11 postkort fra Abruzzo
Så har vi være på tur i den italienske vinregion Abruzzo lige efter, at høsten var kommet i hus.
annonce
1. Postkort: En frodig region
I regionens fire provinser, Pescara, Chieti, l’Aquila og Teramo, findes der i alt 22.000 vinproducenter, der til sammen producerer 3,8 millioner hektoliter vin om året – svarende til lige over 500 millioner flasker.
Hovedparten af vinen bliver nydt inden for landets grænser – kun 30% går til eksport, frem for alt til Tyskland, England og Canada. Men også her i Danmark har stadig flere vinimportører har fået øjnene op for regionens glimrende kvalitetsvine.
I Abruzzo ser man både vinmarker med vinstokkene, der vokser i baldakin, og marker, hvor de står på almindelige rækker uden “tag” over.
Førstnævnte metode var populær i 1950’erne, hvor man tænkte mere på kvantitet end kvalitet, og hvor det derfor gjaldt om at lade vinrankerne brede sig så meget som muligt. I dag yder EU et tilskud på 7500 euro (cirka 56.000 dkr.) per hektar vinmarker, der omdannes til almindelige rækker. Og det er noget, som især de unge vinproducenter er helt med på. De vil vældig gerne slå et slag for kvaliteten.
2. Postkort: Efterårsløvet sladrer om druesorten
I Abruzzo dyrkes der flere forskellige druesorter, men to lokale sorter dominerer billedet: Rødvinsdruen Montepulciano d’Abruzzo og hvidvinsdruen Trebbiano.
Navnet Montepulciano kan forvirre, for der findes jo også en Vino Nobile di Montepulciano – den “noble” vin fra byen Montepulciano oppe i Toscana. I Abruzzo er det altså navnet på en druesort, men det er meget sandsynligt, at navnet stammer fra byen i Toscana. Måske har toskanske uldhandlere bragt navnet med, da de for flere hundrede år siden kom til Abruzzo for at købe uld. – Den smager som vinen hjemme i Montepulciano, har de måske sagt. Og så kaldte man den lokale drue for Montepulciano.
Hvilken af de to druesorter, der er plantet hvor, afsløres tydeligt om efteråret, hvor vinstokke med Montepulciano-druer får et markant rødt løv, mens løvet på Trebbiano bliver gulliggrønt.
3. Postkort: Først oliven efter 30 år
I de fleste af Abruzzos mange glimrende restauranter begynder måltidet med, at der bliver stillet noget brød samt et par flasker olivenolie på bordet. Og så hælder man ellers lidt af de grøngule dråber på tallerkenen og suger dem op med brødet. Olierne er delikate og smager vidt forskelligt, og de er som regel alle af lokal herkomst.
Der er blevet fremstillet olivenolie i Abruzzo lige siden 500-tallet f.Kr. I dag breder hele 9 millioner blågrønne oliventræer sig over 47.000 hektar land i regionen, og mange vingårde har deres egen produktion.
Olivenlundene er ofte familieforetagender, og en italiensk bonde planter da også sine oliventræer for fremtidige generationer. Det tager nemlig 30 år, før et træ bærer nok frugt til en høst.
4. Postkort: En karismatisk slotsejer
Gianni Masciarelli er en af de mange vinproducenter, der også gør det i olivenolie. Og begge produkter fra hans hånd hører til blandt Abruzzos absolut bedste.
Hans vinhus, der producerer 2 millioner flasker vin om året, ligger i den lille by San Martino sulla Marrucina.
For et års tid siden købte Gianni Masciarelli det idyllisk beliggende slot, Palazzo Baronale Semivicoli, et kort stykke vej fra vinhuset. Det cirka 500 år gamle slot trænger til mere end én kærlig hånd – pudsen og murstenene falder nærmest ned om ørene på den nybagte slotsejer. Men inde i maven af den store faldefærdige bygning har han fået sat nogle få af salene i stand. Her spiste vi middag, og det var slotsejeren selv, der skænkede i glassene af Masciarellis flagskib, rødvinen Villa Gemma Rosso 1999.
Bare det nu ikke går galt med den store flaske, synes den hollandske vinskribent Jan Rook at tænke.
Slottet skal med tiden forvandles til et hotel med elleve værelser på øverste etage. Det skal nok blive et trækplaster.
5. Postkort: I økologiens tegn
Det lille familieejede vinhus Emidio Pepe har fremstillet vin gennem fire generationer. For otte år siden kom der så for første gang en pige, Stefania Pepe, bag roret.
Hun fører vinhuset, der producerer 50.000 flasker om året, videre efter de samme principper som faderen: økologisk dyrkning uden brug af kemikalier og en produktion, hvor håndkraft er i højsædet – både i mark og kælder. Og når de grønne Trebbiano-druer skal presses, kommer også fødderne på arbejde.
Stefania Pepe, der entusiastisk viste os rundt på vingården, kan også godt lide at eksperimentere. Pludselig trak hun en spand med halvgærede druer frem på gårdspladsen, pegede ned på vællingen og sagde begejstret: – Det skal blive til rødvinscreme!
