, og her tog chefvinmageren Domingos Soares Franco skoene af og demonstrerede en af de runde lagare.
– Rundt er meget bedre end firkantet, sagde han. – Der er ikke hjørner, som man skal ud i.
* Der er flere fordele ved fodtrampning af druerne: Man opnår den størst mulige kontakt mellem drueskind og most og dermed det optimale udtræk af tanniner og farvestoffer (anthocyaner).
* Presset og gnidningen mod lagarens bund bryder drueskindets cellevægge og giver igen mere farve til vinen.
* Når gæringen er begyndt, stiger de faste dele til vejrs – i en tank taler man om “hatten”. I lagaren bliver dette tykke lag hele tiden brudt og sendt til bunds, og da alkoholen netop på dette tidspunkt har en stor opløsende evne, udtrækkes ekstra tanniner og anthocyaner.
9. postkort fra Portugal Ned med hatten
I almindelige gærings-tanke kan “hatten” fylde cirka en tredjedel af tankens højde, og må trykkes ned i den gærende most, så skallerne kan afgive deres farvestof. Bliver hatten for længe i tankens top, er der også risiko for, at der udvikles bakterier. Så ned med den.
Det kan ske på principielt tre forskellige måder, der alle har franske navne:
* Pigeage er en gammel teknik, hvor man simpelt hen med sine bare fødder eller et redskab tramper og trykker hatten ned i mosten. I dag bruger man eventuelt mekaniske “fødder”.
* Remontage vil sige, at man pumper vinen fra nederst i tanken og sprøjter den ud oven på hatten, så denne tvinges ned.
* Délestage betyder, at man tømmer al vinen over i en anden tank og siden pumper den tilbage igen. Denne metode er særlig effektiv, hvis tanken har konisk form som på billedet her. For det første presses hatten ekstra godt sammen, når materialet stiger til vejrs, og når tanken tømmes for most, falder hatten ned på tankens bund og brydes op.
10. postkort fra Portugal Nemt at trille fade
Da vi besøgte Santa Vitória, blev vi vist rundt af husets ønolog og tekniske direktør Bernardo Cabral.
Han er en af den nye tids unge ønologer – en af dem, der er veluddannede og har set en masse rundt omkring i verden. Mange af disse ønologer har efter deres uddannelse været med til at høste to gange om året – henholdsvis hjemme i Europa og på den sydlige halvkugle.
På dette postkort viser Bernardo Cabral, hvordan han sørger for at få bevægelse i hatten og senere bundfaldet, når vinen gærer i egetræsfade. Fadene hviler simpelt hen på fire ruller, så de er nemme at trille rundt på stedet.
Vinhuset Santa Vitória ejes af en hotelkæde, og dets fornemme vine skænkes naturligvis i kædens atten hoteller. I forbindelse med selve vinhuset og dets 130 hektar vinmarker ligger et hotel med 80 rum og 20.000 liggende gæster om året. Her kan man bl.a. leje heste og ride rundt i det uendelige landskab.
11. postkort fra Portugal Et lille supervinhus
Nogle fremsynede vinfolk har investeret i Alentejo, hvor der er plads nok, og jorden mange steder yder et glimrende terroir for vindyrkning.
Igen og igen kørte vi gennem store landskaber med meget få landsbyer – og lige pludselig var der atter en helt ny og moderne vingård.
Et eksempel er Malhadinha Nova. Et lille supervinhus, der kun er tolv år gammelt og indrettet efter de nyeste principper. Alt er i rustfrit stål, pinligt rent – som en gennemtænkt maskine, beregnet til at fremstille topkvalitet. Ingen pumper – mostens vej fra mark til tank foregår ved tyngdekraften. Druerne kommer ind i førstesals højde, og mosten fordeles i de store skinnende tanke. Neden under hele maskineriet er der så en fornem fadkælder.
12. postkort fra Portugal Med høje ambitioner
Vingården Malhadinha Nova blev skabt i 1998 af João Soares og hans kone, Rita, der ses på postkortet her. Samt Joãos bror, Paulo og dennes kone, Margareta.
De to ægtepar tjener gode penge på deres i dag fjorten vinforretninger på Algarve-kysten, og med høje ambitioner ville de prøve kræfter med fremstillingen af vin. For 7 millioner euro købte de en ejendom syd for Beja med korkege, oliventræer, 200 sorte grise og 7000 køer – plus 27 hektar vinmarker.
Deres første vine kom i 2003, og to år efter vandt de tre af de såkaldte trofæer i The International Wine Challenge i London. Dermed var deres vinøse lykke gjort.
