annonce
1. postkort fra Moscato-land Ved bjergets fødder
På denne vintur tog vi til den italienske region Piemonte – opkaldt efter “alpernes fodbjerge”: Ai piedi del monte, ved fødderne af bjerget.
Vi gjorde det ikke i første række for at smage de store vine som Barolo, Barbaresco og Barbera d’Alba, men for at lære druen Moscato og dens piemontensiske vine at kende.
Moscato- eller Muskatdruen lægger most til to DOCG-vine, der fremstilles i et afgrænset område syd for byen Asti. Så med udgangspunkt i Asti, der er en moderne og rar by med fine gamle huse, gjorde vi udflugter til små og store vinhuse samt til et par kooperativer. Det kom der disse atten postkort ud af.
2. postkort fra Moscato-land En stor familie
Moscato (eller Muskat) er en stor druefamilie, der omfatter sorter med farver lige fra det helt lysegrønne til næsten sort – og sorter, der specielt bruges til vin, rosiner og spisedruer.
I Piemonte har man siden Romertiden anvendt sorten Moscato bianco, der af folk på stedet fremhæves som den bedste af alle Moscato-druer. De fortæller, at det er den ældste dyrkede drue, og at dens historie kan føres tilbage til oldtidens Grækenland. Romerne kaldte den for Apica, Apicus eller Apianae – alle navne, der referer til ordet apis, der betyder bi. Det er druen, som bierne elsker.
Forskere ved University of Pennsylvania har analyseret krukker fra Kong Midas’ grav og konstateret, at man drak Muskatvin ved hans begravelse.
3. postkort fra Moscato-land En duft af moskus
Fælles for alle vine på Moscato-druen er deres blomstrende aroma med toner af hylde- og akacieblomster, måske også mandler, melon, kiwi og mango samt et strejf af honning.
Eventuelt vil man også kunne ane stoffet moskus, der har givet druen dens navn. Det er et vellugtende stof, der bruges i parfumeindustrien, og som stammer fra moskushjorten (Moschus moschiferus), der lever i Sibirien, Mongoliet og på den koreanske halvø.
Det er hannerne, der udskiller stoffet som en brun, voksagtig masse, der opbevares i en sæk mellem kønsorganet og navlen – måske bruges det til at tiltrække hunner.
Dyret er truet, fordi man kun kan hente en snes gram af det eftersøgte stof hos hver hjort. Prisen er over 200.000 kr. for et kilo; men heldigvis kan moskus i dag fremstilles syntetisk.
Navnet moskus stammer fra ordet muská, der på sanskrit betyder testikkel. Og man har da også brugt stoffet som et afrodisiak.
4. postkort fra Moscato-land Her blev den moderne Moscato-vin født
Druen Moscato Bianco har også et andet navn, nemlig Moscato di Canelli, og man kan med en vis ret sige, at den moderne mousserende Moscato-vin blev født i byen Canelli ved bredden af floden Belbo.
Højt over byen troner en stor og elegant villa, der ejes af familien Gancia, og det var Carlo Gancia, der i 1865 studerede, hvordan de lavede champagne i Frankrig, og bragte sin viden med hjem til Italien. Sin vin kaldte han Moscato Champagne. Senere fandt hans søn, Camillo Gancia, på at kalde den Asti.
Den friske, aromatiske Spumante d’Asti, vi kender i dag, blev dog først mulig, da man i 1970’erne kunne kontrollere temperaturen under gæringen.
I bjerget under Gancias villa er der et net af underjordiske kældre, store som katedraler, hvori millioner af flasker ligger ved en konstant temperatur på 12-14 grader. Under en katastrofal oversvømmelse i 1994 trængte vand og mudder ned i kældrene og forvoldte skader for millioner.
5. postkort fra Moscato-land De to slags Moscato-vine
Området med Moscato-druer er kolossalt. Der dyrkes også andre druer ind imellem, men det er Moscato, der er det store lokomotiv på næsten 10.000 hektar marker. Det er Italiens fjerdestørste DOC-område, der siden 1977 har haft DOCG-appellation – Denominazione di Origine Controllata e Garantita.
Med Moscato-druen skabes to forskellige vine:
* Asti, der også kaldes Asti Spumante, er en mousserende hvidvin af samme type som champagne og cava, altså med op til 6 atmosfæres tryk og en almindelig champagneprop. Hvert år laves der cirka 75 millioner flasker, hvoraf de fleste går til eksport.
