Nyheder

1,9 mio. kr. for en flaske whisky – nogen højere?

Det er som om, de skotske whiskydestillerier ind imellem prøver at overgå hinanden i opfindsomhed, når det gælder lanceringen af deres sjældne whiskyer...

annonce

1,9 mio. kr. for en flaske whisky – nogen højere?

Del artiklen

Når det gælder fornemme gamle whiskyer, bliver de ofte tappet på yderst kreative flasker. Som nu den her viste med navnet Port Ellen Prism, der rummer en 46 år gammel whisky fra det skotske destilleri Port Ellen på Islay. 
Destilleriet lukkede i 1983 men genåbnede sidste år, og i forbindelse med åbningen frigav Port Ellen en 44 år gammel whisky. Disse gamle whiskyer stammer fra fade, som har været opbevaret i destilleriet i alle de år, det har været lukket. 
Der er kun tappet en enkelt flaske af den 46 år gamle whisky, og den skal deltage på velgørenhedsauktionen Distillers One of One 2025, der afholdes d. 10. oktober i Hopetoun House nær Edinburgh. Denne særlige auktion omfatter udelukkende skotske whiskyer, der er så sjældne, at der kun findes et enkelt eksemplar.
Allerede fra d. 15. september kan man byde med online på de sjældne flasker.
Den seneste auktion blev afholdt i 2023. Her kom 39 flasker under hammeren, og de indbragte tilsammen hele 2,2 millioner pund (cirka 14 mio. kr.), der traditionen tro går til en organisation, som støtter unge skotter fra problemfyldte kår.
Port Ellen Prism består af et enkelt glasrør med 1,5 liter af den gamle single malt whisky. Røret er sænket ned i en kreativ glasskulptur af den tyske glaskunstner Wilfried Grootens. Han er en mester i ved hjælp af tynde bemalede plader glas at skabe en tredimensionel virkning.
Kreationen med whiskyen forventes at indbringe op til 300.000 pund (cirka 1,9 mio. kr.).

annonce