På ejendommen herude i det store, tomme landskab, hvor ikke engang kragerne når ud, har de to ægtepar også bygget et lækkert lille hotel med ti værelser samt en toprestaurant, hvortil der valfartes.
13. postkort fra Portugal Et af de store vinnavne
João Portugal Ramos er et af Portugals store vinnavne og tilmed en mand, der har sit lands navn som mellemnavn.
I mange år var han den omkringfarende ønolog, som fik vinproduktionen op at stå i mange hjørner af landet, men i 1990 gik han i gang med selv at plante vinstokke. Han oprettede en vingård uden for byen Estremoz, og hans vine herfra sælges i ret store mængder under navnet Vila Santa i det svenske Systembolag. (Egentlig mærkeligt, at de endnu ikke er kommet til Danmark. Vi danskere er åbenbart lidt bange for portugisisk vin.)
I de seneste år har João Portugal Ramos udvidet butikken med nye vinerier, blandt andet Duorum sammen med en kompagnon i Douro-dalen.
14. postkort fra Portugal Portugals ældste vinhus
I 1834 grundlagde José Maria da Fonseca Portugals ældste vinhus i Azeitão på Setúbal-halvøen syd for Lissabon, og i dag står sjette generation ved roret, brødrene António og Domingos Soares Franco.
Det smukke gamle hus, som familien boede i indtil 1974, er i dag et interessant museum, som bestemt er et besøg værd. Det er åbent alle dage kl. 10-12 og 14.30-17.30, men man skal melde sin ankomst i forvejen. Se nærmere på Fonsecas hjemmeside under Wine Tourism.
Under besøget går man gennem de fint møblerede rum og ser reolerne med flasker, der alle er pakket ind i tykt kulørt papir, som man gjorde det i gamle dage. Og bagefter spadserer man så ud i den charmerende lille have og besøger tre af de gamle kældre. Her lagrer blandt andet en del af husets populære rødvin Periquita i lange rækker af fade.
På husets facade er to runde vinduer omgivet af blå kakkelmalerier, som portugiserne kalder azulejos (asul = blå). De forestiller nogle kæmpemæssige fade.
15. postkort fra Portugal 18 millioner flasker Periquita
José Maria da Fonseca – i daglig tale bare Fonseca – er ikke kun et fornemt 1800-tals hus og nogle gamle kældre. Det er også et kæmpemæssigt, supermoderne vineri ved navn Fernando Soares Franco. Det blev opført i 2001, har et overdækket areal på 9000 kvadratmeter og en kapacitet på 6,5 millioner liter vin i 460 tanke. Alt er automatiseret og computerstyret og passes af kun ti medarbejdere.
I disse high-tech omgivelser fremstilles en snes forskellige vine med Periquita som den absolutte topsællert med 18 millioner flasker om året. En god del af dem importeres af Dansk Supermarked – altså Netto, Bilka og Føtex.
Vinen Periquita (Lille Papegøje på portugisisk) er opkaldt efter bondegården, hvor grundlæggeren Fonseca begyndte at lave sin vin i 1834, men Periquita er også navnet på en drue.
Fonsecas chefvinmager Domingos Soares Franco viste os rundt i vineriet og demonstrerede, hvordan han blandede en af husets topvine af fire forskellige druer.
Først smagte vi årets fire nye vine, der var fodpressede og lå på fire tanke. De smagte hver for sig ikke særlig interessant. Og så blandede Domingos 35% Touriga Nacional, 35% Touriga Franca, 20% Tinto Cão (Rød Hund) og 10% Tinta Francisca. Og simsalabim opstod en flot vin i fin balance.
16. postkort fra Portugal Dessertvinen Setúbal de Moscatel
Tip-tipoldefar Fonseca skabte ikke kun Portugals første vinmærke, Periquita – og insisterede på at sælge vinen tappet på flasker og ikke kun i fade, som det ellers var almindeligt dengang. Han skabte også en anden vin, nemlig dessertvinen Setúbal de Moscatel, en af verdens fornemste søde vine.
Vinen på den aromatiske Muskat-drue er en hedvin – en vin med tilsat druesprit, som ikke kun gør vinen holdbar, men som også standser gæringen, så en del af druernes sukker ikke omdannes til alkohol, men forbliver i vinen som sødme.
I dag fremstiller Fonseca dels en “almindelig” Moscatel, dels nogle meget fine og dyre mærker, et af dem med Armagnac i stedet for druesprit.
