Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 16, 2024



Rothschild-familiens marketingdirektør, Charles Fournier, Fortalte om druer, vinmarker og slotte bag en hær af vinglas med smagspøver.

Legendariske vine fra venstre bredDel på Facebook

Er den dejlig? Ja! Er den dyr? Ja! Er den pengene værd? Ja - hvis man har råd til den.

Det drejer sig om rødvinen fra 1. cru slottet Château Mouton Rothschild i Bordeaux, der løber op i flere tusinde kroner flasken.
I sidste uge var VinAvisen til en smagning af vin fra det legendariske slot - samt ligeledes dejlige vine fra de øvrige to slotte, familien Rothschild ejer under navnet Baron Philippe de Rothschild.
Familien har fremstillet vin på slottet siden 1853, men vejen til berømmelsens tinder startede først for alvor i 1922 med Philippe de Rothschild. Ham hædrer vi ved at genudsende hans Hall of Fame længere nede på siden. Og, som man kan læse, har han haft et yderst farverigt liv! I dag er det sjette generation, der fører slottet videre.
Arrangøren af smagningen var vinenes danske importør, Sigurd Müller, og det var marketingdirektøren fra Rothschild, Charles Fournier, der præsenterede de fornemme dråber.
Samtlige tre slotte ligger i Pauillac i appellationen Médoc - og det vil sige på den venstre bred. Bordeaux er som bekendt opdelt i en højre og en venstre bred, hvor sidstnævnte ligger vest for Garonne-floden.

Gunstig påvirkning for Cabernet


Mens Merlot-druen dominerer rødvinene på den højre bred, er det Cabernet Sauvignon, der er kongen på den venstre – suppleret af Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc.
At det netop er Cabernet Sauvignon, der er den mest udbredte af de blå druer på venstre bred, er ifølge Charles Fournier et gode, klimaændringerne taget i betragtning.
- For cirka 20 år siden kneb det ofte med at få druen optimalt modnet – den havde ligesom en grøn note. Det problem kender vi stort set ikke til i dag med de stigende temperaturer.
Til gengæld er vinslottene på højre bred begyndt at få problemer med Merlot-druen, der er mere følsom over for klimaændringerne. Her er flere producenter ifølge Fournier derfor begyndt at plante stadig mere Cabernet Sauvignon.
Når man ser skråningerne med vinmarker ned mod floden, kan man godt regne med, at det er Cabernet Sauvignon, der er plantet øverst, mens Merlot, som har brug for langt mere vand, befinder sig tættest ved floden.

Ingen certificering


Selv om de øgede temperaturer her og nu har en gunstig virkning på Cabernet-druerne og dermed på vinene, så medfører klimaændringerne også stadig kraftigere og hyppigere regnbyger i sommerperioden – noget, som ofte giver udbredt meldug.
- Hos Rothschild eksperimenterer vi med økologi, men vi går ikke efter en certificering, fortæller Charles Fournier. – Vi er nødt til at have frihed til at redde vores druehøst med sprøjtning mod meldug, hvis det er nødvendigt.
Marketingdirektøren skulle efter nogle få timer tilbage til Bordeaux, hvor primeur-ugen skydes i gang d. 22. april. Vinslottenes prissætning af den nye årgang ventes altid med spænding af såvel kolleger som verdens mange vinhandlere.
Ifølge Fournier vil prisen på den nye årgang 2023 fra Rothschilds tre slotte højst sandsynligt blive lidt lavere end for den forrige årgang set i lyset af inflation m.m., der i høj grad har påvirket vinmarkedet.

