Rothschild-familiens marketingdirektør, Charles Fournier, Fortalte om druer, vinmarker og slotte bag en hær af vinglas med smagspøver.
Legendariske vine fra venstre bred
Er den dejlig? Ja! Er den dyr? Ja! Er den pengene værd? Ja - hvis man har råd til den.Det drejer sig om rødvinen fra 1. cru slottet Château Mouton Rothschild i Bordeaux, der løber op i flere tusinde kroner flasken.
I sidste uge var VinAvisen til en smagning af vin fra det legendariske slot - samt ligeledes dejlige vine fra de øvrige to slotte, familien Rothschild ejer under navnet Baron Philippe de Rothschild.
Familien har fremstillet vin på slottet siden 1853, men vejen til berømmelsens tinder startede først for alvor i 1922 med Philippe de Rothschild. Ham hædrer vi ved at genudsende hans Hall of Fame længere nede på siden. Og, som man kan læse, har han haft et yderst farverigt liv! I dag er det sjette generation, der fører slottet videre.
Arrangøren af smagningen var vinenes danske importør, Sigurd Müller, og det var marketingdirektøren fra Rothschild, Charles Fournier, der præsenterede de fornemme dråber.
Samtlige tre slotte ligger i Pauillac i appellationen Médoc - og det vil sige på den venstre bred. Bordeaux er som bekendt opdelt i en højre og en venstre bred, hvor sidstnævnte ligger vest for Garonne-floden.
Gunstig påvirkning for Cabernet
Mens Merlot-druen dominerer rødvinene på den højre bred, er det Cabernet Sauvignon, der er kongen på den venstre – suppleret af Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc.
At det netop er Cabernet Sauvignon, der er den mest udbredte af de blå druer på venstre bred, er ifølge Charles Fournier et gode, klimaændringerne taget i betragtning.
- For cirka 20 år siden kneb det ofte med at få druen optimalt modnet – den havde ligesom en grøn note. Det problem kender vi stort set ikke til i dag med de stigende temperaturer.
Til gengæld er vinslottene på højre bred begyndt at få problemer med Merlot-druen, der er mere følsom over for klimaændringerne. Her er flere producenter ifølge Fournier derfor begyndt at plante stadig mere Cabernet Sauvignon.
Når man ser skråningerne med vinmarker ned mod floden, kan man godt regne med, at det er Cabernet Sauvignon, der er plantet øverst, mens Merlot, som har brug for langt mere vand, befinder sig tættest ved floden.
Ingen certificering
Selv om de øgede temperaturer her og nu har en gunstig virkning på Cabernet-druerne og dermed på vinene, så medfører klimaændringerne også stadig kraftigere og hyppigere regnbyger i sommerperioden – noget, som ofte giver udbredt meldug.
- Hos Rothschild eksperimenterer vi med økologi, men vi går ikke efter en certificering, fortæller Charles Fournier. – Vi er nødt til at have frihed til at redde vores druehøst med sprøjtning mod meldug, hvis det er nødvendigt.
Marketingdirektøren skulle efter nogle få timer tilbage til Bordeaux, hvor primeur-ugen skydes i gang d. 22. april. Vinslottenes prissætning af den nye årgang ventes altid med spænding af såvel kolleger som verdens mange vinhandlere.
Ifølge Fournier vil prisen på den nye årgang 2023 fra Rothschilds tre slotte højst sandsynligt blive lidt lavere end for den forrige årgang set i lyset af inflation m.m., der i høj grad har påvirket vinmarkedet.
Vine, der forkæler ganen
Men tilbage til slottene. De to andre slotte, Rothschild ejer, er Château d’Armailhac og Clerc Milon, der begge er klassificeret som 5. cru.
Og vinene, vi smagte, ja, de kan noget helt specielt, når det gælder om at forkæle ganen. Smagningen var omfattende, men vi vil nøjes med at sætte et par ord samt flaskepriser på de tre fantastiske vine, der er på lager hos Sigurd Müller her og nu:
Château d’Armailhac 2019: En rødvin på 62% Cabernet Sauvignon. Her er frem for alt violer i duften, mens smagen er intens, fuld af solbær og varme krydrede noter og med afrundede tanniner. Vinen kan drikkes nu, men kan med fordel også gemmes i flere år (485 kr., Sigurd Müller).
Château Mouton Rothschild 2015: En rødvin på 82% Cabernet. Her er lag på lag af forskellige aromaer – tobak, cedertræ, modne blå blommer, solbær, en anelse kanel og stadig gode tanniner. Det er en vin, der er en nydelse nu – og stadig vil være det i de næste cirka 20 år eller mere (7500 kr., Sigurd Müller).
Aile d’Argent de Mouton Rothschild 2021: Dagens hvidvin – og sikke en vin. Den har mineralske noter i duften og en let fedme i smagen efter en anelse fadmodning samt friske pærer og strejf af eksotisk frugt (1400 kr., Sigurd Müller).