Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 25, 2024



Kullabergs i det nordvestlige Skåne har haft succes med sine vine. Foto: kullabergs.

Endelig bliver det tilladt!Del på Facebook

Efter mange års debateren frem og tilbage er den svenske regering ifølge Piwi International endelig kommet med et lovforslag om gårdsalg af vin, øl og spiritus. I Sverige har man som bekendt monopol på al salg af alkoholiske drikke med mere end 3,5% alkohol. Den slags må kun sælges gennem de statsejede Systembolaget-butikker.

Det er derfor forbudt for de stadig flere svenske vingårde, bryggerier og destillerier at sælge direkte fra deres produktionssted. Og det er noget, der selvsagt irriterer såvel producenterne som de besøgende, der gerne vil have en flaske eller to med hjem.
Den nye lov, der nu løsner op på de skrappe forhold, forventes at blive vedtaget, få EU's blå stempel og træde i kraft i starten af 2025.

Visse restriktioner


Men nu skal man ikke tro, at man bare kan købe los af en svensk vin, man er faldet for. Der bliver sat nøje grænser for mængderne.
Hver kunde i et destilleri vil kun kunne købe en enkelt flaske 70 cl spiritus. Fra en vingård må man tage afsted med 4 flasker vin og fra et bryggeri med 3 liter stærk øl.
Og tilladelsen til at sælge de alkoholiske produkter kommer ikke til at gælde for alle. For vingårdenes vedkommende er det kun dem, der fremstiller op til 400.000 liter årligt - vel at mærke, hvis alkoholprocenten ikke overskrider 10%. For vinproducenter, hvis vine har et indhold på mere end 10% alkohol, ligger grænsen for produktionen på 200.000 liter.

Skal de så lukke igen?


Destillerierne må højst fremstille 75.000 liter spiritus årligt, mens bryggerierne får samme produktions- og alkoholgrænser som vingårdene.
Selvfølgelig tages der godt imod den svenske regerings udspil. Dog lyder der kritiske røster fra nogle af de producenter, der overstiger produktionsgrænserne. Og hvad sker der, hvis fx en vingård har fået tilladelse ifølge reglerne, får vokseværk og begynder at producere mere end det maksimalt tilladte? Skal der så lukkes for gårdsalget igen?


Australien gør altid meget ud af sin tilstedeværelse på branchemessen Vinexpo Asia. Her et foto fra Wine Australias store stand på dette års messe i Hong Kong.

Så er der igen gang i eksporten Del på Facebook

Den 29. marts i år ophævede Kina omsider sine vanvittigt høje og langvarige afgifter på vin eksporteret fra Australien. Inden da nåede antallet af australske vinproducenter, der eksporterede til det asiatiske land helt i bund. Alene i 2023 faldt antallet ifølge landets vinproducentforening, Wine Australia, fra 2198 til 117.
Men siden afgifterne er droppet, er det gået stærkt med at få eksporten op at køre igen. Alene i løbet af april i år blev der sendt vin afsted til Kina til en værdi af 86 millioner AUD (cirka 394 mio. kr.). Og efterspørgslen fra kineserne er støt stigende, så Wine Australia er fortrøstningsfuld og regner med, at man vender tilbage til samme gode eksport som før indførelsen af afgifterne.

Frankrig kom ind fra højre


Dengang var australsk vin dominerende på det kinesiske marked, ligesom markedet var Australiens største aftager af vin. Der er dog et lille men. For mens australske vinflasker var nærmest ikke-eksisterende på kinesisk jord, da de var tynget af afgifterne, boomede fransk vin ind fra højre og udgør i dag 47% af al vin importeret af Kina. Dernæst kommer Chile med 17%, hvorefter følger Italien og Spanien.
Men under alle omstændigheder vil de “nye” tider medføre, at australierne kan få skåret ned på den vinsø, de brænder inde med - sidste år var den på cirka 2,8 millioner flasker.