Vine, der forkæler ganen


Men tilbage til slottene. De to andre slotte, Rothschild ejer, er Château d’Armailhac og Clerc Milon, der begge er klassificeret som 5. cru.
Og vinene, vi smagte, ja, de kan noget helt specielt, når det gælder om at forkæle ganen. Smagningen var omfattende, men vi vil nøjes med at sætte et par ord samt flaskepriser på de tre fantastiske vine, der er på lager hos Sigurd Müller her og nu:
Château d’Armailhac 2019: En rødvin på 62% Cabernet Sauvignon. Her er frem for alt violer i duften, mens smagen er intens, fuld af solbær og varme krydrede noter og med afrundede tanniner. Vinen kan drikkes nu, men kan med fordel også gemmes i flere år (485 kr., Sigurd Müller).
Château Mouton Rothschild 2015: En rødvin på 82% Cabernet. Her er lag på lag af forskellige aromaer – tobak, cedertræ, modne blå blommer, solbær, en anelse kanel og stadig gode tanniner. Det er en vin, der er en nydelse nu – og stadig vil være det i de næste cirka 20 år eller mere (7500 kr., Sigurd Müller).
Aile d’Argent de Mouton Rothschild 2021: Dagens hvidvin – og sikke en vin. Den har mineralske noter i duften og en let fedme i smagen efter en anelse fadmodning samt friske pærer og strejf af eksotisk frugt (1400 kr., Sigurd Müller).


Resterne af den førhen fine gamle vingård. Foto: Blaauwklippen.

En fin gammel vingård nedbrændtDel på Facebook

De flere hundrede år gamle hvidkalkede vingårde lyser op i det sydafrikanske landskab. De er smukke og af stor historisk værdi – og nu er der en mindre af dem…
I den forgangne uge brændte to af Blaauwklippen Wine Estates fine 1700-tals bygninger ned til grunden. Der drejer sig om hovedhuset og det såkaldte Jonkerhuis, der i dag begge bliver anvendt som overnatningsfaciliteter. Blaauwklippen, der blev grundlagt i 1682, er et af Stellenboschs ældste vinhuse.
Ilden opstod i en naboejendom og bredte sig – på grund af kraftig blæst – til vingården.
Ejerne har allerede meddelt, at de vil genopbygge de to historiske bygninger – og at man stadig tager imod gæster til smagning m.m.
Heldigvis kom ingen til skade under ildebranden.


Illustrationen, der kan ses i stort format i rapporten, viser det totale auktionssalg af vin og spiritus hos Sotheby's fra 2013 til og med 2023.

Rekord tredje år i træk Del på Facebook

Der er godt gang i auktionssalget af fine vine og spiritusser. Det internationale auktionshus Sotheby's har netop udgivet sin årlige rapport over salget, og 2023 slog for tredje år i træk rekord. Tallene nedenfor er for nemheds skyld omsat til cirka dkr.
Sotheby’s totale salg af vin og spiritus på auktion sidste år lå på det, der svarer til 1,1 milliarder kr., hvilket er cirka 7 millioner kr. over salget i 2022. Og sammenlignet med 2013, hvor det totale salg var på “sølle” 403 mio. kr., er der tale om en gigantisk fremgang. Sidste år var hele 17% flere partier da også under hammeren end året før.

Én og samme ejer hitter


Auktioner over vin- og spiritussamlinger, der har tilhørt én og samme ejer, har været en særlig god indtægtskilde. I 2022 lå det samlede salg af dem på 688 mio. kr. - sidste år lød tallet på 786 mio. kr.
Rapporten, som kan læses i sin helhed her, viser også, at salget af vin langt overgår spiritussalget, hvis samlede hammerslag nåede op på 229 mio. kr.
Nedenfor lister vi de vinproducenter (og en enkelt auktion), der er med på topti-listen over det største auktionssalg hos Sotheby’s i 2023. Vi angiver også vinens andel i procenter af det totale salg. Selv om Sotheby's sælger vin fra et hav af forskellige lande, er det udelukkende Frankrig, der indtager den celebre liste.

