Nyheder

16.000 kr. for historisk flaske

I 1945 blev en flaske vin smuglet til USA direkte fra Adolf Hitlers private kælder i hans sommerresidens. Nu er den solgt på auktion...

annonce

16.000 kr. for historisk flaske

Del artiklen

Adolf Hitler fik i 1920’erne opført en sommerresidens, Berghof, på bjerget Obersalzberg i Bayern. Senere blev huset udbygget med boliger til nogle af Nazi-generalerne, og stedet blev rammen om talrige møder og fester. Hitler havde også sin personlige og ret store vinkælder i Berghof.
Under anden verdenskrig blev Berghof bombet, og efter krigen sendte amerikanerne et hold nedrivningseksperter fra militæret til stedet for at slette alle spor af den førhen så store sommerresidens.
Vinkælderen havde overlevet nogenlunde intakt og var stadig fyldt med flasker. Nedrivningsholdet ødelagde dog kælderen totalt, men en af mændene tog en enkelt flaske ind under jakken, og tog den med hjem til USA. 
Langt senere solgte han den til en handlende i krigsantikviteter – som han ligeledes fortalte sin historie til.

Anonym køber

For nylig dukkede flasken, der er en Saint Émilion 1934, så op igen på en auktion hos det amerikanske auktionshus Alexander Historical Auctions, hvor den blev solgt for 2500 dollars (cirka 16.000 kr.).
Det var kun halvt så meget som den laveste vurdering fra auktionshusets side. Højeste vurdering lød på 7000 dollars (cirka 45.000 kr.). Flasken var da også kun halvt fuld, og vinen fuldstændig udrikkelig, som der stod i auktionskataloget. Så det, hammerslaget gik på, var udelukkende den historiske værdi, som altså ikke var nær så stor, som auktionshuset forventede.
Køberen har valgt at forblive anonym, men ifølge nogle medier er det nok mere tænkeligt, at vedkommende er samler af ting fra Nazi-tiden end en egentlig vinsamler. Sidstnævnte ville jo nok ikke købe en flaske i så dårlig en stand.

annonce