Fino er en af de lyse, sprøde sherry-typer. Foto: Mariette Tiedemann.

Dalende salg for sherry Del på Facebook

Sherry-appellationen er Spaniens ældste appellation. Det er her, sherryen bliver til i alle dens mange afskygninger - fra de lyse og tørre, Fino og Manzanilla, over de mere fyldige og mørkere, Ammontillado og Oloroso, til de søde Cream og PX.

men efterspørgslen på sherry fra såvel det spanske hjemmemarked som resten af verden er dalende. I 2023 faldt salget med 5,6% på verdensplan. Og siden år 2000 er produktionen af sherry faldet med en tredjedel.
Sherry er en fortificeret vin, hvor der tilsættes destilleret spiritus for at stoppe gæringen, og ifølge reglerne skal Fino og Manzanilla indeholde minimum 15% alkohol og de fyldigere typer, som Oloroso, minimum 17%.

Vil droppe fortificeringen


Hvis man beder om et glas hvidvin i en restaurant i sherry-distriktet, får man typisk et glas Fino eller Manzanilla. Det er helt naturligt for indbyggerne i den sydspanske Cádiz-region. Men for resten af verden er de høje procenter ofte lige i overkanten som ledsager til mad - især i disse år, hvor trenden går mod et lettere alkoholindhold.
For en del år siden indsendte vinrådet i Sherry-appellationen derfor en ansøgning til de spanske myndigheder om at få lov til at fremstille Fino og Manzanilla sherry - og sætte de ikoniske ord på etiketten - uden at fortificere vinen. Alkoholniveauet skulle opnås ad naturlig vej via gæringen, hvorved procenterne ville ende på cirka 12%. Den endelige godkendelse ligger nu hos EU.
Men hvad så med alt det, der er karakteristisk for sherry? For det skulle jo ikke bare ende med hvidvin...
Fino og Manzanilla får en del af deres særpræg fra den måde, vinen modnes på - nemlig i fade, der ikke lukkes helt, og som kun fyldes 5/6. Der står med andre ord luft over vinen.

Den særlige karakter


Normalt ville dette medføre, at vinen blev iltet og angrebet af eddikesyre-bakterier, men det sker ikke her. Vinen beskyttes nemlig af en kultur af mikroorganismer, der opstår helt af sig selv. Dette er den såkaldte velo en flor. Floren giver vinen en lidt skarp, gæragtig og "støvet" duft og et appetitvækkende og mundrensende bid.
Et andalusisk forskningsprojekt, Go Innofino, der ligeledes har været nogle år undervejs, har nu vist, at det rent teknisk kan lade sig gøre at fremstille Fino og Manzanilla uden fortificering - og ifølge forskerne uden at karakteren i de to sherrytyper går tabt.
Næste skridt bliver - via blindsmagninger - at undersøge, om forbrugerne er enige med forskerne. Og så venter jo altså den endelige godkendelse fra EU, hvilket mange regner for en formsag.
Der er også et stigende antal sherry-producenter, der fremstiller almindelig - og i mange tilfælde glimrende - hvidvine, der dog ikke kan bære appellationens navn.


La Mancha DO ligger centralt i Spanien og lige syd for Madrik. Foto: Wikipedia/Té y kriptonita.

Stor, større, størst!Del på Facebook

Berømte vindistrikter er der mange af, men hvilket vindistrikt er verdens største? Et helt klart svar er svært at give, men den spanske appellation La Mancha DO, der ligger syd for Madrid, er et godt bud.

La Mancha breder sig over 165.470 hektar, hvilket er mere end det samlede areal af vinmarker i Tyskland og Østrig, som ligger på cirka 148.000 hektar.
Også underappellationerne er store - alene i Ciudad Real dyrkes der vin på cirka 74.000 hektar, hvilket svarer til lidt mere end Georgiens og Kroatiens samlede vinmarksareal. De to lande har henholdsvis cirka 45.000 hektar og 22.000 hektar vinmarker.
Rødvinen dominerer La Mancha med 105.800 hektar blå druer. Tempranillo ligger på førstepladsen med 30.000 hektar, derefter følger 14 andre godkendte lokale og internationale rødvinsdruer.
Arealet med grønne druer er især tilplantet med Airén, og blandt de øvrige 12 godkendte druer er der overraskende nok både Riesling og Gewürztraminer.