Top til over de bedste sællerter


* Hospices de Beaune, 174 mio. kr., 17%
* Domaine de la Romanée-Conti, 146 mio. kr., 13%
* Domaine Leroy & d’Auvenay, 76 mio. kr., 7%
* Petrus, 35 mio. kr., 4%
* Domaine Armand Rousseau, 35 mio. kr., 3%
* Krug, 14 mio. kr., 1%
* Château Lafite Rothschild, 14 mio. kr., 1%
* Château Mouton Rothschild, 14 mio. kr., 1%
* Château Latour, 14 mio. kr., 1%
* Château Haut-Brion, 10 mio. kr., 1%


Der smages på vinen frisk fra fad under primeur-smagningen i Bordeaux. Foto: Wikipedia/Agne27.

Skær 30% af vinpriserne Del på Facebook

Som nævnt længere oppe på siden, er man hos Rothschild parat til at reducere prisen på den nye årgang 2023. Og det er nok et klogt træk. I hvert fald, hvis man skal følge rådet fra Wine Lister, et toneangivende rådgivningsfirma for dem, der producerer og handler med fine vine.
Wine Lister udgiver hvert år en rapport inden den kommende primeur-uge - den uge i april, hvor vinbranchefolk fra hele verden søger mod Bordeaux for at smage den nye årgang, der stadig ligger og fadmodner. Det er også her, distriktets vinhandlerne køber ind af den nye årgang. Og hvert år venter de handlende spændt på, hvordan vinslottene prissætter årgangen.
Årets rapport fra Wine Lister har den provokerende titel “Bordeaux Part I, Scalpel please”, og den anbefaler, at vinslottene i gennemsnit skærer ned på primeur-priserne med hele 30% i forhold til årgang 2022. Som der står, er det "måske på tide, at Bordeaux kommer under kniven for at redde sig selv, før det værste sker”.

Genopret tilliden


Anbefalingen er baseret på en rundspørge hos 58 førende firmaer på verdensplan, der alle handler med fine vine.
Fordelen ved primeur-systemet er dels, at Bordeauxs vinslotte på et tidligt tidspunkt får en del af indtægterne i hus for den nye årgang, dels at forbrugerne kan købe vine til attraktive primeur-priser.
Men ifølge Wine Listers rapport er det nødvendigt med en prisnedsættelse fra slottenes side, hvis det sidste led i handelskæden - forbrugerne og vinsamlerne - skal få genoprettet tilliden til, at deres køb er en god investering.
30% er en meget kraftig reduktion, men som det lyder fra totredjedele af de adspurgte vinfirmaer, vil enhver prisnedgang være velkommen.
Rapporten kan købes og downloades ved at klikke her.


Det smukke slot Château de Malle. Foto: Bordeaux Tourism.

Historisk vinslot med nye ejereDel på Facebook

Château de Malle i Preignac i Sauternes har noget så specielt som hele to klassificeringer. Det er et 2. cru slot ifølge 1855-klassificeringen, og så har det siden 1943 været klassificeret som et monument af særlig historisk betydning.
Nu har det fine gamle 1600-tals slot fået nye ejere, Luc og Clémence Planty. Og Luc Planty har sikkert længe haft et godt øje til slottet, da han har arbejdet som direktør hos nabo-slottet, Château Guiraud.

Har været til salg i årevis


Château de Malle blev faktisk sat til salg for flere år siden af familien Bournazel, men er ikke blevet solgt før nu. Det betyder, at såvel slottet som de i alt 38 hektar vinmarker trænger til mere end en kærlig hånd, hvilket de nye ejere også har tænkt sig at give begge dele.
Vindyrkningen vil blive omlagt til økologi, og der vil blive lagt vægt på vinturisme. Château de Malle har også en hel del at byde på, når det gælder turister. Ud over den søde vin, hører der en 6 hektar stor italiensk inspireret park til slottet fyldt med skulpturer, der blandt andet symboliserer arbejdet i vinmarken.


Foto: Pixabay.

