Nyheder

165 år for berømt vinauktion

I 165 år er der blevet afholdt en ganske særlig vinauktion i Bourgognes vinhovedstad, Beaune. I år indbragte auktionen det tredje højeste hammerslag nogensinde...

annonce

165 år for berømt vinauktion

Del artiklen

Ligesom det hvert år bliver juleaften, kan man også være 100% sikker på, at den berømte Hospices de Beaune auktion vender tilbage år efter år.
Auktionen er netop blevet afholdt i Bourgognes vinhovedstad, Beaune, og det var med et rekordstort antal bydere. 700 vinopkøbere fra hele verden var troppet op i Halle de Beaune for at byde på de i alt 552 fade, der hver indeholdt 228 liter vin.
Vi har tidligere omtalt denne vinauktion, men her kommer lige lidt kontekst for de læsere, der ikke har hørt om den.
Hospices de Beaune – byens gamle hospital – blev grundlagt i 1443. Det er for længst holdt op med at fungere som hospital, men det ejer stadig de i alt 60 hektar fornemme vinmarker, som rige mennesker gennem årene har skænket hospitalet. Og det er vinen fra disse marker, der – mens den stadig ligger og fadmodner – hvert år bliver solgt på auktionen.

Fra 40 mio. kr. til 142 mio. kr.

I år var det 165. gang, auktionen blev afholdt, og den indbragte knap 19 millioner euro (cirka 142 mio. kr.) – det tredje højeste beløb nogensinde. Rekorden blev sat i 2022 og lød på hele 28,9 mio. euro (cirka 216 mio. kr.). 
Der er sket rigtig meget med priserne siden fx 2009, hvor det samlede hammerslag var på 5,4 mio. euro (cirka 40 mio. kr.) for hele 799 fade.
Gennemsnits-hammerslaget pr. fad var i år på 33.930 euro (cirka 253.000 kr.) – en stigning på 4,6% i forhold til 2024. 
428 af fadene indeholdt rødvin, 111 hvidvin og 11 fade eau-de-vie (brændevin). Auktionens højdepunkt var som altid Pièce des Présidents (præsidentens fad) – et fad, der indeholder en særlig fornem vin. I år var det en Pommard Premier Cru Les Rugiens, og fadet opnåede et hammerslag på 400.000 euro (cirka 3 mio. kr.) – en rekordhøj pris for dette traditionelle fad.
Som altid går overskuddet fra auktionen til velgørende formål.

annonce