annonce

I 1813 købte adelsfamilien Beaufort-Spontin slottet Becov i Tjekkiet. Slottet gik i arv i flere generationer – lige indtil familien måtte flygte i slutningen af anden verdenskrig. Årsagen var, at den var under mistanke for at have samarbejdet med nazisterne.
Familien flygtede til Østrig, men inden flugten gemte den en fornem vinsamling under gulvet i slottets kapel.
På reoler i det fugtige og kolde rum har de i alt 133 vine fra slutningen af 1800-tallet ligget i ideelle omgivelser.
Slottet blev efter krigen konfiskeret af kommunisterne, blev senere brugt som skole og er i dag rammen om et lokalhistorisk institut. Alt imens har vinene levet deres skjulte liv under gulvet.
Smagte en af de historiske vine
Nu har man omsider fundet flaskerne, og der er alt fra sød vin fra Château d’Yquem i Sauternes i årgangene 1892 og 1896 til portvin fra 1892 og sherry fra 1899 af den supersøde type Pedro Ximenez.
Det kom Château d’Yquem for øre, at man havde fundet så gamle årgange af slottets ædle vin, og et team rykkede ud for at undersøge flaskerne – og smage på indholdet i en af dem. Det kunne lade sig gøre ved hjælp af Coravin-systemet, som en hel del af vores læsere garanteret kender. Men for dem, der ikke har hørt om dette smarte redskab, vil vi lige repetere:
En tynd nål stikkes ind gennem både kapslen og korkproppen. Når man trykker på en knap, injiceres der en komprimeret udgave af gasarten argon, hvorved vinen i flasken er under pres, mens man derefter hælder vin ud i en tynd stråle gennem nålen. Når flasken igen sættes på bordet, er al ilten erstattet af argon.
Nålen er så tynd, at hullet i korkproppen lukker sig fuldstændig, når den trækkes ud. Der kan hverken trænge vin ud eller ilt ind.
Ifølge kældermesteren hos Château d’Yquem havde vinen alder men var “imponerende frisk”, hvilket dels skyldes de perfekte opbevaringsforhold, dels det høje sukkerindhold i de søde vine.
Ejeren af vinene er det lokalhistoriske institut, der som nævnt har til huse i Becov-slottet, og instituttet har foreløbig valgt at udstille nogle af flaskerne.
Hvad der siden skal ske med dem, er endnu uvist.
annonce