Rent ressurcespild Del på Facebook

I Danmark indsamles brugte, tomme vinflasker i flaskecontainerne og bliver siden hen smeltet om til nye flasker. Sådan er det i rigtig mange lande, men nogle steder i verden er der ingen indsamlingsmuligheder.
Det amerikanske vindistrikt Finger Lakes i New York er et sådan sted. Distriktet har mere end 130 vinhuse, der alene i deres smagerum for besøgende i gennemsnit tømmer omkring 10.000 vinflasker årligt. Nogle af de større vinhuse når helt op på 50.000 flasker. Og disse flasker ender på de lokale lodsepladser.
Det er rent ressourcespild og ikke særligt miljøvenligt og så er det en dyr løsning for vinhusene, da glaspriserne - og dermed priserne på vinflasker - er steget i de senere år.

Vaskning af vinflasker


Nu har myndighederne i New York i samarbejde med Alfred University og firmaet Vitricity, der rådgiver om bæredygtighed i glasindustrien, søsat et projekt, der skal hjælpe både vinhusene rent økonomisk og miljøet.
De tomme vinflasker skal indsamles fra vinhusene - ikke for at smelte glasset og genanvende det men derimod for at vaske flaskerne og dernæst genbruge dem til vin.
Den slags er så vidt vi ved ikke set før, når det gælder vinflasker, men i nogle lande anvendes processen på ølflasker, hvilket er forbilledet for det amerikanske projekt. Her har det vist sig, at flaskerne kan genanvendes op til 30 gange, før man er nødt til at smelte dem om.

Ikke så enkelt endda


Der er afsat 4,2 millioner dollars (cirka 29 mio. kr.) til projektet - en god sjat penge, men flaskevaskningen er heller ikke så lige til, som den lyder, når nu de skal fyldes med vin igen.
Man skal selvfølgelig sikre sig, at de bliver ordentlig rene indvendig og undersøge, at vandet og de midler, man er nødt til at bruge til at rengøre dem, ikke påvirker den nye vin, der tappes på flaskerne.
Glas er også et porøst materiale, selv om porøsiteten ikke kan ses med det blotte øje. Men den betyder, at vinen, når den opbevares i flasken, kan nedbryde glasset og lagre sig under overfladen. Og disse minutiøse aflejringer, frygter man vil påvirke den nye vin i negativ retning, da de kan være svære at vaske væk. Det skal der findes en løsning på.


Antonio Arrighi rækker en kurv fyldt med druer ned til en dykker, som bringer den videre ned i havet. Foto: Arrighi.

"Hav-modning" af druer Del på Facebook

At nogle vinproducenter sænker vin i flasker og amforaer ned på havets bund i en god rum tid er efterhånden et kendt fænomen. Ifølge diverse kontrolsmagninger med selvsamme vine modnet på traditionel vis får ”hav-vinene” en blødere og mere moden smag.
Men at sænke selve druerne ned i havet, før vinen fremstilles, det er der, så vidt vi ved, kun en enkelt producent, italienske Antonio Arrighi, der eksperimenterer med. Metoden er ikke ny men går helt tilbage til oldtidens Grækenland. Fra gamle latinske skrifter ved man, at det var sådan, grækerne på øen Chios fremstillede deres søde, kraftige hvidvin.
Antonio Arrighi, der har sin vingård på øen Elba, har siden 2018 fremstillet vin efter nøjagtig samme fremgangsmåde som grækerne. Og han har fået hjælp fra professor i vitikultur ved universitetet i Milano, Attilion Scienza, der netop har forsket i oldtidens vinfremstilling.

Klaserne lægges i kurve


Hele vejen igennem fremstillingsprocessen foregår det, som de gamle skrifter dikterer. Druen, som Antonio Arrighi anvender, er den grønne Ansonica. Den har de samme egenskaber, som de druer, der blev anvendt til grækernes vin, nemlig Rhoditis og Sideritis. Og det samme tykke skind, som gør, at den ikke tager skade af opholdet i havet.
De hele klaser bliver lagt ned i pilekurve formet som fiskeruser, som dernæst er blevet sænket ned i ti meters dybde i havet ud for Elba. Her har druerne opholdt sig i fem dage, hvorefter de er blevet hejst op og har fået lov til at tørre i solen. Til sidst er de blevet presset, og mosten hældt i store terrakotta krukker.