* Moscato d’Asti er en perlende (frizzante) hvidvin med et tryk på op til 1,7 atmosfære. Flaskerne er forsynet med en almindelig korkprop, og ved man ikke, at der er tryk i flasken, kan man godt blive overrasket, når man trækker proppen op på vanlig vis. Jo højere alkoholprocent, der står på flasken, desto mere tør er vinen. Af denne type vin laves der cirka 13 millioner flasker om året, hvoraf halvdelen bliver i Italien.
6. postkort fra Moscato-land Den lukkede tank
Nogle få steder laver man Asti Spumante efter champagnemetoden, og man er meget glad for at demonstrere over for turister, at man er noget så traditionel og lader vinen eftergære i flasker, som bliver drejet rundt ved håndkraft i skråtstillede reoler.
I virkeligheden er man næsten totalt gået over til den metode, franskmændene kalder Cuve Close (lukket tank), og italienerne kalder Metodo Martinotti-Charmat.
Metoden blev opfundet af Federico Martinotti i 1920’erne, og til formålet anvendte han udstyr, der var patenteret af franskmanden Eugene Charmat. Deraf det dobbelte navn på metoden.
Martinotti var direktør for den ønologiske station i Asti, og han fandt på at lade eftergæringen, hvorunder boblerne skabes, foregå i store lukkede tanke i stedet for at lade den ske i flasker, som når man anvender champagnemetoden.
7. postkort fra Moscato-land Giver mulighed for filtrering
Området med Moscato-druer er kolossalt. Der dyrkes også andre druer ind imellem, men det er Moscato, der er det store lokomotiv på næsten 10.000 hektar marker. Det er Italiens fjerdestørste DOC-område, der siden 1977 har haft DOCG-appellation – Denominazione di Origine Controllata e Garantita.
Med Moscato-druen skabes to forskellige vine:
* Asti, der også kaldes Asti Spumante, er en mousserende hvidvin af samme type som champagne og cava, altså med op til 6 atmosfæres tryk og en almindelig champagneprop. Hvert år laves der cirka 75 millioner flasker, hvoraf de fleste går til eksport.
* Moscato d’Asti er en perlende (frizzante) hvidvin med et tryk på op til 1,7 atmosfære. Flaskerne er forsynet med en almindelig korkprop, og ved man ikke, at der er tryk i flasken, kan man godt blive overrasket, når man trækker proppen op på vanlig vis. Jo højere alkoholprocent, der står på flasken, desto mere tør er vinen. Af denne type vin laves der cirka 13 millioner flasker om året, hvoraf halvdelen bliver i Italien.
8. postkort fra Moscato-land En af de bedste
Kendere af de piemontensiske Moscato-vine fremhæver vingården Caudrina i Castiglione Tinella som en af de bedste, og den laver da også en fremragende Moscato d’Asti, “La Caldrina”, og en prægtig Asti Spumante, “La Selvatica”.
Vi smagte begge vine ved flere lejligheder og besøgte også vingården, der fremtræder som et meget smukt hus i et fantastisk landskab.
Azienda Agricola Caudrina blev grundlagt i 1940’erne af Redento Dogliotti, og vingården foretog et tigerspring, da hans søn, Romano, kom til. I dag styres foretagendet af Romano og hans tre sønner, Alessandro, Sergio og Marco.
Foruden Moscato-vinene laver Caudrina flere rødvine på druerne Barbera og Dolcetto.
9. postkort fra Moscato-land Kilometervis af ståltråd
Ikke mindst i det tidlige forår kan man se hvilken utrolig konstruktion, der bærer vinplanterne og deres frugt.
Marken er fyldt med stolper, som holder udspændte ståltråde i flere niveauer – på sådan en mark er der mellem 25 og 30 km ståltråd pr. hektar.
På denne mark ved Massimo Rivettis vingård i Neive er der rækker af stolper for hver tre rækker vinstokke, og de stolper, der skal optage trækket i ståltrådene, er forsynet med skråstivere. Trådene holdes stramt udspændte med små indskudte trisser, som kan strammes med en nøgle.
Billederne her blev taget den 19. marts, og vinstokkene står som små sorte dværge, der er skåret næsten ned, så kun en enkelt gren stritter op og er klar til at sende sine sidegrene op mellem ståltrådene.
10. postkort fra Moscato-land Et imponerende vinhus
Der var engang, da der var to slags vinfolk i Piemonte. Der var de tusinder af vinbønder, som dyrkede druerne på deres små parceller, og der var nogle få store vinhuse, som aftog druerne – ofte til spotpriser – og lavede vinene.