Den flotte granittank hos Valle Isarcos.

Modning af vin i granitDel på Facebook

Når det gælder gæring og modning af vin, er der nærmest ikke grænser for eksperimenterne. Træfade, stål- og betontanke er gamle kendinge. Så er der dem af terrakotta og anden keramik, ligesom der er producenter, der forsøger sig med modning af vin i fade af glas.

For nylig lancerede vinhuset Valle Isarco i Alto Adige (Südtirol) ifølge WineNews.it hvidvinen Granit 960 på den aromatiske Kerner-drue. Til modning af vinen har vinhuset fået fremstillet en tank hugget ud af en 20 ton tung granitblok skabt specielt til Valle Isarco. Tanken kan rumme netop 960 liter, så der er tale om en lille produktion af denne hvidvin.

Mineralske noter


Helt nyt er det ikke at anvende en tank af granit. I 2021 frigav spanske Torres hvidvinen Blanco Granito 2019, der både var gæret og modnet i en granittank.
Det var den første vin fra Torres' nye vinhus i Rías Baixas i Galicien, hvor de vinstokke, der leverede druerne til vinen, dyrkes i netop den samme granit. Det samme gælder druerne til Valle Isarcos nye hvidvin.
For begge vinhuse er anvendelsen af granittankene således et forsøg på at bibringe vinen en del af det terroir, druerne kommer fra.
Fra granitten har begge vine efter sigende optaget mineralitet og en saltagtig note.


En nyplantet vinmark i Lefkadia-salen i Krasnodar, Rusland. Foto: Wikipedia/Shiraz86.

Strafafgift på 200%Del på Facebook

Den vestlige verden har som bekendt iværksat stribevis af sanktioner over for Rusland på grund af russernes invasion af Ukraine.
Nu truer den russiske regering ifølge Decanter med at lægge en strafafgift på 200% på vine importeret fra Frankrig, Spanien, Tyskland og de øvrige NATO-lande. Man har desuden planer om en 50% afgift på vine fra andre såkaldte ”uvenlige lande”.
Som det er nu, domineres det russiske marked af europæiske vine, men med så høj en afgift vil det stort set være slut med vin fra Europa på russisk jord.
Til gengæld kan det betyde et boost for salget af vine fra Argentina, Chile, Sydafrika og Armenien, der alle har haft en stadig større eksport af vin til Rusland i de senere år.

Glæde blandt russiske producenter


Strafafgiften på de 200% vil også få de russiske vinproducenter til at klappe i hænderne, da det vil øge deres vinsalg på hjemlige hylder.
Hovedparten af Rusland er uegnet til vindyrkning, men der er nogle få regioner, blandt andet Rostov og Krasnodar, hvor det er muligt.
Hvidvinsdruen Rkatsiteli er den mest udbredte drue, men der dyrkes også forskellige internationale druer.

En betydelig medspillerDel på Facebook

76 milliarder pund (cirka 672 mia. Kr.) bidrog handlen med vin og spiritus til den britiske økonomi i 2022. Det viser en ny undersøgelse bestilt af Wine and Spirit Trade Association (WSTA). Til sammenligning lød tallet i 2017 på 50 mia. pund (cirka 442 mia. Kr.).
I 2022 importerede Storbritannien 1,7 mia. flasker vin, hvilket gør landet til verdens næst største vinimportør. Og når det gælder spiritus, er briterne globalt den største eksportør med i alt 1,8 mia. flasker.
Undersøgelsen viser også, at landets vin- og spiritusindustri genererer 413.000 fuldtidsjob.