Saltet konserverer


Efter gæring og modning i krukkerne bliver vinen tappet på flasker, hvorefter den modner i endnu et år.
Ifølge Antonio Arrighi, trænger en anelse af saltet ind gennem druernes skind - hvilket har en desinficerende og konserverende effekt, så det er ikke nødvendigt at tilsætte svovldioxid, som man ellers normalt gør for at konservere vin. Desuden skulle saltet give en særlig pikant smag til vinen.
Første årgang af hvidvinen med navnet Nesos blev frigivet til salg i 2021. Der blev fremstillet i alt 240 flasker.
Man kan læse mere på Arrighis hjemmeside, hvor man også kan se en lille film (på italiensk) om projektet.


Tavaru Tower er Maldivernes højeste bygning. Vinkælderen bliver også brugt til diverse vinsmagninger. Foto: Velaa Island.

Maldivernes højeste bygningDel på Facebook

På den privatejede ø Velaa i Maldiverne findes der en meget opsigtsvækkende bygning, Tavaru Tower, der i 2023 kunne fejre sit 10 års jubilæum. Den er skabt af den tjekkiske arkitekt Petr Kolar, og øverst oppe er der en lounge, hvorfra man - som det eneste sted i den store ø-gruppe - har en 360 graders udsigt over Maldiverne. Nedenunder er der en luksusrestaurant med eksperimental japansk mad. Dernæst kommer en køkkenetage, og så er der de to nederste etager, som rummer Maldivernes største samling vine. Denne vinkælder, der leverer vine til restaurantens 30 sider tykke vinkort, er arrangeret, så en del af vinene gør det ud for vægdekoration. I midten af det højloftede rum kan der afholdes vinsmagninger rundt om et stort bord. Og når der skal hentes en ny flaske fra højderne, foregår det via en lille elevator.


Største samling Bourgogne-vine


Nu er der jo tale om en luksusrestaurant, hvilket smitter af på vinsortimentet – der blandt andet omfatter den største samling af Bourgogne-vine på Maldiverne. Blandt vinene finder man fx Romanée-Conti årgang 1956 og en Verdelho madeira 1870 fra Blandy’s. Men der er da også vine i den mere rimelige ende af prisskalaen. Cirka 90% af vinene er hentet direkte fra producenterne.
En udvendig trappe løber fra etage til etage, og bygningens ydre ”vægge” består af et halvgennemsigtigt udspændt gardin.
Ejeren af øen - og idémanden bag restaurant og vinkælder - er den tjekkiske forretningsmand Jiri Smejc.
Man kan se flere billeder af den fantastiske bygning og dens vinkælder ved at klikke her.

To vinhuse med nye ejere Del på Facebook

To familieejede anerkendte vinhuse i det sydfranske Roussillon er ifølge La Revue du Vin blevet solgt - og begge er det til investorer uden kendskab til vinfremstilling.

Det ene vinhus, det 55 hektar store Roc des Anges, blev grundlagt af Majorie Gallet for cirka 20 år siden, som nu har solgt det til en fødevareentreprenør, Thibault Ponthier. Det andet er Domaine Gauby, der er en af Roussillons pionerer, når det gælder biodynamisk vindyrkning. Valget af salg skyldes, at næste generation ikke ønsker at overtage vinhuset. De nye ejere er en vicepræsident i et bioteknisk firma og ejeren af et investeringsfirma.
I begge vinhuse er der indgået aftale om, at de forhenværende ejere i flere år fremover forbliver en del af den daglige drift og sørger for, at vinene fortsat holder deres høje kvalitet.
En god måde at skaffe kapital til sin vinøse livsdrøm på - og en måde, som stadig flere vinproducenter, der ikke har en arvtager, benytter sig af.