De store firmaer findes endnu, men mange af vinbønderne har sluttet sig sammen i kooperativer, og andre er gået i gang med selv at fremstille vine.
Det har været en lang udvikling over hundrede år, og i 70’erne og 80’erne har der været udkæmpet nogle drabelige kampe, hvorunder vinbønderne har organiseret sig i effektive foreninger. I dag er der cirka 6000 familier, der dyrker Moscato.
En af de efterhånden mange, der gik i gang med selv at producere vin, er familien Rivetti, der igennem fire generationer har opbygget et stort og imponerende vinhus. Ved roret står Dante Rivetti, hans kone, Luciana, og deres børn.
Dante Rivetti laver en lang række vine – plus to slags grappa – og under vores besøg smagte vi blandt andet en Barberesco, “Bricco”, i årgangene 2001, 1998 og 1988. Store og flotte vine, der udvikler sig fornemt, og som stadig, 21 år efter, er harmoniske og dejlige.
11. postkort fra Moscato-land Moscato-druens egen borg
I mange italienske distrikter har vinproducenterne i fællesskab indrettet gamle borge og slotte til enotecas, dvs. vincentre med udstillinger og salg. Det gælder også Moscato-folket, der holder til på Castello di Mango.
Slottet var i 1200-tallet en befæstet borg, men i 1680 blev det omdannet til et elegant landhus for markiserne af Busca.
I stueetagens udstilling kan man få et overblik over Moscato-vinene fra 160 producenter i DOCG-områdets 52 kommuner, og på første sal er der en aldeles glimrende restaurant med lækre piemontensiske egnsretter.
Ikke mindst fik vi en herlig hjemmelavet tagliatelle – som vi dog ikke lod følge af en Moscato, men af en liflig Dolcetto.
12. postkort fra Moscato-land Perlende rosé på Brachetto
Familievinhuset Marenco i byen Strevi ejes i dag af tre søstre, og det var den ene søsters mand, Giovanni Costa, som tog imod os og lod os smage en dejlig Moscato d’Asti og en lige så god perlende rosévin på druen Brachetto.
Brachetto er en drue, vi ikke ser så meget til her i landet. Den hører hjemme i Piemonte, hvor den bruges til både mousserende og perlende vine og fremstår i virkelig gode flasker fra appellationen Brachetto d’Acqui DOCG.
Marencos vin “Pineto”, der er en Brachetto d’Acqui, er en meget let og perlende rosévin med kun 5,5% alkohol og toner af jordbær, hindbær og roser. Man kan sige, at den er et rosé sidestykke til Moscato d’Asti – lidt i retning af en Lambrusco.
13. postkort fra Moscato-land Vinene fra Barbaresco
Massimo Rivetti har 12 hektar af sine vinmarker lige uden for byen Neive og dermed i DOCG-området Barbaresco. Han laver godt nok en Moscato d’Asti, men det var hans Barbaresco-rødvine, vi kom for at smage, og det var dejlige vine.
Som regel betragter man Barbaresco som det andet store udtryk for druen Nebbiolo lige efter den berømte Barolo, men Barbaresco har sin egen historie, der går tilbage til 1894, da Domizio Cavazza, der var professor ved vinskolen i Alba, oprettede kooperativet Produttori del Barbaresco.
Siden 1950’erne har både kooperativet og producenter som Angelo Gaja og Bruno Giacosa med eftertryk sat Barbaresco på det vinøse Italienskort.
Man beskriver ofte Barolo som maskulin og Barbaresco som feminin – man har kaldt dem kongen og dronningen. Men Barbaresco er ikke på nogen måde en “light” udgave af Barolo. Man kan sagtens finde Barbaresco-rødvine, der har gået til bodybuilding.
Barbaresco laver 4,3 millioner flasker om året, mens Barolo laver knap 11 millioner (2007).
14. postkort fra Moscato-land Den tågede drue
Druen Nebbiolo er født i den norditalienske region Piemonte, og her lægger den most til store og holdbare vine som Barolo, Barbaresco, Roero og Langhe.
Der er lidt “tåge” omkring dens navn. Nebbia betyder tåge på italiensk, og nogle påstår, at druen har fået sit navn, fordi tågen ofte hænger lavt over markerne – mens andre mener, at gærsvampene, der ligger som rim på druerne, er ophav til det tågede navn.