Med i købet får Faiveley dette topmoderne vinhus. Foto: Williams Selyem.

Faiveley på indkøb i Californien Del på Facebook

Det berømte familieejede vinhus Domaine Faiveley i Bourgogne har købt aktiemajoriteten i Williams Selyem i Sonoma, Californien. Købssummen er ikke oplyst.
Ud over selve vinhuset og vineriet omfatter købet 55 hektar vinmarker, der fortrinsvis er tilplantet med Pinot Noir. Det er netop rødvine på denne blå drue, Williams Selyem er berømt for.
Vinhuset, der fremstiller cirka 300.000 flasker vin årligt, blev grundlagt i 1979 af to gode venner, Burt Wiliams og Ed Selyem, og første årgang vin blev til i en garage. Vinhuset fik vokseværk, og i 1998 solgte vennerne det til familien Dyson - der så nu har solgt det til Faiveley.
Bourgognehuset har rødder meget længere tilbage i tiden. Det blev grundlagt i 1825 af Pierre Faiveley. I dag er det syvende generation, Erwan og Eve Faiveley, der fører vinhuset videre.


Druer angrebet af meldug. Foto: Wikipedia/Oliver Macdonald.

Udbredt meldug i SydrhôneDel på Facebook

Da VinAvisen var på tur i det sydlige Rhône i midten af maj, var vejret solrigt og kun med få byger. Men inden da havde det regnet i en hel måned, og da vi tog hjem igen et par dage senere, begyndte regnen igen at sile ned.
Den megen nedbør har medført et udbredt angreb af meldug, som især er gået ud over Grenache-vinstokkene i Sydrhônes mange appellationer fra Châteauneuf-du-Pape til Valréas.
De vinproducenter, der har været sent ude med sprøjtning af vinmarkerne for at forhindre et angreb, forsøger nu at begrænse skaderne. Men det er svært, når først svampeangrebet har godt fat. Desuden er meldug ifølge Vitisphere blevet resistent over for flere af de sprøjtemidler, der anvendes.
Nu håber producenterne i Sydrhône på, at nedbøren aftager, og at Mistralvinden speeder op og tørrer jorden i vinmarkerne og blade og nye druer på vinstokkene.


Warren Winiarski.

Berømt vinproducent er død Del på Facebook

En af Napa Valleys mest berømte vinproducenter, Warren Winiarski, er død i en alder af 95 år.
I 1973 grundlagde han det i dag ikoniske vinhus Stag’s Leap Wine Cellars, og tre år senere deltog hans første kommercielle årgang vin i den legendariske smagning Judgment of Paris. En blindsmagning, hvor en række topvine fra Bordeaux var oppe imod californiske vine - og hvor det til stor overraskelse blev californierne, der vandt. Og det blev Warren Winiarskis rødvin, der fik den højeste placering. Han fortsatte med at fremstille vin, indtil han solgte Stag’s Leap i 2007.
Warren Winiarski efterlader sig tre børn og seks børnebørn.


Breaky Bottom Vineyard i Sussex. Wikipedia/Peter Whitcomb.

Det går lige så godt... Del på Facebook

Den britiske vinindustri har haft gevaldigt vokseværk inden for de sidste par årtier. Et større antal nye vinhuse er poppet op, og vinmarker er blevet et almindeligt syn i det engelske landskab. Og vinene - især hvidvine og mousserende vine - har indtaget det britiske marked med stor succes. De første spæde skridt til at erobre resten af verden er også taget.

Klimaændringerne har være gunstige for den britiske vinindustri. Men nu begynder der ifølge en ny rapport at blæse andre vinde. Rapporten er udført af klimaforskere fra den internationale forening World Weather Attribution.