Nu også whisky fra TorresDel på Facebook

Spaniens store vinproducent, Familia Torres, fremstiller også spiritus - blandt andet en brandy, som er Spaniens bedst sælgende.
Al den spiritus, Torres hidtil har produceret, er lavet på druer. Nu har producenten for første gang ladet druerne ligge og har lanceret en skotsk whisky, fremstillet af byg fra Speyside.
Whiskyen er blevet til i samarbejde med det franske spiritusfirma La Martiniquaise-Bardinet, der allerede fremstiller flere forskellige skotske whiskymærker.

Den afskyelige snemand


Torres nye whisky hedder Liathmor, som på gælisk betyder “den grå mand”, et stort behåret menneskelignende uhyre - lidt à la den afskyelige snemand - der ifølge gælisk folketro lever på tinden af det skotske bjerg Ben Macdui.
I 1891 besteg en skotsk eventyrer bjerget, og da han nåede toppen, oplevede han ifølge sagnet det sjældne syn af Liathmor.
Torres’ whisky skulle være noget mere imødekommende end Liathmor - faktisk meget blød og rund med noter af vanilje, æbler, pærer og honning.
Mon den allerede er kommet på danske forretningshylder? I så fald hører vi gerne på info@vinavisen.dk.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Philippe de Rothschild.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Philippe de Rothschild (1902-88) blev, tolv år gammel under den første verdenskrig, sendt i sikkerhed i Médoc, hvor hans kærlighed til vin blev vakt. I Pauillac havde hans familie lavet vin siden 1853, men hverken hans far eller bedstefar havde interesseret sig for vinproduktion.
I 1922 fik han, kun tyve år gammel, overladt Château Mouton Rothschild, som han i de næste 60 år skulle føre frem i vinverdenens første division.
Mouton Rothschild var dengang kun 2. cru i 1855-klassifikationen. Det protesterede Philippe de Rothschild kraftigt imod. Det var en gammel uretfærdighed, sagde han og beviste, at hans vin solgtes til samme høje priser som 1. cru-slottenes. Hans skrev breve og indlæg, han hvervede forbundsfæller og fik fjender. Men hans indsats lykkedes: I 1973 blev slottet ophøjet til 1. cru, og sagens akter vejede da 68 kg.
Philippe de Rothschild var i det hele taget en farverig person. Samtidig med, at han bragte slottet på fode, byggede han Théâtre Pigalle i Paris og producerede teaterstykker. Han stod for den første rigtige talefilm i Frankrig og kørte med i de store bilvæddeløb gennem Europa i 20’erne og 30’erne – i en Bugatti, naturligvis. Han oversatte elizabethansk poesi til fransk og skrev librettoen til en opera. Alt dette gjorde han under pseudonymet Georges Philippe.
Han blev arresteret som jøde af Vichy-regeringen i krigens begyndelse, men undslap og flygtede til Spanien sammen med en bande smuglere. Han var med de frie franske i London, deltog i invasionen af Normandiet – og vendte hjem til et ødelagt Mouton, hvis kældre ved et mirakel ikke var blevet tømt af tyskerne.
Allerede i 1924 startede Philippe de Rothschild med selv at tappe sin vin – i stedet for at overlade arbejdet og ansvaret til vinkøbmændene inde i Bordeaux. Andre var begyndt før ham, men han fandt på at skrive det på etiketten: Mis en bouteille au château – tappet på slottet.
Under høsten i 1932 konstaterede han, at nogle af druernes kvalitet ikke levede op til hans krav og til slottets navn, og han brugte dem derfor til en billigere vin, som han kaldte Mouton Cadet (Lillebror Mouton). Den blev så stor en succes, at han i de følgende år udvidede produktionen med druer, som han købte rundt omkring i Bordeaux, og i dag er lillebroderen blevet til et af vinverdenens store mærkevarer.
I 1933 udvidede han slottets arealer ved køb af naboslottet Château d'Armailhacq. I 1934 fik han endnu en god idé: Han nævnte antallet af flasker, der var tappet, og nummererede etiketterne. Og fra og med 1945 lod han hvert år en berømt kunstner dekorere årets etiket.
Ved hans død overtog hans datter, Philippine de Rothschild, roret i det efterhånden store vinimperium. En søn, Charles Henri, var død i 1937, mens Philippes hustru blev dræbt af Gestapo i 1945 i koncentrationslejren Ravensbrück. I 1954 giftede han sig med amerikaneren Pauline Fairfax Potter, der i 1962 sammen med ham grundlagde slottets enestående museum med vinøs kunst.
Endelig indgik han i 1980 i et samarbejde med Robert Mondavi og grundlagde Opus One Winery i det californiske Napa.
Adresse
: Et eller andet sted i en vinøs himmel. Men hans slot og firma lever videre: Baron Philippe de Rothschild S.A., B.P. 117 – 33250 Pauillac, Frankrig, www.bpdr.com
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvilke druer er vinen lavet på?Del på Facebook