Det er imidlertid et faktum, at efterårstågen ofte sænker sig over Piemontes marker og skærmer druerne mod frost, og det betyder, at man kan lade dem hænge længere og sluge sol om dagen – længere end det ellers ville være muligt.
Druerne bliver saftspændte, de tykke drueskaller får en masse farvestof, og for at få mest mulig kraft ud af dem lader man gæringen vare i op til tre uger. Det er ret længe, men det giver nogle kraftige og meget holdbare vine, fulde af aromastoffer – kirsebær, svesker, rosiner, chokolade, tobak, lakrids, trøfler, læder, fyrrenåle og lidt tjære.
15. postkort fra Moscato-land Favorita, kongehusets favorit
En hvidvin på druen Favorita var ny for os. Sådan en havde vi aldrig smagt, og druen er da heller ikke særlig udbredt i Piemonte.
Vi mødte vinen under besøget på enoteca’et i Mango, og det var et yderst behageligt møde. Det er en rigtig dejlig drue med en aroma lidt i retning af pære.
Piemonte hørte under kongehuset af Savoyen, og på enoteca’et fortalte man os, at denne hvidvin var en favorit ved hoffet, og at det var derfor, druen fik sit navn.
Nyere DNA-forskning har vist, at Favorita er identisk med druerne Pigato og Vermentino, der findes i Liguria, dvs. regionen omkring Genova med de små kystbyer i Cinque Terre.
16. postkort fra Moscato-land En Barbera med kinin
På det lille kooperativ Cantina Alice Bel Colle blev vi præsenteret for en aromatiseret rødvin – en piemontensisk specialitet, som kun kendes af få.
Vinen “Rosso di Sera” er en Barbera d’Asti-vin, som er tilsat diverse aromatiske urter: Først og fremmest bark fra kinatræet (Cinchona), men også gentianrod, kryddernelliker, kardemomme, stjerneanis, rabarber, kommen, vanille og andre aromaer. Yderligere er der tilsat sukker samt alkohol op til 18%.
Kinabark indeholder kinin, som er et virksomt middel mod malaria, og vine som disse havde derfor deres faste plads i vinbondens medicinskab.
I dag er de fremragende dessertvine til især chokoladeholdige kager, men de bruges også som apéritif og som et folkekært fordøjelsesfremmende middel.
I den åbne flaske mister vinen kun lidt af sin intensitet og kan holde i månedsvis.
17. postkort fra Moscato-land Kinin-vine i Danmark
Vi fandt den aromatiserede Barbera-vin så interessant, at vi – da vi var vel hjemme i Danmark – spurgte Carlo Merolli, om der findes noget lignende på det danske marked.
– Jo da, svarede han. – Jeg importerer faktisk fire forskellige mærker, blandt andet en Barolo Chinato, der laves på en god Barolo; heri ligger faktisk hemmeligheden.
– Jeg har også noget så usædvanligt som en Pinot Nero Chinato, der er lavet af Natale Simonetta fra Cascina Baricchi.
Traditionen med de krydrede hedvine findes ikke kun i Piemonte, men også andre steder i Italien. Fx kan nævnes Vinpepato fra Siena og Yppocras fra Abruzzerne.
Yppocras er en hybenkradser, opkaldt efter oldtidens store læge Hipokrates – ham med lægeeden.
Carlo Merolli lod os smage de interessante kinin-vine, og nedenfor bringer vi vore kommentarer.
18. postkort fra Moscato-land Søde sager til Moscato d’Asti
Til hvad skal man skænke den søde Moscato d’Asti? Hos slikfirmaet Barbero er man ikke i tvivl: Chokolade og ikke mindst torrone, dvs. hvid nougat med nødder eller mandler. Men en nøddekage eller vanilleis er nu også gode forslag.
D. Barbero er et gammelt familiefirma i Asti, grundlagt i 1883, og i et hus midt i byen laver det to meget fornemme produkter: Om vinteren og op til påske laver det påskeæg og resten af året den hvide torrone.
Firmaet tager imod turister, og vi var der, mens de lavede chokoladeæg – æg i alle mulige størrelser fra små æg, der kunne glide lige ind i munden, til store æg, som var 60-70 cm høje. Alt lavet som fineste håndarbejde og af den mest lækre chokolade.
Kommer man til Asti, skal man gøre sig selv den tjeneste at besøge D. Barbero – og forkøbe sig i den lille butik med de søde sager.