Dystre prognoser


Der er altid faldet en god del nedbør i Storbritannien. Men ifølge rapporten går landet et årti imøde med ekstreme vejrforhold, der omfatter voldsomme og langvarige nedbørsperioder, hyppige hagluvejr og oversvømmelser, der er langt mere alvorlige end hidtil. Især det centrale og sydlige England vil blive hårdt ramt - og det vil sige de områder, hvor de britiske vinhuse frem for alt er centreret.
Hvis rapportens dystre prognoser holder stik, kan det naturligvis få alvorlige konsekvenser for den ellers blomstrende vinindustri. Angreb af meldug og andre svampesygdomme er langt fra ukendte i England. Men de vil blive hyppigere og mere udbredte. Flere vinproducenter er allerede begyndt at tage deres forbehold - blandt andet i form at yderligere dræning af vinmarkerne og eksperimenter med mere sygdomsresistente druesorter.

Svigter hjemlandets vine Del på Facebook

Tyskerne drikker stadig mindre vin inden for egne fire vægge. Ifølge en undersøgelse fra NielsenIQ er det i dag kun 34% af tyskerne, der har købt vin i supermarkedet eller hos vinhandlerne i første kvartal af 2024. Det er en nedgang på 6% sammenlignet med samme kvartal i 2019 - altså før Corona-pandemien.
Og det er især hjemlandets egne vine, tyskerne lader stå på forretningshylderne. Derimod er salget af vine fra udlandet steget med 2% - og når det gælder italienske vine, er stigningen markant. I årets første kvartal steg detailsalget af italiensk rosé således med hele 42% og for rødvinenes vedkommende med 12,4%.
Interessen for de oversøiske vine er til gengæld faldet endnu mere markant med 22% når det gælder rødvin og med hele 30%, når det drejer sig om hvidvin og rosé.
Det er nok nogenlunde det samme billede, der tegner sig i Danmark. VinAvisen har talt med flere danske vinimportører, og fra dem lyder det samstemmende, at salget af vine ikke er på samme høje niveau som før pandemien, at italiensk vin er en storsællert, og at det kniber med at sælge vin fra de oversøiske lande - bortset fra Californien.


Smukt ser det ud, når Vernatsch-druerne hænger ned fra pergolasystemet. Foto: Wikipedia/Z thomas.

Stadig mindre VernatschDel på Facebook

Alto Adige (eller på tysk Südtirol) er Italiens nordligst beliggende vindistrikt, der breder sig i dalene op mod Brennerpasset.
I år 2000 var 59% af de i alt 5700 hektar vinmarker tilplantet med rødvinsdruer – i dag drejer dig sig om 35%. Og nedgangen i antallet af blå druer er især gået ud over Vernatsch – også kaldet Schiava - der engang bredte sig over 2000 hektar, og dermed var den førende rødvinsdrue.
Alene sidste år blev endnu 100 hektar Vernatsch-vinstokke nedlagt, så der i dag kun er sølle 467 hektar tilbage med druen.
En af årsagerne er, at druen pr. tradition er plantet i et pergolasystem, der kræver langt mere manuelt arbejde.
I sidedørene er der plads til flasker og barudstyr. Ovnen er elektrisk men lavet specielt, så den har samme egenskaber som en stenovn.

Bil med egen bar og pizzaovnDel på Facebook

Hvis man overvejer at købe en ny bil, så kunne den netop lancerede Lexus Monogram GX måske være sagen.
Udefra ser bilen helt normal ud, men åbner man de to døre ind til bagagerummet, åbenbarer der sig en ovn til bagning af brød og pizza. Og på indersiden af dørene er der blandt andet en bar med alt tænkeligt barudstyr samt plads til vin- og spiritusflasker.
Der er også et mini-køleskab til at afkøle flaskerne i, og selvfølgelig en maskine, der spytter isklumper ud til drinks.
Vinglas og proptrækker finder man inde i kabinen mellem passagersæderne.
Den nye Lexus fås også i en ”skrabet” model, der bare hedder Lexus GX. Monogram er det køkkenudstyrsfirma, der har været med til at indrette særudgaven.
Hvad bilen koster, er endnu ikke oplyst. Man kan læse mere om Monogram-udgaven - og se flere billeder - på dens webside.
Den ædle flaske hænger ned fra en metalramme, hvori der er indgraveret et portræt af fødselaren.