Vivi Mortensen har smagt en dejlig mousserende vin med navnet Blanquette de Limoux. Nu vil hun gerne vide, hvilke druer, vinen er lavet på.

Denne tørre vin fremstilles i området omkring byen Limoux i det sydfranske Languedoc. Og det foregår efter champagne-metoden, altså med anden gæring på flaske.
Der kan bruges flere forskellige druer til en Blanquette de Limoux – dog skal 90% af indholdet ifølge appellationens regler være på den grønne drue Mauzac. Druen er af sydfransk oprindelse og er opkaldt efter en landsby nær Toulouse. Forvandlet til vin giver druen aromaer henad pære og grønne æbler.
Udover Mauzac må der i Blanquette de Limoux tilsættes Chardonnay og (eller) Chenin Blanc.
I øvrigt er der nogle, der hævder, at Blanquette blev ”opfundet” omkring 150 år før champagne!



Ugens vinøse billedeDel på Facebook

For nogen tid siden bad vi læserne om at sende billeder ind af ting og sager lavet af korkpropper. Nu, hvor det er forår og redekassetid genudsender vi denne fine kreation, som Per Jensen har lavet ud af en enkelt prop og en kasse, der har indeholdt en flaske rødvin fra Arnoux et Fils i Rhône.
Der er sikkert nogen, der allerede er flyttet ind i nr. 1717 (vinens navn).

Send meget gerne billeder!!!


Vi er i bund med læser-billeder, så send endelig, hvis I på en vinrejse - eller her i Danmark - har taget nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder i en nogenlunde god opløsning. Billederne skal sendes til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-785
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


785 Vinmarken Pooles Rock, der ejes af australske Winmark Wines, er opkaldt efter en meget stor klippesten (foto © Winmark Wines).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Challis, Italien, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 19. til 25. april: 49 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er grønne druer, æbler og en anelse fennikel i duften, mens smagen er fyldig, tilpas tør og med en lille honningnote til slut. En vin, der egner sig som et køligt glas i forårssolen - eller til både madsalater, sushi og kylling. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hochheim Riesling Trocken, Domdechant Werner, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2022, lav alkohol (12%)

Denne hvidvin kan Riesling-druen godt være stolt af. Der er flint, grønne druer og en lille honning-note over duften, mens smagen er frisk og fyldig og med en ren og dejlig smag af især grønne æbler. Eftersmagen varer længe ved og slutter med den kendte runde Riesling-syre. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjerne

The Mediator, Urlar, New Zealand, 2022, lav alkohol (12,5%)

En lidt tynd rosé, der dufter herbalt, har en mild smag af ribs og en lidt markant syre til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

