annonce

Normalt fremstiller vinproducenter kun egne vine, men i det tyske Franken fik en vinhandler i Würzburg, Sebastian Schütt, en god idé. Han fik hele 16 producenter i Franken til at fremstille en fælles hvidvin på Silvaner-druen.
Selv om Müller-Thugau er den mest udbredte drue i regionen, er Silvaner flagskibet – eller signatur-druen, der også kaldes for “kongen af Franken”.
Projektet, der er navngivet #silvanerallezusammen, startede i 2023, hvor hver af producenterne leverede en andel af deres friskpressede, ugærede druemost til vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder. Her blev mosten blandet, gæret og modnet i fade i 20 måneder.
Der er tappet omkring 400 flasker, der sælges i Schütts vinforretning Rot Weiss Rosé for 45 euro (cirka 336 kr.) stykket. En enkelt 5-liters flaske vil blive solgt på en velgørenhedsauktion.
Projektets formål er at skabe en vin, der forener, de mange forskellige jordbundsforhold og dyrkningsmetoder, som omfatter Silvaner-druen. I vinen mødes således biodynamik og konventionel vindyrkning, kalkrig undergrund og sandsten. Og i sidste ende er formålet selvfølgelig at promovere druen og dens potentiale for omverdenen.
Blandt de 16 producenter, projektet omfatter, er nogle af Frankens mest anerkendte. Det gælder fx Christian Deppisch, Rudolf Fürst, Juliusspital, Max Müller og Weingut am Stein.
Man kan læse mere om projektet ved at klikke her.
annonce