Fejrer 300 år med magnumflaske Del på Facebook

Det berømte cognacmærke Hennessy blev grundlagt i 1765 af en irsk militærofficer, Richard Hennessy. I år er det 300 år siden, grundlæggeren blev født, og det fejrer cognacmærkets nuværende ejer, luksuskoncernen Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH), med frigivelsen af en magnumflaske af cognacen.

Den store flaske indeholder en blanding af de ædleste cognacer, og den er navngivet efter mærkets grundlægger. Flasken er designet af Daniel Libeskind og udført af krystalfirmaet Baccarat. Med i købet følger to cognacglas og en pipette.
Men det er ikke sådan bare lige at købe en af flaskerne. Der er kun lavet et lille nummereret antal, og først skal man vise sin interesse ved at udfylde et skema på Hennessy.com - hvor man også kan læse mere om cognacens og flaskens tilblivelse.
Dernæst vil man blive kontaktet af en salgsrepræsentant for en videre snak om et eventuelt køb. LVMH bliver dog nok ikke lagt ned af henvendelser - prisen for en flaske er 20.000 euro (cirka 149.000 kr.).



Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* KB Vin har optaget importen af vin fra Domaine de Sainte Marie i Arlay i Jura.


Diego Planeta.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Diego Planeta (1940-2020) kom til at spille en væsentlig rolle, når det gælder fremstillingen af kvalitets-vin på Sicilien - og anerkendelsen af øens vine på internationalt plan.
Han blev født i Palermo, og efter at have studeret ønologi i nogle år begyndte han i 1960 at arbejde med i vinmarken i sine forældres drueavlerfirma. Senere udvidede han virksomheden med eget vinhus, og i 1995 tappede han sin første vin på flasker. Vinen blev straks en succes, og hans Chardonnay årgang 1998 fik 91 point på Wine Spectators 100-point liste - og kom dermed som den første sicilianske vin nogensinde med på det amerikanske vinmagasins årlige Top 100 Wines liste.
Diego Planetas mål var dog ikke kun at have succes med egne vine men også at promovere Siciliens vine og vise verden, at øen var i stand til at fremstille andet end billig bulkvin.
Dette omfattende promoveringsarbejde startede allerede, da han i 1973 blev præsident for vinkooperativet Settesoli. Her begyndte Diego Planeta i samarbejde med forskningscentret Instituto Regionale della Vite e del Vino (IRVV) at tilplante forsøgsmarker med internationale druer som fx Cabernet Sauvignon og Chardonnay. At dyrke den slags druer på siciliansk jord var dengang uhørt, men vinene på druerne blev en succes, og Diego Planeta overtalte stadig flere af øens vinbønder til at dyrke og fremstille vin på disse druer. Hans teori var, at når først vinbønderne havde lært at lave kvalitets-vin på de internationale druer, ville de med større succes kunne eksperimentere og fremstille gode vine på de lokale sicilianske druer. Sideløbende med dette arbejde var han i 1998 med til at grundlægge Assovini Sicilia - en forening til promovering af øens vine.
Missionen lykkedes, og i dag er siciliansk vin - blandt andet takket være Diego Planeta - berømmet verden over.
I 2011 takkede han af som kooperativets præsident efter at have øget medlemstallet til 2300 drueavlere - der i dag dyrker 5% af Siciliens samlede vinmarksareal.
Samtidig med sit arbejde i kooperativet opkøbte han mellem 1997 og 2013 yderligere fire vinhuse rundt omkring på Sicilien for at kunne eksperimentere med forskellige sicilianske druer og terroirer.
I 2004 blev Diego Planeta tildelt en æresgrad i landbrugsvidenskab og teknologi af universitetet i Palermo, ligesom han også modtog prisen Cavalieri del Lavoro (en slags arbejdets ridderorden)
Efter hans død føres familievirksomheden videre af hans datter, Francesca, og hans nevøer, Santi og Alessio.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvad er ufiltreret vin?Del på Facebook