La Cheteau, Rosé d'Anjou AOP, Frankrig, 2022, lav alkohol (11%)

79,95 kr., pris på tilbud fra 19. til 25. april: 50 kr. Sælges også Kvickly, SuperBrugsen

Til tilbudsprisen er dette en ok rosé med en sart duft af paradisæbler og en lidt overraskende bærsødme i smagen. En vin, der godt afkølet vil være fin, som et glas eftermiddags-hyggevin. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Fabrègues Selection, Syrah, Pays d'Oc, Frankrig, 2023, middel alkohol (13,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

Her dominerer de krydrede noter i både duft og smag - især sort peber og strejf af aromatisk chili. Det er en ok, uhøjtidelig drikke-her-og-nu vin - gerne til en krydret hakkebøf. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Le Renard, Vaucluse IGP, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

79,95 kr., SPS Wine

En rigtig lækker rødvin med en meget aromatisk og kompleks bærduft og en krydret smag med hvid peber, strejf af anis og en dejlig saftig note. Herlighederne afsluttes af et tilpas tanninbid. Giv vinen lidt luft i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjerne

Selvato, Giordano, Toscana IGT, Italien, lav alkohol (13%)

99,95 kr., på tilbud fra 19. til 25. april: 59 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En enkel og uforpligtende rødvin med god moden frugt men også med en lidt tynd eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá Reserva, Viña Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle del Maipo DO, Chile, 2021, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris på tilbud fra 18. til 21. april: 69 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En dejlig og velkomponeret rødvin. Den er harmonisk og har en koncentreret og fint krydret bærsmag, der holder længe i munden. Giv gerne vinen lidt luft i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjerne

Tarapacá Reserva, Pinot Noir, Valle de Casablanca, Chile, 2022, lav alkohol (13%)

100 kr., pris på tilbud fra 18. til 21. april: 69 kr., Skjold Burne

En god rødvin med saftighed, god fylde og en dejlig smag af modne blåbær samt en fin syre til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Passo Rosso, Toscana IGT, Italien, 2021, middel alkohol (14%)

119 kr., pris på tilbud online d. 17. april (KUN DENNE ENE DAG!):69 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

En dejlig, koncentreret, varm og indtagende rødvin. Her er frugtsødme, blå blommer, kanel, tobak og vanilje og en lækker, lang og blød eftersmag. En vin, der kalder på en ekstra god risotto eller pasta med kødsovs.

stjernestjernestjernestjerne

Aruma, Bodegas Caro, Malbec, Mendoza, Argentina, 2021, høj alkohol (14,5%)

150 kr., pris på tilbud fra 18. til 21. april: 100 kr., Skjold Burne

En udmærket rødvin med en herbal duft og en krydret, saftig bærsmag. Eftersmagen er blød og rund.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zantho Reserve, Pinot Noir, Burgenland, Østrig, 2021, middel alkohol (13,5%)

159,95 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., AndrupVin.dk

En både elegant og interessant Pinot-rødvin. Den har strejf af modne hindbær i duften og en imødekommende smag, der breder sig ud i munden med solbær, tranebær og en anelse forfriskende eukalyptus til slut. Flasken har i øvrigt en fin glasprop, der er let at lukke med, hvis resten af vinen skal gemmes.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dos Santos Ruby, Porto, Portugal, høj alkohol (19,5%)

115 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En koncentreret og rigtig lækker portvin med sødme, korender, kandis og tørret mango. Nyd den fx til et stykke blåskimmelost.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zantho Beerenauslese Cuvée, Burgenland, Østrig, 2018, lav alkohol (9%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr. (37,5 cl), AndrupVin.dk

Denne hvidvin er 37,5 cl’s ren nydelse for enhver, der holder af søde vine. Farven er gylden, og smagen er en herlig nektar med en fin fedme, noter af lyse rosiner, tørrede abrikoser og honning. Nyd et glas godt afkølet til fx fragilité eller andre kager og desserter med nougat.