6. Postkort: Sol, måne, stjerner og hestegødning
– Jeg vil lave min helt egen vin, lød det for et par år siden fra Stefania Pepe, efter at hun havde arbejdet sammen med sin far omkring de gamle familieejede vinmarker i tyve år.
Hun skred straks til handling og købte et stykke land, hvor hun nu er i gang med at anlægge sin første vinmark. Og den skal ikke bare være økologisk som faderens, men også biodynamisk.
Stefania viste stolt det bare muldede stykke jord frem, mens hun med ivrige armbevægelser fortalte om Solens, Månens og stjernernes påvirkning og om, hvordan hun pønser på at anskaffe sig tre heste – udelukkende for at bruge deres efterladenskaber til gødning.
Ét er sikkert: Lave vin, det kan man i vinhuset Emidio Pepe. Det byder på de dejligste koncentrerede og ufiltrerede rødvine.
7. Postkort: Regionens største vinproducent
Fra det lille vinhus til kooperativet Citra i Ortona, der er Abruzzos største vinproducent med en årlig produktion på 18 millioner flasker.
Også karrene, hvori druerne modtages ude fra marken, er af meget stort format. I bunden af et sådant kar har man som regel en enkelt arkimedes-snegl. Hos Citra har man hele tre af slagsen.
Det var den store oldtids-matematiker Arkimedes (287-212 f.Kr.), der lagde navn til den spiralformede skrue, som under sin omdrejning fører druematerialet frem til en udgang i den ene ende af karret.
I visse udviklingslande bruges sneglen stadig, men i et lukket rør, så den kan føre vand op på højereliggende marker.
8. Postkort: Gamle kæmpefade
Peligna-dalen er Abruzzo-vinens vugge, og det ældste vinhus overhovedet er Casa Vini Pietrantonj, hvis rødder går tilbage til slutningen af 1700-tallet.
Vinhuset har fået sig en ny vinkælder, men de gamle fade – botti – fra 1800-tallet er flyttet med. De største som dem på billedet kan rumme hele 36.000 liter vin.
Fadene er blevet brugt til at lagre vinen på lige indtil for et par år siden. Så kunne de ikke mere og begyndte at revne. At afgive garvesyre og smag til vinen var de forlængst holdt op med.
Nu har man forsynet fadene med indvendige beholdere af stål, så de stadigvæk kan bruges til at opbevare vin i.
9. Postkort: Tre piger bag roret
I dag er det de tre søstre Alice, Roberta og Serena Pietrantonj, der står for driften af Casa Vini Pietrantonj. Dog holder faderen, Nicola, der er en garvet vinmand, et vågent øje med arbejdsgangen.
Alice, der er den yngste af de tre piger, demonstrerer her den såkaldte bâtonnage. Ordet kommer af det franske bâton for kæp eller stok, og i al sin enkelhed går det ud på, at man tager en stålstav, stikker den ind gennem hullet i fadet og rører rundt i bundfaldet.
Omrøring giver klart en bedre fordeling af sukkeret og gærcellerne, hvorved de bedre kommer i kontakt med hinanden. Desuden udjævnes temperaturen, så gærcellerne ikke gør det for varmt for sig selv.
Men efter et par uger er gæringen overstået, så når man hos Pietrantonj troligt fortsætter med at røre rundt i vinen to gange om ugen i det første halve år, har det sikkert noget at gøre med, at man gerne vil have den konserverende effekt fra gæren og udtrække smag.
10. Postkort: Vinbeholder beklædt med glasfliser
Det er ikke så ofte, at man får lov til at kravle ind i en vinbeholder. Men det kunne lade sig gøre hos Casa Vini Pietrantonj. Og så var det endda en ganske særlig én af slagsen. Den er fra 1893 og indvendig beklædt med fliser af glas fra Murano – den venetianske ø, der gennem århundreder har været berømt for sin glasfremstilling.
Beholderen blev anskaffet til vinhuset af de nuværende ejeres forfader, der var overbevist om, at glas var særlig godt, når det gjaldt vinens holdbarhed. Glas er da også det mest bestandige materiale til opbevaring af vin og andre levnedsmidler. Det afgiver intet, er gastæt og desuden meget svært påvirkeligt. En yderligere gigantisk fordel er, at det er uovertruffent let at holde rent – en skylning med rent, koldt vand gør overfladen tæt på kimfri. Men desværre er det jo også skrøbeligt.
11. Postkort: Smuk lukning med rød segllak
Hos et andet vinhus, Agriverde (grønt landbrug), hvor vi lagde vejen forbi, stod der flere kasser med meget store flasker, forseglet med lak. Den slags benytter vinproducenterne sig nogle gange af, når det kniber med at skaffe kapsler til så store flasker. Når man har proppet vinen til, sænker man simpelt hen flaskehalsen ned i en gryde med rød segllak.
Smukt ser det jo ud, men helt praktisk er det nu ikke. Man skal bruge en lille hammer til at hamre forseglingen af, før man kan trække proppen op, og det er noget værre griseri, da lakken springer til alle sider. Hvis man har en have, er det en god idé at finde et sted bag en stikkelsbærbusk …