Hans Nikolajsen vil gerne vide noget om ufiltreret vin. Det er et stort emne, men vi kan da prøve:
Under fremstillingen af vin kan det ikke undgås, at der kommer små frugtpartikler med i vinen. I gamle dage lod man disse partikler synke ned i bunden af fadene, hvorefter man tappede vinen af og lod bundfaldet blive liggende. Det kunne man gøre flere gange fra fad til fad.
Vinen kunne man eventuelt derefter klare, idet man lod æggehvider dale ned igennem den – ligesom man klarer en hønsekødsuppe.
Er man utålmodig, og vil man spare tid og penge, kan man filtrere vinen. Det kan fx ske gennem cellulosepulver, diatoméjord eller perlit (en slags vulkansk glas) eller gennem specielle membraner med huller, der er mindre end de partikler og eventuelle bakterier, man ønsker at fjerne.
Denne metode kan være nødvendig for mere ordinære vine i masseproduktion, men mange vinmagere mener, at den er for hård. Den fjerner samtidig noget af vinens kompleksitet og farve. De skriver derfor på deres etiketter, at vinen er ufiltreret.
Under alle omstændigheder bør en sådan vin dekanteres, så eventuelt bundfald ikke kommer med i glassene.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Det er Dan Poulsen, der har taget dette smukke billede i nærheden af den franske by Draguignan. Mange steder er man jo gået over til at binde vinplanterne op til lange rækker af ståltråd, men her er de formet som små buske. Det ser ud til at være den såkaldte gobelet-beskæring, som har været anvendt siden romertiden.
Det franske ord gobelet eller goblet beskriver en bred drikkekop uden hanke – nærmest lidt i retning af, hvad vi kalder en kalk.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-794
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


794 Mørke skyer ruller ind over en vinmark i Languedoc (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 15 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Moillard Brut, Crémant de Bourgogne AOP, Frankrig, 119,95, lav alkohol (12%)

119,95 kr., pris på tilbud fra 21. juni til 4. juli: 69 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En mousserende vin med en fin duft af lyst brød og druer og en livlig og blød mousse, der videregiver en bred og liflig smag af grønne æbler. En helt igennem dejlig vin, der er sagen som velkomstdrik til sommerens store fester - ikke mindst til tilbudsprisen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerneØ

Mas des Bressades Tradition, Costières de Nîmes AOP, Frankrig, 2023, middel alkohol (13,5%)

80 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En god tør hvidvin med en anelse hvidt brød i duften og med en smag med god struktur og tørhed, grøn drueskal og mineralske noter i eftersmagen. Sagen til det store skaldyrsbord.

stjernestjernestjernestjerne

Eser No 1 Riesling Trocken, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2023, lav alkohol (12%)

110 kr., pris på tilbud indtil 28. juli: 80 kr., Skjold Burne

Denne hvidvin har vi smagt i tidligere årgange. Og årgang 2023 lever op til de gode forventninger. Det er en liflig sommervin med ren citrus og grønne æbler i duft og smag. Det er en vin, der med sin friske syre bør ledsages af mad - fx kammuslinger eller lyse fiskeretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pfaffl vom Haus, Sauvignon Blanc, Niederösterreich, Østrig, 2022, lav alkohol (13%)

120 kr., pris på tilbud indtil 28. juli: 80 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne

En rigtig dejlig hvidvin med en fint krydret frugtduft og en fyldig, frisk og tør smag med grøn drueskal og moden citron. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Coppola, Francis Ford Coppola Winery, Chardonnay, Californien, USA, 2022, middel alkohol (13,5%)

219 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 159 kr., Kjær & Sommerfeldt