17. postkort fra Portugal Vinen gærer i store krukker
Under vores tur så vi en masse kæmpemæssige lertøjs-krukker. De stod rundt omkring som dekoration på vingårdene.
I gamle dage – og det er såmænd ikke så mange årtier siden – var krukkerne endnu i brug til udgæring og opbevaring af vinen. Denne teknik har man brugt lige siden Romertiden, men i dag bruges den ikke mere.
Og dog … I byen Reguengos de Monsaraz i Alentejo ligger vingården José de Sousa, og i dens “amfora-kælder” findes der to lagare og hele 114 krukker, som stadig anvendes.
En keramiker kan ikke dreje sådan en krukke op på en drejeskive. Den må klines op efter “pølsemetoden”. Nogle husker måske brødrene Tavianis film Kaos fra 1984, hvor en siciliansk krukkemager gør en kæmpekrukke færdig indefra – og ikke kan komme ud igen …
18. postkort fra Portugal Alentejos danske vingård
Vi har gemt Cortes de Cima som rosinen i vinrejsens pølseende – den internationalt berømte vingård, som er skabt af danskeren Hans Kristian Jørgensen og hans amerikanske kone, Carrie.
Vi har været i kontakt med dem i mange år og smagt deres vine, som importeres af H.J. Hansen, men det var første gang, vi besøgte dem i Alentejo.
Historien er velkendt – blandt andet fra Vinbranchens Blå Bog. Det er kort fortalt historien om ingeniøren, der i 22 år arbejdede som teknisk direktør i en plantage i Malaysia og i 1984 forlod sin stilling for “at drage ud i verden”. Han og Carrie købte en skonnert for at sejle til Tyrkiet, men de nåede aldrig længere end til Portugal, hvor de i 1988 købte Cortes de Cima og tilplantede de 50 hektar vinmarker.
I dag har de 130 hektar vinmarker og producerer cirka 1,2 millioner flasker om året.
19. postkort fra Portugal Den ukendte rødvin
Da Hans Kristian Jørgensen tilplantede Cortes de Cimas vinmarker, var fem blå druesorter tilladt under appellationen, men kun to af dem kunne bruges, mente han.
– Reglerne byggede på, hvad man altid havde gjort, siger han, – og man havde slet ikke øje for, at der i denne verden er 2000 druesorter at vælge imellem. Så selv om det var ulovligt, plantede vi tyve andre sorter, én hektar af hver, hvoraf Syrah helt klart gjorde sig mest bemærket.
Myndighederne vidste ikke, hvad der foregik – druerne var plantet midt inde i en mark med lovlige druer – og da den færdige Syrah-vin blev lanceret, skete det under navnet Incógnito (Ukendt).
På bagetiketten skrev Hans Kristian Jørgensen en Bob Dylan-sentens: – To live outside the law, you must be honest.
Efterhånden som vinen fik hæder og succes, forsvandt modstanden, og i dag er Syrah anerkendt som en af områdets druer.
20. postkort fra Portugal Går videnskabeligt frem
Hans Kristian Jørgensen har i løbet af kun fjorten år fået stor succes som vinmager. Der er ingen tvivl om, at han laver nogle af Portugals bedste vine, og man fornemmer, at hans arbejde er præget af, at han er ingeniør og medbringer store erfaringer fra arbejdet som planter i Malaysia.
Han er manden, der går videnskabeligt frem, udfører en grundig research, foretager sammenlignende forsøg og opfinder nye maskiner og teknikker. Han var således den første i Portugal, der indførte den høje Smart Dyson-opbinding af vinstokkene, selv om den blev betragtet som “illegal”.
Han arbejder også meget bevidst for en bæredygtig vinproduktion, flyver sin egen flyvemaskine og fotograferer markerne fra luften med GPS-udstyr koblet til kameraet
21. postkort fra Portugal Over 300 medaljer
Hvis Hans Kristian Jørgensen er manden, der står for vinene og deres kvalitet, så er det Carrie, der sælger dem og sørger for at præsentere dem i alle betydningsfulde konkurrencer verden over. Siden 1996 har Cortes de Cima høstet den ene internationale medalje og anerkendelse efter den anden.
Vingården var også den første i Portugal, der i 1999 fik egen hjemmeside – og var i nyere tid den første til at skabe sin egen vinøse blog.
Og, jo, Cortes de Cima er også med på både Facebook, Twitter, Flickr og YouTube. På nettet kan man således se flere film med interviews med Hans og Carrie Jørgensen.