En lækker fadmodnet hvidvin med duft af vanilje, melon og eg og med en blød og rund smag af modne grønne druer og frisk mango. Nyd vinen godt afkølet, som den er, eller til stegte fjerkræsretter, laks eller tørre, modne oste. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Mas des Bressades Tradition Rosé, Costières de Nîmes AOP, Frankrig, 2023, middel alkohol (13,5%)

80 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En lækker laksefarvet rosévin på Grenache, Syrah og Cinsault. Der er både friske jordbær og mineralske noter i duften. Smagen er tør, læskende og frisk med ribs og rabarber og med et lille bittert bid til slut. En glimrende vin til en bred palet af hverdagsretter.

stjernestjernestjerneØ

J Cuvée Jules Rosé, Domaine Py, Corbières AOP, Frankrig, 2023, lav alkohol (13%)

97,95 kr., SPS Wine

En biodynamisk rosévin på Grenache, Syrah og Cinsault - og en vin, hvis farve mere minder om en hvidvin. Vinen har en sart duft og smag af ribs og en behagelig tørhed men er også lidt spinkel.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Voiles de l'Atlantique, Atlantique IGP, Frankrig, lav alkohol (12%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., Holte Vinlager

Farven er lys rosa, og der er blomster og nyslået græs i duften, mens smagen er fyldig og liflig og fuld af modne røde sommerbær. Eftersmagen slutter med en behagelig tør note. En delikat top-rosé til en yderst rimelig normalpris.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Josef Ehmoser Rosé, Zweigelt, Niederösterreich, Østrig, 2022, lav alkohol (12%)

En rosévin, der har en fin duft af jordbær og en delikat og dejlig smag af røde bær, der holder længe i munden og har en fin rund frugtsyre til slut. En helt igennem dejlig vin - fx til en god madsalat. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Domaine de la Baume, Merlot, Pays' Oc IGP, Frankrig, 2022, høj alkohol (14,5%)

79,95 kr., pris på tilbud fra 21. juni til 4. juli: 59 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En udmærket rødvin med god fylde og en saftig smag af mørke bær samt en fin syre og en anelse tanninbid til slut.

stjernestjernestjerneØ

Eremus, Tempranillo, Ribera del Duero DO, Spanien, 2018, middel alkohol (14%)

80 kr., SobreSol

En ok all round rødvin uden de store armbevægelser. Der er god frugt, lidt kirsebærsten og en blød og rund afslutning.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Borneo, Hammeken Cellars, Tempranillo, València DOP, Spanien, 2022, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., pris på tilbud i resten af 2024: 50 kr. Sælges også i SuperBrugsen og Kvickly, Brugsen

En dejlig og interessant rødvin med varme krydrede noter og moden solbær i duften og med en indtagende aromatisk smag af modne mørke bær og et forfriskende saftigt bid i eftersmagen. De 50 kr. for denne vin er godt givet ud.

stjernestjernestjernestjerne

Fonterutoli No. 10, Mazzei, Merlot, Toscana IGT, Italien, 2021, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud fra 21. juni til 4. juli: 79 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En udmærket rødvin med en fin krydret note, underliggende frugt, rygrad og et godt tanninbid. En vin, der bør plaskes over i en karaffel et par timer før servering. Og en vin, der vil egne sig fint til krydret lam.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Coppola Diamond Collection, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2021, høj alkohol (14,5%)

219 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 159 kr., Kjær & Sommerfeldt

En rødvin, der har det hele i de rette mængder i både duft og smag - god frisk bærfrugt, saftighed, en fin krydring og en lang og frugtrig eftersmag, der slutter med afrundede tanniner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

André Goichot, Pinot Noir, Aloxe-Corton AOC, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

389 kr., YouAndWine

Vi er i Bourgogne og har her en dejlig klassisk rødvin fra Aloxe-Corton. Der er eg, vanilje og kirsebær i duften, mens smagen er silkeblød, har saftig frugt, strejf af mandler og en delikat syre lige før de afrundede tanniner. En vin, der er drikkemoden her og nu. Prisen er helt ok for så god en kvalitet.